Karl Stegger

AF Peer Kaae

2014 udgaven

Dette er en biografi om en af Danmarks helt store og folkekære skuespillere

Karl Stegger - Det er historien om en mand, der hele livet kæmpede, 

ikke mindst med sig selv.

Biografien er usædvanlig velskrevet, den er kærligt og respektfuldt formidlet,

jeg tror ikke jeg tidligere har læst så varm en biografi - det var en stor fryd.

Carl Johan Stegger Sørensen blev født 11 januar 1913 og var allerede inden

han kom, uønsket. Mor Marie var blevet gravid med en Norsk sømand, der

sejlede sin vej så snart han hørte om det kommende barn. Og da Marie 

var datter af fattige bønder, var familiens ulykke noget nær fuldkommen.

De første år af Karls liv gik han bogstavelig talt for lud og koldt vand, han var

ladt alene hjemme fra 3 års alderen, uden mad eller opsyn og lærte på den hårde

måde at klare sig selv. Hans skæbne besegles da han havner på børnehjem, 

fordi ingen i familien vil have ham. Karl oplever en barndom fyldt med vold

og mobning, og ganske hårdt arbejde. Han finder glæden ved skuespillet

ved et tilfælde, og få i en sen alder tilkæmpet sig en elevplads på Århus teater.

Det bliver startskuddet til de mange fantastiske minder, jeg har om Karl Stegger.

Desværre er jeg ikke gammel nok, til at have set ham på scenen, men jeg

har set ham i utallige danske folkekomedier og fx. også i "Den forsvundne fuldmægtig"

Trods de massive gode anmeldelser, den store efterspørgsel og ikke mindst

folkets hyldest, kæmpede Karl hele livet med massive mindreværdskomplekser.

Han så aldrig for alvor sit eget værd, men ytrede konstant, at hans mange

jobs skyldtes hans grimme fjæs og tykke krop. Selv om han ind imellem var

klar over sit eget værd, var det altid hans manglende selvhævdelse, der fremkom

i interviews. Slev om han var meget afholdt af både kollegaer og chefer, for

sin utrolige indlevelse, forberedelse og lette omgang, er den sætning i hele bogen,

der gjorde størst indtryk på mig, den Gunnar Lauring leverer, da Karl tillader sig at stille spørgsmål til handlemåderne i skespilforeningen:

"Kan du ikke holde din kæft? Du med dine fuldt ud berettigede mindreværdskomplekser"

Det er et glimrende billede på, at trods Karls store spændvidde som skuespiller,

blev han aldrig opfattet som den store karakterskuespiller han drømte om, og fik

ikke anerkendelse som den kunstner han så gerne ville have.

Denne biografi er et billede på et menneske, der livet igennem huskede at

han var den lille mand, han gjorde en ære ud af sine roller, og var livet igennem

angst for at blive glemt igen. 

Kort sagt, en varm, oplysende og meget stor hyldest til en vores store 

kulturelle hjørnesten. Den skal have den varmeste anbefalinger.

Limbo

AF Tore Johannesen

Limbo er forfatterens tredje udgivelse, men mit første møde med

hans bøger - Og lad mig blot slå fast, at det ikke blev et godt første indtryk.

Limbo er en thriller og den følger faktisk denne genre helt okay. Sproget er

meget letlæseligt og i den meget lette ende. Handlingen veksler mellem

før og nutid i en ikke særlig god opdeling. 

Handlingen begynder med at et barn bliver bortført fra en barnevogn i København.

Dernæst springer handlingen til en fødsel i Norge, hvor en ung ugift kvinde

føder en søn under opsyn af en liderlig præst, der fjerner barnet straks efter

fødslen. Dernæst introduceres den ene hovedperson: Lill, der er ansat i en fiktiv

afdeling af politiet sammen med kollegaen Vincent: Afdelingen for komplicerede sager, 

der endnu ikke har haft deres første sag. De øvrige i politiet kalder dem "Tivoligarden"

da de ikke regner dem for noget. Lill har et forhold til Chefen, som aldrig benævnes

anderledes end chef, hele vejen igennem bogen. 

Den lille dreng, der fjernes fra sin mor vokser op og bliver dyremishandler og

pyroman, han fyldes med had og når "ormene" træder frem i ham begår

ham grusomme handlinger. Drengen møder "Danskeren" der oplærer ham 

i mord og brandstiftelse, og han begynder sin hærgen i Norge, går via Kina

i gang i København og nærmer sig Lill.

Jeg tror faktisk ikke jeg har læst en mere mærkværdig bog end denne, handlingen

springer konstant mellem tid og sted. Personerne er alle som en kunstige

og stort set uden realisme. Til gengæld er detaljerigdommen omkring

persongalleriet og handlingen, rigtig velbeskrevet. Jeg skal kunne mærke personerne

og genkende noget i dem, hvis jeg skal få maximalt ud af bogen, det var jeg

end ikke i nærheden af i denne bog.

Politiet fremstår som lallenede tåber, de drikker voldsomt, også i arbejdstiden,

de "fejrer" fx. deres første sag, med at gå i Tivoli og drikke sig i hegnet.

Intet af politiets arbejde er realistisk, de falder over de lette løsninger, bliver helt unødigt indblandet i sagen,og vupti - er det den lille afdeling med chefen, Vincent og Lill,

der mirakuløst opklarer sagen. På intet tidspunkt fremkommer der reelt 

politiarbejde, og det er en kæmpe mangel.

Plottet bliver afsløret helt i starten, det ville ikke have den store betydning, hvis

forfatteren havde evnet at indlemme spænding og holde den kørende. Desværre

følte jeg på intet tidspunkt, at handlingen fik fat i mig, snarere tværtom. 

Jeg kedede mig bravt og krummede ofte tæer over de banale og urealistiske

handlinger. Alt i alt en meget anderledes læseoplevelse, der så afgjort ikke

sætter andet aftryk end at den er - anderledes. 

Smerten Glæden

AF Brian Holm

Erindringer fra et liv på cykel

Dette er Brian Holms første bog, den udkom i 2002 men jeg har først fået

kendskab til den nu, og som stor cykelfan måtte jeg naturligvis læse den.

Bogen er nedslag i overordnet form, i Brians karriere i cykelsporten. Den er

skrevet i et letlæselig og levende sprog, præcis som de efterfølgende

bøger fra hans hånd: Læs om Den sidste kilometer her &

Læs om Sportsdirektøren her

Denne bog fortæller både røverhistorier, beretter om en meget stålsat

idrætsmand, der lever for sin sport, og løfter lidt af sløret for, hvad der egentlig

kræves af en professionel cykelrytter, både kost og træningsmæssigt.

Derudover kommer Brian kort ind på doping, både i hans eget tilfælde og

i sporten som helhed. Hvilken befrielse, trods det, at han ikke dengang talte 

ret meget om det - det er heldigvis blevet meget bedre. Men uagtet, er det
grumt at høre, hvordan fremmede mennesker råbte EPO svin efter ham - ved flere
lejligheder! Jeg er så afgjort modstander af doping og tilhænger af test og straf,
MEN der er altså ikke doping alene, der gør en cykelrytter, så langt fra endda.

At Brian var en yderst dedikeret cykelrytter, gives der utallige eksempler på

i denne beretning, størst indtryk gjorde det på mig at læse om en fuldkommen

udmattet Holm, der blev samlet op af ambulancen under Tour De France, da

han er dehydreret og helt færdig. Mens han ligger på båren dukker sportsdirektøren

op, flår væskedroppet ud af armen på Brian og beordrer ham tilbage på cyklen - 

og han gør det, og fuldfører etapen!

Det vidner atter om det helt unikke drive disse topryttere har, jeg finder det vanvittigt,

men faktum er, at de er gjort af et helt andet stof, og det må jeg endnu en gang 

bøje mig i støvet af respekt over.

Bogen er som sagt skrevet for 12 år siden, meget er sket siden, Brian Holm er i dag

en respekteret og succesfuld sportsdirektør - derfor var mit smil meget stort

da jeg kort inde i bogen læser følgende: "Jeg har vænnet mig til det civile

liv efter cyklingen, og det er rart igen kun at have cyklingen som hobby"

Nuvel Hr. Holm - jeg er så en af dem, der er glad for, at du stadig er på

stikkerne og bidrager til den sport, jeg også er fascineret af.

Bogene er som nævnt små korte nedslag, jeg savner mere dybde og mere

om mennesket Brian. Heldigvis har jeg læst de nyeste bøger med stor begejstring,

så jeg har fået stillet noget af min interesse om begge dele - dog vil jeg

tillade mig at håbe, at der om en passende årrække kommer endnu en

beretning fra Holms hånd, for i takt med at cykelsporten forandres, må det være

på sin plads med lidt flere røverhistorier og mere insider oplysninger om

livet på og omkring holdene og sporten - Jeg er i alle tilfælde klar.

Honeymoon i Paris

AF Jojo Moyes

Dette er en novelle, eller en mundskænk om man vil, af den kommende roman

Hende du forlod, der udkommer 13. februar 2015 i DK.

Jojo Moyes er garant for søde kærlighedshistorier krydret med en god

portion morale, denne lille forsmag er ingen undtagelse. Som altid, er også denne

yderst velskrevet, levende og meget letlæselig, Moyes faste læsere vil

så absolut glæde sig over denne lille sag.

Handlingen er opdelt i to dele som begge foregår i Paris: 

1912: Ekspeditricen Sophie er nygift med kunstmaleren Édouard. 

De er lykkelige, lige med undtagelse af, at kunderne misbruger den søde

Èduard og "glemmer" at betale for malerierne. Det tager Sophie hånd om, men

samtidig møder hun flere af de malede modeller, og den ene trænger ind

under huden på hende, og planter mistroens og jalouxiens frugt.

1998: Engelske Liv har efter et ultra kort bekendtskab giftet sig med arkitekten

David. De er på brylupsrejse i Paris, men det ender med at Liv er alene

mens David er til forretningsmøder. Liv møder en mand på et museum 

og finder samtidig et af Éduards malerier af Sophia, og kommer i

tvivl om sit ægteskabs holdbarhed.

Begge kvinder får derfor tvivl om deres nyindgåede ægteskaber, og der er udover

berøringsfladen med maleriet på museet, lagt op til en kærlighedsroman,

med to kvinder, i hver sin tid, men med samme genvordigheder.

Alle personer er levende og realistiske, og trods sødmen bliver de

ikke pladderromantiske eller kunstige.

Novellen er i vanlig stil sød, men heldigvis ikke for sød, og jeg skal

naturligvis kaste øjnene i "Hende du forlod" når den udkommer.

Som appetitvækker og hyggelæsning skal denne lille bog have de bedste anbefalinger.

Efterforskerne

AF Bent Isager-Nielsen

Bent Isager er mangeårig politimand, men en fortid som leder af rejseholdet

og nuværende politiinspektør og efterforskningschef hos Vestegnens politi.

Ydermere er der nogle små indlæg fra retsmediciner Hans Petter Hougen og

retsantropolog Niels Lynnerup. Samlet fortæller de om en sag og et brændende 

lig, og drager snore til andre sager og vigtige begivenheder, bl.a. identificering

af ofre fra tsunamien og i massegrave i det tidligere Jugoslavien. 

Her kommer både kokosnødder og arkitekter ind i opklaringerne, og

dét er trods alt nyt for mig - og interessant.

Bogen er velskrevet, den er letlæselig og i et sprog udenforstående glimrende

forstår og kan følge med i. Jeg fandt lidt for mange "reklamer" for Isagers

tidligere bog, men derudover var det vedkommende læsning.

Der er som nævnt en gennemgang, i hovedtræk, om en sag med et brændende lig,

den sag følges gennem alle instanser, fra findested, over retsmedicineren og

antropologen, identificering, afhøringer og siden retssagen. De øvrige sager

flettes rigtig fint ind i fortællingen og giver eksempler på arbejdet. Her er snase

fra sagen om Amagermanden, Danmarkshistoriens største kup og nogle

andre drabssager, alle med gennemgange af polities arbejde.

Der fremkommer ikke noget afgørende nyt i min viden, men for læsere, der ikke er

inde i politiets arbejde, er det med garanti en meget oplysende bog.

Det jeg til gengæld fandt virkelig spændende er Isagers påstande omkring ondskab,

findes der onde mennesker, eller "kun" onde gerninger? Skal vi have et

DNA register, hvor alle registreres ved fødslen? Og det helt store spørgsmål:

Straffer vi korrekt i DK, hårdt nok, længe nok og hvorfor straffer vi?

Se det er en ualmindelig aktuel og meget spændende diskussion, Bent Isager

fremkommer med hans egne meninger, begrunder og stiller begge sider

frem til skue, jeg vil ikke påstå jeg er helt enig med ham, men jeg kan følge ham

og må respektere mange års erfaringer. Slutteligt Kommer Isager med han egen

mening om den nye og meget kritiserede politireform. Interessant med en 

insider mening, og en begrundelse - enig er jeg ikke, men stadig spændende.

Kort sagt, dette er en rigtig fin bog om politiets arbejde, og de store moralske/etiske

spørgsmål om menneskets mørke sider og straffen for deres forbrydelser.

Den skal så afgjort have en stor anbefaling.

Renée - At finde hjem

Af Renée Toft Simonsen

Jeg blev med det samme klar over, at dette er en biografi jeg bare måtte læse, ikke

fordi jeg vil læse om berømtheder og livet i overhalingsbanen, men fordi jeg håbede

at den ikke ville svælge i berømtheder og floskler, jeg håbede at komme ind bagved kvinden, finde det drive, der gjorde at hun valgte modellivet og

de mange millioner fra, for at vælge Århus og uddannelse til - Og jeg kom derind.

Denne biografi er på mange måder meget anderledes end de gængse, for det første er

den ualmindelig dyb, der er rigtig mange følelser og stemninger i den. Dernæst er

det sjældent jeg har læst så frie beskrivelser af en nulevende person og sidst men

ikke mindst har hendes liv været så fyldt med kampe, at det samlet set var en

virkelig anderledes og meget lærerig oplevelse.

Renée har livet igennem kæmpet med en stor angst, hun var tidligt i livet udsat for

massive svigt fra specielt hendes far, der gennem livet har haft mere travlt med at

realisere sig selv, end at tage ansvar for sine børn og sin hustru. Tidligt i livet blev 

Renée og søsteren efterladt alene hjemme, det gav en grundlæggende angst, der

har præget hele hendes liv. Hun var/er en rebel, stjal i butikker så hun kunne få

de ting familien var for fattige til at købe til hende, var barnlig langt op i ungdommen,

og frem for alt ualmindelig åbenmundet og meget kontrollerende overfor omgivelserne.
Hun har på mange måder levet et priviligeret liv, men nissen er altid flyttet med, og derfor 
har hun livet igennem måtte kæmpe på den private front. Men hun modbeviser klart,
at det fordømmende mange mennesker udsætter hende for: Hun er en tomhjernet
model, der ikke kan andet end at se godt ud, og hun gør det med kraft.

Modelkarrieren blev til ved et tilfælde, hun greb det, men lod sig aldrig dupere af 

navne og status. Hun vendte tidligt i livet hjem til Danmark, vendte pengene ryggen,

for hun ville have en familie og en uddannelse. Og det fik hun, psykolog blev hun,

og derefter forfatter. Renée er en kvinde, der har levet i mediernes søgelys det meste af

livet, hun har valgt forkerte mænd, af de forkerte årsager, men elsket dem dybt og

ender med at finde sammen med DKs popstjerne nr. 1 Thomas Helmig. Biografien

er også en rejse gennem mændende, og slutteligt gennem krisen og skilsmissen fra Thomas - og genforeningen. Hun har tjent til resten af livet som model, men var det det værd?

Jeg håbede på dybde, og det fik jeg. Biografien er skrevet og sammensat at mange forskellige elementer, breve til og fra Renée og familie/venner/kærester, dagbogsnotater,

fortællinger fra venner/familie/kærester og en fortælling til journalisten der er med på bogen.

Det fungerer faktisk rigtig godt, dog springes der indimellem lidt i tid og sted, det stopper flowet, men i det store billede fungerer det. Som nævnt er biografien dyb, der er rigtig mange følelser og psykologiske indsigter hele vejen igennem, for Renée er godt til at 

beskrive og tolke, og så er hun så hudløst åben, at jeg ikke har læst mage.

Hun kryber ind under huden, hun påpeger sider af sig selv, jeg kunne kende, sider

hvor jeg tænkte: hold da op, at hun bliver i det og så er hun altså et mennesker,

der tilgiver og lever efter at opfører sig anstændigt overfor andre og nu sig selv.

Jeg var med på en personlig rejse, det er hele denne biografis essens, udviklingen

og frugten der høstes efter arbejdet.

En meget anderledes, meningsfyldt og lærerig biografi - læs den

Britt-Marie var her

AF Fredrik Backman

Dette er den vanvittig svære toer, efter den helt fantastiske debut: Manden der hedder Ove.

Det er ingen hemmelighed, at jeg var fuldkommen vild med Ove, sjældent har en

roman gjort så stort indtryk på mig, så denne efterfølger var ventet med både spænding

og meget blandende forventninger, for er det overhovedet muligt at skrive noget

der bare er tilnærmelsesvis så godt?   JA, er det korte svar.

Præcis som Ove, er også denne roman sublim fortællerkunst, sproget flyder i en lind

og herlig strøm, i en blanding af nydansk og det gamle "kultiverede" sprog.

Alle tanker, handlinger og dialoger er sprællevende og jeg var hele vejen igennem

med i byen og langt inde i hovederne på personerne.

Britt-Marie er 63 år. Hun har passet mand og hjem de sidste mange årtier, inden der

passede hun sin mor. Britt-Marie er vant til ro renlighed og regelmæssighed, ja ikke at

hun har hverken fordomme er eller kværulantisk. Men alt har sin plads og tid,

alt skal på de daglige lister, skrevet med blyant, ifald noget skal viskes ud, og frem

for alt har Britt-Marie et helt usædvanligt forhold til natron. Da hendes mand får

et hjerteanfald, er det elskerinden, der ringer fra hospitalet, og lige der får Britt-Marie

nok. Hun flytter, og må naturligvis have et job - ordentlige mennesker har ansættelse

et sted. Det bringer hende til den lille og næsten affolkede by: Borg. Her bliver hendes

liv vendt fuldkommen op og ned, det bliver en opvågning til livet, på godt og ondt.

Denne roman har igen det hele: her er livets rå og hårde side, svigt, kærlighed og

frem for alt handler den om at høre til og blive set. Romanen rammer lige i hjertekulen 

jeg var hele følelsesregisteret igennem. Først og fremmest evner forfatteren igen at

levere et fantastisk klart skud moral blandet med humor på virkelig højt plan.Dernæst

har han igen beskrevet et menneske vi allesammen kender eller indeholder, for jeg har

mødt flere Britt-Marie igennem mit liv, og sørme om jeg ikke også kan nikke genkendende

til flere af mine egne egenskaber- fantastisk.

Alt er ikke, hvad det giver sig ud for på overfladen, alle mennesker indeholder noget

godt og frem for alt fortjener alle mennesker at blive set og respekteret.

Jeg vil så hjertens gerne komme med blot et lille udsnit af de mangle guldkorn, der

nærmest falder over hinanden bogen igennem, men jeg vil ikke tage overraskelsen

og glæden fra kommende læsere - Dog vil jeg vove at komme med en lille garant:

Stenslag og Natron vil have en helt ny betydning fremover.

Dette er på alle måder en helt fantastisk roman, Ove var sværd at tanggere, men 

Backman har evnet det umulige - Dette er endnu en sublim roman fra hans hånd, jeg

grinte, krummede tæer, håbede og fik våde øjne - den ramte rent!.

Den skal have de største anbefalinger, snyd ikke dig selv: læs også Ove.

Jeg vil i den grad glæde mig til mere fra den hånd.

En mand der hedder Ove

Anmeldt 23. februar 2014:

Jeg har netop vendt sidste side i romanen - og WOW en fantastisk oplevelse. 

Den er super velskrevet, sproget flyder og siderne vender sig selv i en rasende fart, mens jeg var til stede i universet og oplevede glæde, sorg,empati, fordømmelse og dyb kærlighed.

 Romanen er en rejse gennem det samlede følelsregister, blandet med en utrolig sublim form for humor - jeg vover påstanden, at jeg aldrig tidligere har læst en roman af denne kaliber, trods 4-5 læste bøger om ugen... 

Denne er et MUST read, den rummer så stor en morale, at den åbner for selvransagelse hos enhver der læser den, på den positive front. Jeg ville meget gerne give 6 stjerner hvis det havde været muligt, for jeg er YDERST begejstret - denne roman bliver sidende under huden med et solidt aftryk... WOW

Den hurtigste mand på to hjul

Læs anmeldelsen her

Kvinden de meldte savnet

AF Sara Blædel

Kvinden de meldte savnet er 9. og sidste? bind i serien om Louise Rick.

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg endog meget skuffet over forgængeren,

Dødesporet, der i min optik manglede både nerve og krimistof. Derfor var det med 

blandende forventninger jeg kastede mig over denne nye.

Sara Blædel kan der der med at skrive hyggekrimier, i et letlæselig flydende og

levende sprog, denne gang var heller ingen undtagelse, så bogen er faktisk

læst hurtigt, ikke mindst da hun evner at fastholde læseren.

Omdrejningspunktet er som altid politikvinden Louise Rick og hendes journalist veninde

Camilla. Dertil kommer plejesønnen, kæresten, de øvrige politifolk og personer

i henhold til handlingen. Det kan syne af mange, men de er alle levende og realistiske

og godt adskilt, så der er ingen problemer med at holde styr på dem. Denne 9. i serien

er forbeholdt Eiks historie - vi får et lille indblik i den.

En kvinde bliver myrdet i England, det viser sig, at hun er identisk med den danske kvinde Sofie, der forsvandt sporløst for 18 år siden.Louises kæreste Eik forsvinder 

ved højlys dag i en kiosk ved politigården i København. Jagten går ind på at finde Eik

samtidig med at det Engelske politi henvender sig til Københavns politi, da

den myrdede kvinde er efterlyst. Louise rodes derfor ind i efterforskningen,

der viser sig at indeholde langt mere, både personligt og i sags-sammenhæng, end

hun på nogen måde havde set. Hendes liv vendes op og ned, samtidig med at

der opstår problemer med plejesønnen. Veninden Camilla er tilbage i journalist

jobbet, og finder også vej ind i sagen - Kort sagt: en ægte Blædel handling.

Nuvel, Blædels bøger er stereotype femikrimier, men den præmis kender læserne,

også jeg. Jeg synes den stærkeste i serien er De glemte piger, den gjorde stort

indtryk, da den indeholdt mere end blot hyggekrimi. Det samme gør sig gældende her,

her er et meget aktuelt tema: Aktiv dødshjælp. Blædel har haft selvmord helt tæt på,

og jeg tager hatten af for hendes beslutning om, at delagtiggøre læseren i 

debatten og mulighederne på en sober måde.

Politiets arbejde er denne gang i orden, det er realistisk og godt arbejde, med ganske

få hovsa-løsninger - en klar forbedring fra forgængeren.

Plottet holder sådan nogenlunde, det er let at gætte sammenhængen, men det 

gør intet at den del afsløres tidligt. Blædel evner fint at fastholde læseren i jagten

på gerningsmanden. Jeg manglede til gengæld nerve og spænding igen i denne,

jeg synes det er fint, hun ikke forfalder til at overdrive, men en smule mere

spænding havde der fint været plads til.

Alt i alt endnu en hyggekrimi fra Blædel, velskrevet og med et krav til

læseren om at tage stilling til temaet om dødshjælp. Jeg synes det er en rigtig

fin afslutning på serien, jeg er glad for at jeg fik en bedre oplevelse end forgængeren,

og jeg synes det er bedst at slutte på toppen. Jeg vil så absolut læse mere af Blædel, 

for hun skriver godt, jeg behøver ikke krimi, men kunne godt ønske mig, at hun

kastede sig over romangenren, med mere plads til uddybelse, uagtet er jeg

spændt på at se, hvad der bliver næste udspil.

Jeg har ikke noget til gode hos Vorherre

Merethe Stagetorn fortalt til Birgitte Wulff

Merethe Stagetorn er vel nok vor tids mest anerkendte og kontroversielle kvindelige

forsvarsadvokat. Dels var hun en af landets første af slagsen, og hun har ved

hårdt arbejde formået at skabe sig et navn med respekt om. Jeg husker mine

første "møder" med Merethe Stagetorn, det var på TV i en juridisk brevkasse,

hvor hun besvarede spørgsmål og gav råd. Sidenhen er navnet dukket op

utallige gange, jeg har stor respekt for hendes dygtighed, så derfor måtte 
jeg med indefor i beretningen om livet.

Bogen er virkelig velskrevet, jeg fornemmer samtalen og frem for alt hører

jeg Fru Stagetorn, så trods det faktum at historien er fortalt for så at  blive

nedskrevet, er det sket på en levende og naturlig måde.

Merethe Stagetorn er født og opvokset på Stevns, hos sin mormor og morfar.

Det var små kår, omsorgen blev aldrig fysisk og Merethe blev vænnet til at klare sig selv.

Faderen var mønsterbryder og læste jura, men han boede ikke hos familien de

første mange år. Netop faderen er den ene meget gennemgående figur i Merethes liv, 

han blev jurist, sidenhen politiker og Borgmester, men han forblev hele live igennem 

bitter over ikke at være blevet til mere. Han anerkendte aldrig Merethe, ligesom hun 

faktisk heller ikke kom ham i møde.Efter at have passeret de 70 år, savner Merethe
stadig faderens anerkendelse, så bogen er også et skoleeksempel på, ikke
at vente med at sige/gøre hvad de er nødvendigt.

Merethe er en kvinde, der er gået fra samfundets bund til samfundets top, hun giftede

sig med en fremtrædende advokat, manden i hendes liv, fik et luksus liv og 

tilmed to dejlige børn. Men hun kunne ikke forenes med at være hjemmegående, derfor læste hun jura, fik sin bestalling og har knoklet for at få sit firma til at blomstre - og blomstre det gør det. Fortællingen rummer små indblik i Tvind sagen, den store rocker sag

og sagen om cykelrytteren Bo Hamburger. Fru Stagetorn har været i berøring

med alle samfundslag, og med stor succes. Der er ingen tvivl om at hun arbejder
meget og hårdt, og hun er ferm til sit job. 

Dette er både fortællingen om et meget privat menneske, der selv manglede

kærlighed og ikke viser følelser, til en succesfuld forretnings-kvinde, der nu kaster

materiel kærlighed i overflod efter sin familie. Hun vil ikke kaldes snob, men 

forpasser alligevel ikke en mulighed for at fortælle om mærker og vaner. Til
gengæld er dette også beretningen om et menneske, der nåede toppen,
økonomisk og samfundsmæssigt, men ikke fik venner på vejen. Da det virkelig
gjaldt, var der ingen venner, men næsten kun bekendte i livet. Jeg har stadig den 
faglige respekt i behold, men jeg føler ensomheden. Og så er det,
at det jeg spørger: Er det så det værd? 

Dette er historien om en usædvanlig kvinde, med en usædvanlig familie, jeg

opfangede med lethed kærligheden, men kan da synes det er en skam, hun 

ikke evner at få den udbredt i selve livet - "Jeg har ikke brug for betroelser"

er et at udsagnene, og det tror jeg faktisk er en sandhed med modifikationer.

En meget tankevækkende og debatskabende bog, der så afgjort

skal have de varmeste anbefalinger.