tirsdag den 9. december 2014

Kvinden de meldte savnet

AF Sara Blædel


Kvinden de meldte savnet er 9. og sidste? bind i serien om Louise Rick.
Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg endog meget skuffet over forgængeren,
Dødesporet, der i min optik manglede både nerve og krimistof. Derfor var det med 
blandende forventninger jeg kastede mig over denne nye.

Sara Blædel kan der der med at skrive hyggekrimier, i et letlæselig flydende og
levende sprog, denne gang var heller ingen undtagelse, så bogen er faktisk
læst hurtigt, ikke mindst da hun evner at fastholde læseren.

Omdrejningspunktet er som altid politikvinden Louise Rick og hendes journalist veninde
Camilla. Dertil kommer plejesønnen, kæresten, de øvrige politifolk og personer
i henhold til handlingen. Det kan syne af mange, men de er alle levende og realistiske
og godt adskilt, så der er ingen problemer med at holde styr på dem. Denne 9. i serien
er forbeholdt Eiks historie - vi får et lille indblik i den.

En kvinde bliver myrdet i England, det viser sig, at hun er identisk med den danske kvinde Sofie, der forsvandt sporløst for 18 år siden.Louises kæreste Eik forsvinder 
ved højlys dag i en kiosk ved politigården i København. Jagten går ind på at finde Eik
samtidig med at det Engelske politi henvender sig til Københavns politi, da
den myrdede kvinde er efterlyst. Louise rodes derfor ind i efterforskningen,
der viser sig at indeholde langt mere, både personligt og i sags-sammenhæng, end
hun på nogen måde havde set. Hendes liv vendes op og ned, samtidig med at
der opstår problemer med plejesønnen. Veninden Camilla er tilbage i journalist
jobbet, og finder også vej ind i sagen - Kort sagt: en ægte Blædel handling.

Nuvel, Blædels bøger er stereotype femikrimier, men den præmis kender læserne,
også jeg. Jeg synes den stærkeste i serien er De glemte piger, den gjorde stort
indtryk, da den indeholdt mere end blot hyggekrimi. Det samme gør sig gældende her,
her er et meget aktuelt tema: Aktiv dødshjælp. Blædel har haft selvmord helt tæt på,
og jeg tager hatten af for hendes beslutning om, at delagtiggøre læseren i 
debatten og mulighederne på en sober måde.

Politiets arbejde er denne gang i orden, det er realistisk og godt arbejde, med ganske
få hovsa-løsninger - en klar forbedring fra forgængeren.

Plottet holder sådan nogenlunde, det er let at gætte sammenhængen, men det 
gør intet at den del afsløres tidligt. Blædel evner fint at fastholde læseren i jagten
på gerningsmanden. Jeg manglede til gengæld nerve og spænding igen i denne,
jeg synes det er fint, hun ikke forfalder til at overdrive, men en smule mere
spænding havde der fint været plads til.

Alt i alt endnu en hyggekrimi fra Blædel, velskrevet og med et krav til
læseren om at tage stilling til temaet om dødshjælp. Jeg synes det er en rigtig
fin afslutning på serien, jeg er glad for at jeg fik en bedre oplevelse end forgængeren,
og jeg synes det er bedst at slutte på toppen. Jeg vil så absolut læse mere af Blædel, 
for hun skriver godt, jeg behøver ikke krimi, men kunne godt ønske mig, at hun
kastede sig over romangenren, med mere plads til uddybelse, uagtet er jeg
spændt på at se, hvad der bliver næste udspil.




Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar