mandag den 17. august 2015

Kære Jonas

AF Svend Erik Sørensen


95 sider mellemgaard

Denne lille roman/biografi er mit første møde med forfatteren, både hans litterære værker
og hans virke indenfor dansk journalistik Læs mere her

Romanen er sublim fortællekunst; sproget er legende let, yderst levende og siderne vender sig selv i en rasende fart. Jeg var bekymret for den manglende kvantitet, men må bare bøje mig i støvet, for denne fortælling har så meget mere fylde end sideantallet byder.

Fortælleren er Jonas´far - Forfatteren selv. Han beretter om et liv, der både indeholder store problemer med et af hans børn, den grønlandske dreng Jonas, som blev adopteret som 4 årig, og faktisk indeholder fortællingen også problemstillinger omkring fortællerens skilsmisse pga. homoseksualitet. Faderen har ikke set eller hørt fra Jonas de seneste fem år, men da sønnen fylder 50 år vil faderen med til sønnens fødselsdag. Det bliver begydelsen på en fortælling om skyld og skam over skilsmissen, den årelange kamp for at få Jonas til at opføre sig anstændigt, og den tunge indsigt i en forældres indre, når han gang på gang konfronteres med en af sine sønners levevis og store bedrag. Jonas har haft det svært siden han kom til Danmark, var det nu det rigtige at adoptere ham, og hvordan griber en forældre sagen an, når det ene barn lyver og stjæler fra de andre?

Det er både en socialrealistisk beretning om mødet mellem to kulturer, hvad sker der når et 4 års barn rives ud af sine vante rammer, hvor dårlige de end er, og plantes hos vildt fremmede mennesker i et andet land, og uden at kunne sproget. Psykologisk giver fortællingen et meget klart billede på, hvordan barndommens skader kan sætte sig, uagtet de mange gode intentioner fra omgivelserne. 

Og så er det i særdeleshed en usædvanlig dyb, vedkommende og meget vedkommende fortælling om en faders kærlighed til alle sine børn. Hans sorger og glæder, kampen for at få familien til at fungere, og hans måske nok sværeste valg, da han bliver nødt til at sætte grænser, der måske kan få det ene barn til at fravælge ham. Jeg kan forestille mig, at det må have kostet blod, sved og tårer at nedfælde og fremvise en del af sin egen privatsfære, og jeg har den dybeste respekt for både formidling og resultat - tak!

Fortællingen er varm og grufuld på samme tid. Fortællingen krøb direkte ind under huden på mig, den sætter tanker i gang, livet i perspektiv og i det store hele ramte den mig direkte i hjertekulen - den gør massivt indtryk! Jeg håber der kommer mere fra forfatterens hånd, for han skriver himmelsk, har meget at byde på og fortjener at blive læst bredt. I mellemtiden vil jeg med store forventninger kaste mig over forfatterens anden selvbiografiske roman: Forlad os vor skyld.




Og mens englene græder

AF Jørgen W. Frøhlich


302 sider mellemgaard

Dette er forfatterens debutroman Læs mere her

Romanen er letlæselig, sproget er herligt levende og faktisk er det bare at læne sig
tilbage og beskue hovedpersonens liv. Forfatterens journalistiske tæft fornægter sig bestemt ikke her. Ind imellem kniber det med at holde tiden på rette plads, der springes i tid/handling - det er ærgerligt, for med en mere skarp redigering havde romanen været tæt på perfekt. 

Hovedpersonen er Jacob, han er en middelaldrene journalist, der også læser teologi. Jacob har 3 børn fra to tidligere ægteskaber, en masse rod og svigt i bagagen, og er nu gift med den 18 år yngre Therese. De to bliver stormende forelskede og lever det søde liv i begyndelsen af deres forhold, men da de får en søn sammen går der hverdag i forholdet, og Jacob genoptager sin gamle vane; at drikke alt for meget. Mens Jacob drikker, trækker Therese sig væk, og deres forhold ender i en ond spiral. Men selv om Therese truer med at gå fra Jacob, er hun den, der foreslår parterapi for at redde forholdet. De starter hos Gurli, som er kollega med Thereses psykolog-mor. Therese er vild med Gurli, men Jacob kan slet ikke med hende, og snart bliver det en kamp for at slippe for at komme med til sessionerne. Men stopper Jacob hos Gurli, stopper Therese deres ægteskab. Alt synes at falde sammen for Jacob; hans arbejde, ægteskab hans had til terapeuten og hans alkoholisme tager fuldkommen magten fra ham. Og en dag bliver han syg - alvorligt syg. Kan man få syndsforladelse, kan man undslippe sine egne onde handlinger eller er det slut?

Romanen skildrer på fornemmeste vis en mand i frit (for)fald. Jeg er med på Jacobs rejse, og meget ofte med helt inde under huden på ham. Jeg kan relatere til figurernes liv, og de mange af deres problemer. Det gør romanen meget realistisk, faktisk er der så mange detaljer og gentagelser, at jeg indimellem synes det blev en lille smule for gentagene. 

Men det samlede, er en solid roman om parforhold, mænds tanker og handlinger, og så noget så herligt som en mands følelsesliv. Nu er Jacobs liv meget langt fra en dans på roser altid, men jeg var meget begejstret for den levende formidling af hans indre og ydre. Når jeg under læsningen mærker både f.eks. grin og stærk irritation, så er det fordi jeg er indfanget i universet - og det var jeg her. Alt i alt er denne roman en virkelig flot debut, jeg synes den tegner rigtig godt for fremtiden, og håber bestemt at læse mere fra denne hånd.



fredag den 14. august 2015

Uden personligt ansvar

AF Lena Andersson



Uden personligt ansvar er en selvstændig fortsættelse af En roman om kærlighed.
Dette var mit første møde med forfatteren, og altså også med Ester - hovedfiguren.

Romanen er skrevet i en blanding af fortælleform (3. person) og direkte udsagn. Jeg oplevede en smule distance af den lidt "kølige" fortælleform, men derudover er sproget flydende og meget levende.

Ester er en singlekvinde sidst i 30´erne. Hun er kommet ud af et forhold til en gift mand, da hun til en premiere på et af hendes teaterstykker, møder Olof og næsten på stedet forelsker sig i ham. Olof er gift, men Ester har jo tidligere tiders erfaring med gifte mænd, og kaster sig hovedkuls ud i at fange Olof. Snart er hele Esters liv fyldt med Olof, hvor er han, hvad laver han og hvornår får hun ham med i seng. Olof på sin side, takker ja til at gå ud med Ester, de går på museer, på barer og går ture sammen, men han gør det helet klart, at han ikke ønsker andet end venskab med Ester. Men Ester giver ikke op, for hun er mester i at tolke, hvad Olof egentlig mener, og der er naturligvis, at han elsker Ester og meget snart forlader sin hustru for at flytte sammen med Ester. Deres forhold udvikler sig en anelse, hvilket vil sige, at de også starter et seksuelt forhold, men selv om Ester gør alt for Olof, gør han det ustandseligt forbi med hende, og vedbliver med at sige: "vi har ikke noget forhold - jeg går ikke fra min hustru" Men Ester Aflæser og tolker på Olof, og kan alligevel ikke komme en afklaring nærmere! Kort sagt: Ester elsker Olof med hud og hår, mens Olof bruger Ester til det han lyster - men hvor længe kan det gå ?

Romanen beskriver på fineste vis, hvordan en elskerinde tiltsiddesætter sit eget liv, for at være til rådighed så snart manden har tid/lyst. Jeg er sikker på, at dette er et mere realistisk billede end læseren måske tror. Jeg håber der er "smurt lidt ekstra på" for det er både trist,
og grotesk at være vidne til, hvordan et menneske er totalt uden selvkritik/værd.

Historien er som sagt levende og realistisk formidlet, den sætter hovedet på et evigt eksisterende dilemma. Men, jeg synes den bliver for langtrukken, der er for mange gentagelser og for få "nyheder" Flere gange tænkte jeg, at jeg da havde læst det afsnit, eller om den episode. Jeg er klar over at forfatteren ønsker, i mindste detalje, at formidle de årelange forhold - det lykkedes, men jeg kom til at kede mig lidt på vejen.

Er du elskerinde, kender du en eller tænker du på at blive elskerinde, så er dette en super roman at læse. Selv om der naturligvis altid vil være forskelle, er min påstand, at dette er et rigtig godt billede på, hvordan de fleste af den slags forhold forløber. Om ikke andet, så læs den for underholdningen eller oplysningens skyld - det fortjener den.




Angreb fra alle sider

AF Tore Renberg


409 sider Gyldendal

Tore Renberg er en meget anerkendt forfatter i Norge, med en lang række romaner bag sig, denne roman er lige så rost og blev indstillet til Den Norske Boghandlerpris i 2014.

Romanen er velskrevet, der er mange "tale-ord" dvs. primært engelske udtryk, der er gengivet i én køre, det krævede en smule tilvænning, men vakte også smil. Jeg synes romanen sine steder træder vande, den bliver for ensformig og handlingen står en i stampe, men derudover er det en letlæselig roman.

De to brødre Rikki og Ben lever sammen med deres psykisk syge mor og deres voldelige far. Tonen er rå og uden kærlighed. Brødrene søger tilflugt i at sniffe benzin og komme ud af huset. En dag træffer lillebror Ben en skæbnesvanger beslutning: de skal væk hjemmefra, og det skal være snart. Drengenes onkel Rudi bor sammen med sin gravide kæreste og hendes bror, de tre er "kollegaer" udover at bo sammen. De er en bande, der har et flyttefirma og derudover røver bl.a. deres kunder. Rudi ser ikke drengene da han for år tilbage ragede uklar med deres far, sin bror. Men da drengene en dag opdager en stor pengesum, stikker de af hjemmefra for at flytte ind hos deres kriminelle onkel. Det giver en voldsomt opgør hjemme hos Ben og Rikkis forældre, og det giver den kriminelle trio helt nye problemer, men åbner også nye døre for fremtiden - for Ben har en plan. Men det har politiet også, og da de får et tip om at banden har noget stort i gang, bliver politimanden Tommy sat på opgaven med at fælde banden een gang for alle.

Dette kunne lige så godt være en socialrealistisk roman, den giver et grumt billede på en dysfunktionel familie, der gennem generationer har skabt splid. Det er en fortælling om et forældrepar, der svigter totalt, og specielt en far, der ikke har lyst til at beskæftige sig med sin kones sindslidelse eller sine børns mistrivsel. 

Romanen skildrer vold, misbrug, og social deroute. Men den skildrer også en særegen form for kærlighed mellem søskende og venner. Samtidig med at den store plan tager form og skal føres ud i livet, skildres en kriminel verdens skepsis overfor hinanden. Jeg kommer dog aldrig tæt nok på til at kunne relatere helt til figurerne - men jeg kan se alvoren i forfatterens portrætter. Som spændingsroman synes jeg den falder lidt igennem, den er for træg og der er lidt for mange unødige personer og handlinger. Men som et anderledes billede af
en kriminel familie med en IQ under gennemsnittet, tegner den både en art karikatur og på samme tid et meget trist billede af mennesker på samfundets bund.





tirsdag den 11. august 2015

Guds børn

AF Lars Petter Sveen


301 sider Politikens Forlag

Denne roman har taget Norge med storm - den har vundet adskillige priser og
 alle forfatterens udgivelses høster stor ros Læs mere om forfatteren her

 Denne roman er en pallet af beretninger om samme sag, set fra flere sider. Den er velskrevet, sproget er herlig flydende, men der er virkelig mange figurer og navne, så læseren skal holde tungen lige i munden.

Handlingen udspiller sig i mellemøsten i tiden fra Jesus bliver født og frem til efter hans død.
Den starter med at lejemordere er ude for at dræbe alle drengebørn, for at undgå at forlydende om en frelsers fødsels skal blive virkelighed. Herefter belyses de mange forskellige vinkler på datidens konflikter, fra forskellig side og med forskellige stemmer.
Fx. Officeren Cato, der kommer i tvivl om han kan blive ved at være ond, Anna, der er blevet tævet af flere mænd, har mistet sin søster og nu leder efter kærligheden, Nabab er røver, men håber alligevel at der findes noget godt ude i fremtiden, Peter, der er bange, for han tror han er klar over hvilke grusomheder fremtiden byder på, og ikke mindst pigen Marta, der er fantastisk til at fortælle historier, og konsekvent vil se det gode i menesket.
Eneste gennemgående figur er den gamle blinde mand, der intet ser, men ser alt.

Forlaget siger, at; det ikke er en religiøs roman - måske ikke, men det er i alle tilfælde en roman med bibelske dimensioner. Jeg påregnede at blive udfordret, netop pga. ovenstående, det blev jeg sådan set også, men jeg fik også en virkelig rå og meget anderledes læseoplevelse. Som sagt er sproget i top, historien er fantastisk i sin samtid, og trods de mange genkendelige træk, er det en helt ny historie.

Jeg var fanget fra første færd, blev holdt til ilden af de mange skiftene scener, vinkler og ikke mindst personer. Ind imellem var nogle lidt for lange og gentagene passager, men i det store hele var jeg til stede i universet og så tydeligt forfatterens tegning af, hvor dyb den stadig aktuelle Palæstina-Israel konflikt kan ligge. Troende eller ej, dette er en 
fortælling om fortidens kampe og menneskets inderste håb.





fredag den 7. august 2015

So long Marianne - En kærlighedshistorie

AF Kari Hesthamar


208 sider EC Edition

Dette er en biografi; Marianne fortæller om et årti hun tilbragte i et kærlighedsforhold til sangeren og forfatteren Leonard Cohen - men det er også en kærlighedshistorie.

Biografien er skrevet i 3. person, da den er blevet til efter samtaler med Marianne og Leonard Cohen. Breve, digte og små beskeder er inddraget ligesom venner har bidraget til at fortælle denne historie.

Marianne føler sig tidligt fanget, hun var veltilpas hos mormoren men trivedes ikke hos de gammeldags og hårde forældre i Oslo. Hun møder den norske forfatter Axel Jensen inden han slår igennem, forelsker sig i ham og følger hans mindste vink. De ender på den græske ø Hydra, hvor Axel skal skrive og Marianne holde hus for ham. Axel er en diktator med store problemer med alkohol og temperament, Marianne er en ung ureflekterenede kvinde, der finder sig i alle Axel luner og de mange gange han forlader hende med andre kvinder. De får en søn sammen, men Axel ser næsten ikke sin søn, da han i ugen efter fødslen allerede er i gang med en anden kvinde. Efter nogle meget tumultariske år på øen, ender forholdet og da Marianne møder den skønne canadiske Leonard, gentager hun alt hvad hun har gjort det meste af hendes voksenliv. Leonard bliver stadig mere berømt, Marianne trives med intet at lave udover at være muse for Leonard og sønnen Axel Joakim der kommer i anden række. I nogle år er det een stor kærlighedsakt, men også det forhold er skævt fra starten, og spørgsmålet er, hvor længe det kan holde? Historien gentager sig selv for Marianne, på næsten alle områder vælger hun samme vej igen. I stedet for en narcissistisk normand vælger hun en narcissistisk canadier, som i sidste ende vil andet og mere end hende.

Biografien indeholder hidtil ukendte digte af Leonard Cohen, jeg melder med skam, at jeg ikke kender ret mange af hans værker, så hans person var ikke det jeg vægtede i romanen. Men jeg er sikker på at fans vil finde megen glæde af disse nye sider af manden, og ikke mindst finde glæde i, de nye ting der her kommer frem. 

Jeg var meget optaget af Marianne, hendes uligevægt, manglende evne til at stille krav til sig selv, og ikke mindst hendes til tider store svigt af sønnen. Nu var 1950-60 erne jo en anden tid, både mht. til kvinderoller, frigørelse og det levede liv. Det bliver rigtig fint portrætteret i biografien, både tiden, krigen i Grækenland og verdens tilstand bliver sat i perspektiv til de fire menneskers fortælling. 

Personligt ville jeg meget gerne have haft en dybere fortælling om Marianne og hendes handlinger. Men denne biografi er ikke bygget op omkring den præmis, den er fortællingen om en, for mange, kendt og elsket musiker og forfatter, og hans år med denne usædvanlige norske kvinde. Endnu en gang sætter hun sig selv i baggrunden, præcis som i den fortalte historie, og det er der faktisk også et stort signal i!



tirsdag den 4. august 2015

Sidste åndedrag

AF Linda Castillo


529 sider Hr. Ferdinand

Castillo er så afgjort med i toppen af min favorit liste over Amerikanske krimiforfattere. 
At jeg har "glemt" denne seneste i rækken, er afgjort en fejl, men på den anden side, er
det også rart at have en "sikker vinder" at hive frem fra reolen.

Og lad mig blot fastslå - det var en sikker vinder. Helt i vanlig stil er krimien yderst letlæselig, levende, realistisk og meget underholdende. Siderne vender sig selv i et hastigt tempo, læseren er med det samme inde i universet - Det er kræs for kendere.

Politichef Kate Burkholder skal opklare en usædvanlig grim færdselsulykke, hvor en Amish familie bliver mere end halveret. Familien viser sig at være Kates barndomsveninde, som blev i Amish samfundet. Der er ingen spor efter bilen, der påkørte hestevognen, hverken på ulykkesstedet eller i nabolaget. Der ligger meget høj hastighed bag sammenstøddet, og da bilisten heller ikke stopper op og hjælper de tilskadekommende, bliver Kate og hendes betjente i tvivl om motivet - kan det være overlagt? Kate kommer igen i krise, hendes fortid i Amishsamfundet kolliderer igen med hendes job, og hun har mere end svært ved at skille følelserne for sin gamle veninde, fra den professionalisme , der kræves af hende. Samtidig har Kates "hemmelige" kæreste købt en gård, og aftvinger hende svar på, om hun ønsker at flytte sammen med ham. Det er ikke Kates stærke side - følelser. Så hun forsøger at slippe udenom både Thomasetti og sig selv. Og for at fuldende Kates kaos, kommer der pludselig skræmmende nyt i en 17 år gammel sag, Kate har gjort alt for at gemme væk.

Alle personportrætter er levende, yderst realistiske og så kommer jeg helt i vanlig stil, med ind under huden på Kate. Jeg er kommet til at holde af den skæve kvinde, der stædig kæmper sig frem mellem venner og fjender. Jeg var rigtig glad for at "kigge ind" til hende og resten af de kendte figurer, jeg er altid spændt på, hvordan de udvikler sig i forhold til dem selv, og hinanden. Castillo kan som få, få læseren med, og da hun denne gang har valgt en mere psykologisk krimi, var jeg altså yderst begejstret hele vejen.

Politiets arbejde er igen bundsolidt, her er ingen lette løsninger og læseren er med hele vejen. Kate får en snert af super-woman denne gang. Men jeg synes ikke det bliver for meget, og bærer over med det. Plottet holder også - jeg kunne faktisk gætte en del af løsningen denne gang, men jeg var ikke sikker, og havde heller ikke regnet de sidste ender ud. Så igen en solid og meget helstøbt krimi fra denne skønne forfatters hånd.

Nye læsere kan sagtens starte her - men da jeg holder meget af serien og synes den er virkelig god, vil jeg klart anbefale af denne bruges som appetitvækker til at snuppe resten af serien, eller optimalt: start med første bind og tag dem i rækkefølge. 

Det er amerikansk, der er Amish og det er krimi når det er bedst. Rigtig god læselyst.

Tidligere udkommet i serien: 
1.    Tvunget til tavshed
2.    Bøn om tavshed
3.    Bryd tavsheden:
Efter at have ventet på denne 3 er med længsel, må jeg bare sige: Castillo er tilbage, og hun er
 altså kommet for at blive.

Denne tredje er præcis lige så velskrevet som de to forgående, sproget flyder, siderne vender sig 

selv i en rasende fart, for jeg var durk tilbage i amish universet.

Personer og omgivelser er levende og realistisk beskrevet, jeg kan rigtig godt lide de to skæve personligheder: Kate & John - det var en glæde at vende tilbage til dem... Og det gjorde jeg: Fra første side, var jeg tilbage, hvor jeg slap i forgængeren.

Plottet holder, det samme gør spændingen, krydret med realistisk politi/benarbejde gør det krimi underholdningen komplet.

Der er løbende henvisninger til forgængerne, så nye læsere kan godt starte her - men jeg vil klart anbefale at starte fra en enden af, for de ER altså super gode. 
Min eneste klage er: Den er allerede læst, nu er det igen ventetid


4.    Meldt savnet:
Castillo er tilbage med denne fjerde i serien om Kate og John.
Hun har for længst skrevet sig ind i mit krimihjerte, og det er fortsætter i fineste stil, denne fjerde er præcis så velskrevet, levende og realistisk som forgængerne. Sproget flyder og læseren er inde i universet fra første færd, vi "gamle" læsere er tilbage, hvor vi slap forgængeren med eet snuptag :)

Omdrejningspunktet er stadig Kate Burkholder, den tidliger amishpige, der nu er den skæve politichef med det store hjerte og det klare hovede, og så hendes makker John Tomasetti, den triste og hårde agent. De er samment med de øvrige i persongalleriet spillevende og meget realistiske i både ord og handlinger. 

Politiets arbejde er som altid levende og realistisk, ingen overspringshandlinger og helt igennem godt skrivearbejde fra forfatterens hånd. Plottet holder, og selv om der er skrue en lille smule ned for de mest voldsomme scener, holder den.

Castillo har bidt sig fast i haserne på de helt store Amerikanske krimiforfattere som Karin Slaughter og Richard Montanari, hendes kærlighed til Amishfolket skinner igennem alle hendes bøger og giver læseren valuta både på krimifronten og kulturkontoen - det virker bare rigtig godt.

Meldt savner kan sagtens læses enkeltstående, men jeg foreslår afgjort at tage dem fra starten af, alt andet vil være en skam - så er vi ved det triste igen: ventetiden til den næste kommer 


mandag den 3. august 2015

Film, frygt og propaganda

AF Paul Fiscer


372 sider Kristeligt Dagblads Forlag

Dette er en fortælling fra virkelighedens verden - Det er en fortælling om regimet i Nordkorea, deres grusomme behandling af deres folk, og ikke mindst; Kim Jong-Ils metoder til at opnå det han ønskede sig i livet - koste hvad det koste vil.

Romanen er velskrevet, ind imellem kunne den godt have været redigeret en smule skarpere, men den er yderst oplysende og meget levende.

Beretningen er bygget op omkring den meget succesfulde Sydkoreanske filminstruktør Shin Sang-Ok og hans hustru skuespillerinden Choi Eun-Hee. Det er en beretning om deres liv i Sydkorea, kampe og sejre både i privatlivet og det professionelle virke. Samtidig med at Nordkorea begynder at kidnappe vestlige statsborgere, knækker Shin og Chois samliv, da han får børn med en elskerinde, samtidig er hans film ikke længere i toppen af landets produktioner, så ægteparret har nogle meget hårde år. I Nordkorea sidder sønnen af landets leder, Kim Jong-Il på propagandaministeriet. Jong-Il har en usædvanlig stor passion for film, og hans største ønske er at lave internationalt anerkendte film. Det kan ikke lade sig gøre med de folk han har i Nordkorea, så han beslutter sig for at kidnappe Shin. Men for at få chancen til at tage ham, starter Jong-Il med at kidnappe Shins hustru Choi. Det bliver starten på 8 års fangeskab, der kommer til at foregå både i fængsler under tortur, og i sikrede huse rundt om i Nordkorea. Da Jong-Il endelig genforener ægteparret, tror han, at de er omvendt til kommunismen, og sætter alle segl ind på at lave de bedste film i landets historie. Det lykkedes, men Shin & Choi er på ingen måde omvendt, de har brugt hver eneste dag i fangeskabet på at finde en flugtmulighed - Og den kommer!

Dette er som sagt en sand historie, den har tre spor: Choi & Shins livshistorier, Koreansk filmhistorie og frem for alt, historien om Nordkorea og familien Kims metoder. Det er en grusom beretning om hjernevask, tortur, korruption og frem for alt, et ødelagt menneskes syge sind. Jeg har tidligere læst beretninger fra Nordkoreanske afhoppere, denne er en lidt bredere beretning, som på alle områder sætter en tyk streg under, hvilke grusomme kår, den Nordkoreanske befolkning lever under.

Den historiske gennemgang komplimenterer ægteparrets historie, så læseren får et meget bredt billede af, hvordan livet var i både Nord/Sydkorea og hvordan verden så på dem.
Den er en stor del af beretningen, og selv om jeg kendte den i forvejen, synes jeg den er med til at give et komplet billede. Kort sagt; en usædvanlig åben og meget grum beretning om familien Kims enevælde, og den bliver ikke mindre interessant af, at tredje generation nu sidder på magten i det hermetisk lukkede land!

Jeg vil slutte af med en udtalelse, der sætter verdenshistorien i relief; i forbindelse med Kim Jong-Ils død i 2011 udtalte få af verdens ledere sig om dødsfaldet, en af dem var Syriens daværende præsident Bashar al-Assad (manden hvis søn i de seneste år har slagtet tusindvis af syrere og drevet tusinder på flugt) " Jong-Ils død var et stort tab ikke blot for det koreanske folk, men for de folk i alle lande, der  kæmper for frihed, retfærdighed og fred"


lørdag den 1. august 2015

Med al din kærlighed

AF Irene Cao


273 sider Pretty ink

Denne roman er afslutningen på forfatterens to-bind serie. Der er tidligere udkommet en trilogi: Italienske nætter, som er havnet på bestsellerlisterne. Det er imidlertid mit første møde med forfatteren, så udover, at stifte bekendtskab med hende, bliver dette så også et indblik i, om nye læsere kan starte her.

Og det kan de, altså de nye læsere. Selv om der tydeligvis har været en forudgående optakt til denne, følte jeg mig på intet tidspunkt kørt ud på et sidespor. Romanen er yderst letlæselig, sproget flyder og læseren kan bare læne sig tilbage og følge med. 

Linda er flyttet sammen med diplomaten Tommso i Lissabon. De bor i en yderst luksuriøs penthouse lejlighed, med husassistent og lever i det hele taget det søde liv. Men Linda er ked af at være arbejdsløs i den nye by, hun savner sit job, og da Tommaso ofte arbejder i mange timer, føler hun sig alene. De er til mange diplomatmiddage, men Linda befinder sig ikke godt i de kunstige kredse. Da Tommaso også bliver fraværende seksuelt, bliver det for alvor svært for den Italienske Linda. Men en dag inviterer Tommaso hende på klub - Han lægger en ny kjole til hende og en besked om at være nøgen under den, og klar til afhentning om aftenen. Det bliver startskuddet til en helt ny seksuel oplevelse for Linda, men hvor Tommaso nyder den, er Linda ikke helt sig selv mere. Deres liv bliver konfliktfyldt og Linda savner sine Italienske venner og familien. Da hun til en fest møder en mystisk mand, får det store konsekvenser for Linda - men hun elsker da Tommaso?

Jeg har ikke de store præferencer med erotisk litteratur, så jeg kan ikke sammenligne. Men denne roman er både en forviklings - og kærlighedshistorie, og en sanselig, erotisk historie.
Linda er hovedpersonen, men selv om jeg som læser, er inde i hovedet på hende, kommer jeg aldrig rigtig til at forstå hende. Forfatteren portrætterer en varmblodet Italiensk kvinde, men denne kvinde er så vægelsindet, at jeg først bliver lidt overrasket og sidenhen synes det bliver for banalt. Skiftene er mange, derfor blev jeg konstant i tvivl om, hvilken historie forfatteren reelt ønsker at fortælle med romanen. 

Men er man til en letlæselig kærlighedsroman, med alt hvad der dertil hører -og samtidig ønsker at læse en fin erotisk roman, så er denne faktisk et fint bud. Den er nem og hurtigt læst, og for læsere, der som jeg, er noviser indenfor erotisk litteratur, synes jeg den er en rigtig fin begyndelse. Jeg runder op til tre.





Dødvægt

AF Elsebeth Egholm


396 sider Politikens Forlag

Dødvægt er 9. bog i serien om journalisten Dicte. Jeg har været med siden starten, og har altid været godt underholdt af Egholm Læs mere om forfatteren her. 

Præcis som vanligt er også Dødvægt en herlig letlæselig roman. Sproget flyder, afsnittene er korte og tydeligt opdelt, og trods de mange facetter er romanen hurtigt læst.

Den Århusianske journalist Dicte er taget med kæresten Bo til den Maltesiske ø Gozo.
Dicte er ikke længere fastansat, og vil gerne med da Bo skal afholde fotokursus for nogle elever fra journalisthøjskolen. Allerede på færgen mod Gozo kommer der grus i Dictes maskineri; Bo er meget interesseret i Natasha, en ung smuk studerende - og der er gengældt. Derudover rammer en storm og færgeturen foregår for de flestes vedkommende med hovederne i brækposer. Pludselig får passagererne øje på to overfyldte både, fyldt med flygtninge. Den ene båd kæntrer og mange flygtninge dør i vandet. Da Bo og Natasha vil forevige de sørgelige omstændigheder, får de pludselig øje på et nyt lig i vandet, en hvid kvinde. Kvinder minder om en af passagererne på færgen, og næste dag går Dicte og Natasha til det lokale politi med billederne. Den lokale betjent Jack, slås med rod i privatlivet, men falder pladask for Dicte og beslutter sig for at hjælpe sagen. Men inden undersøgelserne rigtig kommer i gang, forsvinder Bo og Natasha. Natasha findes død ved en klippe, men Bo er forsvundet. Politiet mener han er druknet, og vil vente på at hans lig dukker op, men Dicte kan ikke forene sig med den tanke, så hun begynder sin egen efterforskning på øen. Da der findes endnu en død ung kvinde, står både politi og Dicte med en sag, der kan vise sig at være mere omfattende og farlig end de aner.

Der er hele fire spor; Dicte, Bo, Jack og den unge pige Keesa. De er fint afgrænsede, og alle fire er fint portrætteret - Dog har jeg gennemgående et problem med realisme og dybde.
Det er en helt ny side af Dicte, der træder frem her i dødvægt. Hun er stadig nyfigen, egenrådig og meget stædig, men nu bliver hun også offer for sine egne følelser, på en helt ny måde. Det misklæder hende på ingen måde, men det bliver aldrig levende for mig. Jeg synes hun er blevet for banal både i ord og handlinger. Det samme gør sig gældende for Bo, hvor Jack og Keesa er lidt mere levende og realistiske. 

Hvad jeg derimod tydeligt mærker, er forfatterens kærlighed til øen Gozo og Malta. Historien er bygget op, så læseren får et fint indblik i både kultur og historie - Det var en herlig omgang, og interessen for øerne er bestemt blevet vakt. Derudover vil jeg rose forfatteren for at berette om bådflygtningene, de forfærdelige forhold de lever under, og ikke mindst, hvordan landende reagerer på problemerne.

Der er flere forskellige plot denne gang, de overlapper hinanden, og nogle er mere overskuelige end andre. "Hoved-plottet" holder fint, og afsløres først til slut. Til gengæld synes jeg, der var alt for mange vinkler, historien hvirvler længere og længere ud, og indeholder både handel med kvinder, prostitution, korruption, og afpresning. Det betød, for mig, at jeg på intet tidspunkt følte nogen spænding under læsningen. Jeg ville gerne have haft langt færre, men til gengæld stærke vinkler.

Politiets arbejde lader også en hel del tilbage at ønske. En del af manglerne, kan muligvis skyldes anderledes metoder på øerne. Men selv med det som en medvirkende faktor, synes jeg, der bliver for letbenet og urealistisk.

Som krimi var Dødvægt en skuffelse for mig, jeg savnede realisme og spænding. Og med tanke på tidligere bøger i serien, specielt dem om Peter, sidder jeg faktisk lidt uforløst tilbage. Jeg kom som sagt aldrig rigtig til at tro på hverken handlingen eller personerne, så 
det blev til et gensyn med de kendte figurer, i nye spændende omgivelser, men uden den tidligere nerve. Jeg håber på mere realisme og spænding i den næste.


Tidligere udkommet i serien:
1. Skjulte fejl og mangler
2. Selvrisiko
3. Personskade
4. Nærmeste pårørende
5. Liv og legeme
6. Vold og magt
7. Eget ansvar
8. Kød og blod:
Dicte og Peter er tilbage... eller rettere Peter er.

Som de tidligere i serien er også denne super velskrevet, sproget er let og flydende og siderne vender helt sig selv, det er altid en fornøjelse :) Denne gang er handlingen delt i fire dele, hvor vi følger hver af de fire personer - det virker utrolig godt for mig.

Persongalleriet er en blanding af de gammelkendte og de til lejligheden indlemmede. Dicte er noget amputeret ved at falde fra hinanden, hun kan dog ikke lægge sit journalist hjerte på hylden, og bliver med vanlig garanti rodet ind i sagen. Dog synes jeg hun denne gang står alt for meget i vadestedet, hun virker alt for fyldt med neuroser og hendes temmelig dårlige psykiske følelsesliv bliver faktisk en kende for udvandet. Peter, Kir & Wagner derimod er mere realistiske og en anelse mere udviklende.

Politiets arbejde er super godt beskrevet, her er alt realistisk og levende - Wagner giver ikke så meget ved dørene som tidligere, og det gør altså denne del rigtig god. 

Plottet holder hele vejen, spændingen kommer på banen mod slutningen, i bedste Eghom stil - Dog må jeg sige, at det bliver for urealistisk - Både med de mange tråde Dicte selv finder, og de mange løsninger der falder lige for - Det er afgjort et stort minus, i en ellers super bog.

Jeg håber på mere om Peter, og på mere realisme i den næste

I serien om Peter, Dictes søn er udkommet:
1. Tre hundes nat
2. De døde sjæles nat