lørdag den 1. august 2015

Dødvægt

AF Elsebeth Egholm


396 sider Politikens Forlag

Dødvægt er 9. bog i serien om journalisten Dicte. Jeg har været med siden starten, og har altid været godt underholdt af Egholm Læs mere om forfatteren her

Præcis som vanligt er også Dødvægt en herlig letlæselig roman. Sproget flyder, afsnittene er korte og tydeligt opdelt, og trods de mange facetter er romanen hurtigt læst.

Den Århusianske journalist Dicte er taget med kæresten Bo til den Maltesiske ø Gozo.
Dicte er ikke længere fastansat, og vil gerne med da Bo skal afholde fotokursus for nogle elever fra journalisthøjskolen. Allerede på færgen mod Gozo kommer der grus i Dictes maskineri; Bo er meget interesseret i Natasha, en ung smuk studerende - og der er gengældt. Derudover rammer en storm og færgeturen foregår for de flestes vedkommende med hovederne i brækposer. Pludselig får passagererne øje på to overfyldte både, fyldt med flygtninge. Den ene båd kæntrer og mange flygtninge dør i vandet. Da Bo og Natasha vil forevige de sørgelige omstændigheder, får de pludselig øje på et nyt lig i vandet, en hvid kvinde. Kvinder minder om en af passagererne på færgen, og næste dag går Dicte og Natasha til det lokale politi med billederne. Den lokale betjent Jack, slås med rod i privatlivet, men falder pladask for Dicte og beslutter sig for at hjælpe sagen. Men inden undersøgelserne rigtig kommer i gang, forsvinder Bo og Natasha. Natasha findes død ved en klippe, men Bo er forsvundet. Politiet mener han er druknet, og vil vente på at hans lig dukker op, men Dicte kan ikke forene sig med den tanke, så hun begynder sin egen efterforskning på øen. Da der findes endnu en død ung kvinde, står både politi og Dicte med en sag, der kan vise sig at være mere omfattende og farlig end de aner.

Der er hele fire spor; Dicte, Bo, Jack og den unge pige Keesa. De er fint afgrænsede, og alle fire er fint portrætteret - Dog har jeg gennemgående et problem med realisme og dybde.
Det er en helt ny side af Dicte, der træder frem her i dødvægt. Hun er stadig nyfigen, egenrådig og meget stædig, men nu bliver hun også offer for sine egne følelser, på en helt ny måde. Det misklæder hende på ingen måde, men det bliver aldrig levende for mig. Jeg synes hun er blevet for banal både i ord og handlinger. Det samme gør sig gældende for Bo, hvor Jack og Keesa er lidt mere levende og realistiske. 

Hvad jeg derimod tydeligt mærker, er forfatterens kærlighed til øen Gozo og Malta. Historien er bygget op, så læseren får et fint indblik i både kultur og historie - Det var en herlig omgang, og interessen for øerne er bestemt blevet vakt. Derudover vil jeg rose forfatteren for at berette om bådflygtningene, de forfærdelige forhold de lever under, og ikke mindst, hvordan landende reagerer på problemerne.

Der er flere forskellige plot denne gang, de overlapper hinanden, og nogle er mere overskuelige end andre. "Hoved-plottet" holder fint, og afsløres først til slut. Til gengæld synes jeg, der var alt for mange vinkler, historien hvirvler længere og længere ud, og indeholder både handel med kvinder, prostitution, korruption, og afpresning. Det betød, for mig, at jeg på intet tidspunkt følte nogen spænding under læsningen. Jeg ville gerne have haft langt færre, men til gengæld stærke vinkler.

Politiets arbejde lader også en hel del tilbage at ønske. En del af manglerne, kan muligvis skyldes anderledes metoder på øerne. Men selv med det som en medvirkende faktor, synes jeg, der bliver for letbenet og urealistisk.

Som krimi var Dødvægt en skuffelse for mig, jeg savnede realisme og spænding. Og med tanke på tidligere bøger i serien, specielt dem om Peter, sidder jeg faktisk lidt uforløst tilbage. Jeg kom som sagt aldrig rigtig til at tro på hverken handlingen eller personerne, så 
det blev til et gensyn med de kendte figurer, i nye spændende omgivelser, men uden den tidligere nerve. Jeg håber på mere realisme og spænding i den næste.


Tidligere udkommet i serien:
1. Skjulte fejl og mangler
2. Selvrisiko
3. Personskade
4. Nærmeste pårørende
5. Liv og legeme
6. Vold og magt
7. Eget ansvar
8. Kød og blod:
Dicte og Peter er tilbage... eller rettere Peter er.

Som de tidligere i serien er også denne super velskrevet, sproget er let og flydende og siderne vender helt sig selv, det er altid en fornøjelse :) Denne gang er handlingen delt i fire dele, hvor vi følger hver af de fire personer - det virker utrolig godt for mig.

Persongalleriet er en blanding af de gammelkendte og de til lejligheden indlemmede. Dicte er noget amputeret ved at falde fra hinanden, hun kan dog ikke lægge sit journalist hjerte på hylden, og bliver med vanlig garanti rodet ind i sagen. Dog synes jeg hun denne gang står alt for meget i vadestedet, hun virker alt for fyldt med neuroser og hendes temmelig dårlige psykiske følelsesliv bliver faktisk en kende for udvandet. Peter, Kir & Wagner derimod er mere realistiske og en anelse mere udviklende.

Politiets arbejde er super godt beskrevet, her er alt realistisk og levende - Wagner giver ikke så meget ved dørene som tidligere, og det gør altså denne del rigtig god. 

Plottet holder hele vejen, spændingen kommer på banen mod slutningen, i bedste Eghom stil - Dog må jeg sige, at det bliver for urealistisk - Både med de mange tråde Dicte selv finder, og de mange løsninger der falder lige for - Det er afgjort et stort minus, i en ellers super bog.

Jeg håber på mere om Peter, og på mere realisme i den næste

I serien om Peter, Dictes søn er udkommet:
1. Tre hundes nat
2. De døde sjæles nat

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar