mandag den 15. december 2014

Renée - At finde hjem

Af Renée Toft Simonsen


Jeg blev med det samme klar over, at dette er en biografi jeg bare måtte læse, ikke
fordi jeg vil læse om berømtheder og livet i overhalingsbanen, men fordi jeg håbede
at den ikke ville svælge i berømtheder og floskler, jeg håbede at komme ind bagved kvinden, finde det drive, der gjorde at hun valgte modellivet og
de mange millioner fra, for at vælge Århus og uddannelse til - Og jeg kom derind.

Denne biografi er på mange måder meget anderledes end de gængse, for det første er
den ualmindelig dyb, der er rigtig mange følelser og stemninger i den. Dernæst er
det sjældent jeg har læst så frie beskrivelser af en nulevende person og sidst men
ikke mindst har hendes liv været så fyldt med kampe, at det samlet set var en
virkelig anderledes og meget lærerig oplevelse.

Renée har livet igennem kæmpet med en stor angst, hun var tidligt i livet udsat for
massive svigt fra specielt hendes far, der gennem livet har haft mere travlt med at
realisere sig selv, end at tage ansvar for sine børn og sin hustru. Tidligt i livet blev 
Renée og søsteren efterladt alene hjemme, det gav en grundlæggende angst, der
har præget hele hendes liv. Hun var/er en rebel, stjal i butikker så hun kunne få
de ting familien var for fattige til at købe til hende, var barnlig langt op i ungdommen,
og frem for alt ualmindelig åbenmundet og meget kontrollerende overfor omgivelserne.
Hun har på mange måder levet et priviligeret liv, men nissen er altid flyttet med, og derfor 
har hun livet igennem måtte kæmpe på den private front. Men hun modbeviser klart,
at det fordømmende mange mennesker udsætter hende for: Hun er en tomhjernet
model, der ikke kan andet end at se godt ud, og hun gør det med kraft.

Modelkarrieren blev til ved et tilfælde, hun greb det, men lod sig aldrig dupere af 
navne og status. Hun vendte tidligt i livet hjem til Danmark, vendte pengene ryggen,
for hun ville have en familie og en uddannelse. Og det fik hun, psykolog blev hun,
og derefter forfatter. Renée er en kvinde, der har levet i mediernes søgelys det meste af
livet, hun har valgt forkerte mænd, af de forkerte årsager, men elsket dem dybt og
ender med at finde sammen med DKs popstjerne nr. 1 Thomas Helmig. Biografien
er også en rejse gennem mændende, og slutteligt gennem krisen og skilsmissen fra Thomas - og genforeningen. Hun har tjent til resten af livet som model, men var det det værd?

Jeg håbede på dybde, og det fik jeg. Biografien er skrevet og sammensat at mange forskellige elementer, breve til og fra Renée og familie/venner/kærester, dagbogsnotater,
fortællinger fra venner/familie/kærester og en fortælling til journalisten der er med på bogen.
Det fungerer faktisk rigtig godt, dog springes der indimellem lidt i tid og sted, det stopper flowet, men i det store billede fungerer det. Som nævnt er biografien dyb, der er rigtig mange følelser og psykologiske indsigter hele vejen igennem, for Renée er godt til at 
beskrive og tolke, og så er hun så hudløst åben, at jeg ikke har læst mage.

Hun kryber ind under huden, hun påpeger sider af sig selv, jeg kunne kende, sider
hvor jeg tænkte: hold da op, at hun bliver i det og så er hun altså et mennesker,
der tilgiver og lever efter at opfører sig anstændigt overfor andre og nu sig selv.
Jeg var med på en personlig rejse, det er hele denne biografis essens, udviklingen
og frugten der høstes efter arbejdet.

En meget anderledes, meningsfyldt og lærerig biografi - læs den




Ingen kommentarer:

Send en kommentar