Appelsinæblet

AF Lars Olsen Aasen

385 sider Aasen Forlag Læs mere om forlaget her

Dette er Lars Olsen Aasens debut som romanforfatter, han har tidligere skrevet

flere teaterstykker og har b.l.a. grundlagt Aasen teater.

Handlingen udspiller sig dels i København og dels i en lille landsby i udkantsdanmark:

Bjørnstrup. Hovedpersonen Viggo har aner helt tilbage fra landsbyens grundlæggelse,

men han lever ensom i København, da han er eneste tilbagelevende i familien.

En dag ringer hans telefon, det er en lille pige, der beder ham komme til kirkegården! 

Viggo ved straks at hun mener kirkegården i Bjørnstrup, og tager af sted. Her møder

han pigen Ina, præsten Clara og svineavleren Ewald. Ina viser sig at være et

spøgelse, der døde for over 100 år siden, hun dukker op alle steder: i telefonen, i Viggos

bil, i hans computer og på hans arbejde. Med hendes opdukken, får han pludselig hele

slægtens historie i indblik. Han oplever således okkulte handlinger i kirkens kælder (som

ikke findes) gamle krige og ikke mindst møder han sine forfædre en efter en. Inas opdukken

viser sig at omhandle slægtens krav på mosen i Bjørnstrup, og det bliver nu op til Viggo

at kortlægge slægten og redde moden fra Ewald.

Nu er det ingen hemmelighed, at jeg har det stramt med fantasy genren, men da

bogen lovede en solid slægtshistorie, sprang jeg til med det samme. Desværre viste det

sig meget hurtigt, at hovedvægten er på netop fantasy delen. Handlingen er opbygget

sådan at nutid og fortid konstant glider ind i hinanden, der er ingen klare opdelinger

undervejs, hvilket gjorde, at jeg rigtig mange gange måtte læse nogle linjer ned, for at finde ud af, hvor jeg nu var i handlingen. 

Persongalleriet er mangfoldigt, men jeg kom ikke ind under huden på en eneste af dem,

det gjorde at jeg var tilskuer, ikke medvirkende i universet, og det ødelagde en stor

del af oplevelsen for mig. Dertil kommer at interaktionerne og dialogerne ikke fangede

mig, specielt Ina, der jo er en lille 7 årig pige, har udtalelser der, i min optik, er

for moderne til et lille barn, der døde i 1900. Genrens præmis er jo fraværet af

realisme, den er jeg helt med på, men trods det, synes jeg det bliver for banalt.

 Som sagt synes jeg, at selve historien drukner i de absurde indslag, f.eks. at dyrene i Zoo taler og går med Viggo og Ina hjem til lejligheden i København, at Ewald rydder en

stadig brændende bygning, og at præsten og Viggos interaktion er yderst kunstig

og meget mærkværdig. Det er virkelig synd, for de steder historien får lov at udfolde sig,

fanger den mig faktisk rigtig fint. Jeg ville meget gerne have læst slægthistorien, uden alt

"fyldet" og så er jeg sikker på, at personerne ville fremstå lige så stærke som fortælingen.

Som sagt, evnede jeg ikke at se bort fra, de for mig, helt absurde fantasy dele, derfor

blev helheden desværre også en stor skuffelse for mig.