For meget lykke

AF Alice Munro

350 Sider Gyldendal

Nu har jeg aldrig været den store novelle fan, jeg holder af fordybelsen i romanens

verden, og så har jeg manglet den kvalitet, der netop gør, at selv de korte noveller

evner at fange mig og tilfredsstille mit behov for dybde. Men så fik jeg øjnene op for

Anna Grues novellesamling, og med den i baghovedet kastede jeg mig, via anbefaling

over denne prisvindende forfatter. Jeg kendte ikke forfatterskabet, men udover

anbefalingen fristede det at samlingen har modtaget Nobelprisen i 2013 - se

det må jo betyde, at jeg endnu en gang kan nyde noveller?

Og lad mig blot starte med at konstatere: JA, det lykkedes - jeg var både indfanget

og underholdt af disse fortællinger om menneskets smerte.

Novellerne præsenterer ti forskellige menneskeskæbner, otte kvinder og to mænd.

Fælles er dog, at nutiden er under stor påvirkning af fortiden. Fx. møder vi kvinden

hvis mand dræber deres børn, manden, der er født med et stort modermærke i ansigtet

og altid har følt sig uelsket af sin far og de to piger, der på en sommerlejr ændrer

deres liv for altid. Alle personer har en mørk side i fortidens skygge, alle oplever,

at en udefrakommende fremtvinger minder om disse mørke sider, og spørgsmålet er

således, hvordan personerne takler erindringerne. Jeg var helt inde under huden

på personerne, til stede i deres liv og må bøje mig i støvet over Munros sublime

evne til at portrættere mennesker og følelser på tværs af alder og køn.

Sproget er virkelig levende yderst velkomponeret, jeg var virkelig til stede i personerne,

jeg følte romanens fordybelse, og til min egen store glæde, var novellerne mere

end rigeligt for mig, i den forstand, at jeg trods længderne var fuldkommen fanget

i universerne - undtaget er dog den sidste og titelgivende novelle: Forfatteren fortæller

om fascinationen af den Russiske forfatter og matematiker Sofja, denne fortælling

er således en beretning over familiens genfortællinger og breve/tekster. 

Faktisk fangede denne sidste fortælling mig ikke rigtigt, jeg oplevede ikke den dybe

samhørighed eller Sofjas følelser - det blev en noget anonym tur med mig i rollen

som tilskuer i stedet for deltager - det var en stor skuffelse og trækker lidt ned hos mig.

Alt i alt, havde jeg en virkelig god (trods de mange triste skæbner) oplevelse,

jeg fik sat tankerne i svingninger og kunne altså igen glædes over formen, ikke

dermed sagt, at det bliver et nyt hit hos mig, men forandring fryder så herligt.