To Brødre

AF Ben Elton

611 sider Forlaget Turbulenz

Dette er mit første litterære møde med forfatteren, der udover at have skrevet en del bøger, også står bag f.eks. Blackadder og Mr. Bean, sidstnævnte har jeg med stor glæde

set en del af. Denne roman er fiktion, men er bygget over en del af forfatterens egen

familiehistorie, hvorfor en del af bogen sagtens kunne være forekommet.

Bogen er bygget op i tre bestanddele: Brødrene Otto og Paulus, deres forældres historier,

begge dele foregår i Tyskland fra 1920-1945 og endelig en del omkring Stone (den ene bror) i England og Berlin 1956. Afsnittene er klart markerede, så det er nemt at

holde styr på den del. 

Handlingen udspiller sig omkring den jødiske familie Stenger. i 1920 føder Frieda tvillingedrenge, men den ene dør under fødslen. Under en time efter adopterer hun en død

kvindes dreng, en arisk dreng med en afdød kommunistisk far. Faderen Wolfgang er 

jazz musiker, og moderen er en af de første kvindelige læger i mellemkrigstiden. De to brødre Otto og Paulus vokser op i Berlin mens Hitler får mere og mere magt, og jødehadet udvikler sig. Faderen tager en musikelev, en jødisk millionærdatter Dagmar. Drengene kæmper livet igennem om hendes gunst, men Dagmar iskoldt og beregnende skaber uro

og splid. Da børnene bliver teenagere starter raceadskillelsen for alvor og den ene bror,

der jo ikke er jøde, kan risikere at blive fjernet fra hans familie og pigen han elsker.

Herefter kæmper alle i familien og omgangskredsen for at overleve!

Fortællingen i sig selv er jo endnu en grusom beretning fra starten af 1900 tallet, desværre fandt jeg mig selv i beskuerens rolle hele vejen igennem, jeg kom aldrig helt tæt på, og

det er synd, for det ville have gavnet min historieopfattelse en hel del.

Jeg kæmpede gennem hele romanen med sproget, på den ene side var det friskt,

jeg kunne tydeligt mærke forfatterens lune, og er en stor tilhænger af humor, men det blev for stor en irritation for mig. F.eks. betvivler jeg kraftig, at Tyskerne i for snart hundrede år siden sagde: "Luk røven" sådan er der utallige sproglige misforhold, og det ødelagde en stor del af min oplevelse. Jeg ville have elsket det gamle sprog og dets talemåder.

Derudover er hele historien bygget op omkring de to brødres kærlighedshunger efter

Dagmar, hvordan de konstant kæmper om hendes gunst, og hvordan hun behandler dem.

Og her gik det for alvor galt for mig, det bliver alt for banalt i både dialoger og handlinger,

de ufattelig mange episoder med Dagmar bliver gentagelse på gentagelse. Det er en meget stor skam, for med en gedigen redigering, kunne dette have været en fantastisk fortælling i stil med "Pigen i den røde frakke" der kom helt ind under huden på læseren. Denne blev

i stedet en skuffelse for mig, netop fordi jeg var beskuer og det sproglige var en konstant forstyrrende faktor. Men er man til temaet 2. verdenskrig, og kan man se bort fra de sproglige og redigeringsmæssige mangler, er her en rigtig fin fortælling.