Jeg ved faktisk ikke hvorfor jeg er her

AF Henrik Rasmussen

179 sider People´s Press

Jeg ved faktisk ikke hvorfor jeg er her, er forfatterens roman debut, han har tidligere

udgivet b.l.a. Gads Litteraturleksikon Læs mere om forfatteren her. 

Romanen er særdeles velkomponeret, sproget flyder, er levende og med en menneskelig dybde, der kalder på læseren og aftvinger holdninger og eftertanke af denne. 

Sprogligt er den en perle, jeg var tæt på himmerige på dette felt, faktisk så langt at jeg befandt mig i den stik modsatte ende af hovedpersonen Johan. Johan har ikke meget at grine endsige smile af, så det gør han ikke - et godt eksempel er da han møder en gammel skolekammerat og hun siger: " du smiler, det gjorde du aldrig" Den dybe psykologiske handling er ind imellem krydret med små sproglige finurligheder, de er velanbragte og fremkaldte smil, hvilket er herligt og sætter modsætningerne i skarp kontrast. Jeg var en anelse bekymret for længden, ikke at kvantitet og kvalitet hænger sammen, men kunne den forholdsvis korte roman nå at skabe fordybelse? Ja, det kunne den.

Handlingen er bygget op omkring Johan, han er livet igennem blevet svigtet, først da

han far forlader familien, senere af moderen, der tager en "logerende" ind i huset, og lader denne tage styringen over hjemmet, mens hun i tavshed er tilskuer til, at han behandler

Johan og broderen som menneskeligt affald. Da storebroderen tidligt flytter hjemmefra (hvilket ingen udover Johan kan bebrejde ham) føler Johan sig igen svigtet. Johan

udvikler tidligt angst og han trækker sig fra mennesker og fællesskab, da han indgår i forhold, lader han sig vælge og kan ikke åbne sig eller lade pigerne/kvinderne komme

helt tæt på. Begrebet "knudemand" er på det nærmeste synonym med Johan.

Men da Johan møder Lotte sker der noget; han vælger Lotte til, han forelsker sig og

føler for første gang siden barndommen, at han bliver set - problemet er blot, at Lotte

udelukkende bruger Johan til at dække sit begær. Da Lotte siger stop evner Johan ikke

at give slip, han har genopfundet glæden og projicerer sine følelser over på hende. Det ender med en behandlingsdom for stalking. Under samtalerne med "professoren" 

fortæller Johan om sit liv og menneskene i det, årsagen til hans manglende evne til at lade Lotte gå rulles ud og læseren bliver taget med på Johans rejse, at han fortæller om sin barndom i 3. person er et smukt portrætteret billede af hvor dybt svigtet sidder i ham, hvor meget han er nødt til at distancere sig for at undgå at gå helt til grunde.

Jeg kom ikke ind under huden på Johan - men han kom virkelig ind under huden på mig!

 Det er her jeg mener, at forfatteren har et solidt greb om formidlingen, Johan lukker

ingen ind i det inderste - heller ikke læseren. Trods det dystre tema evner forfatteren at

fastholde læseren i et net af refleksion, empati, på intet tidspunkt mister fortællingen sin realisme eller dybde, men det er så sublimt afvejet, at det aldrig bliver tungt.

Det vil være en forkert formulering at sige, at jeg var underholdt, så i stedet vil jeg sige, at jeg var indfanget fra første til sidste side. Da romanen i sin helhed er så velkomponeret, kunne jeg læne mig tilbage og se siderne vende sig selv, mens Henrik Rasmussen tog mig ved hånden og lod mig se Johan - det var en stor oplevelse, som lover rigtig godt for fremtidens udgivelser fra denne hånd.