mandag den 20. marts 2017

Lurian

AF Andrias Andreasen

422 sider mellemgaard

Dette er den færøske forfatters debutroman. Han er i dag bosat i Sønderborg og arbejder indenfor det socialfaglige område. 

Lurian kommer til verden i 1965. Søn af John og Rosa, der elsker deres søn, men da begge er psykisk sårbare får Lurian en noget anderledes barndom. Begge hans forældre trækker sig mere og mere ind i sig selv, og Lurian må klare sig selv. Men han mister hurtigt interessen for skolen og udvikler sig i stedet som indbrudstyv. Da Lurian er 15 år gammel bliver han drabsmand for første gang, men han slipper og da kommunen endelig finder ud af, at Lurian ikke passer sin skole, ender det lynhurtigt med at Lurian anbringes i familiepleje. Plejeforældrene er omsorgsfulde og hjælper Lurian med at passe skolen, men han trives ikke, og da han bliver myndig rykker han fra Odense til København. Men heller ikke her kan han falde til og snart er han i gang med at dræbe igen. I takt med at flere unge kvinder forsvinder, kommer politiet på hårdt arbejde. Men der er ikke mange spor at gå efter, og derfor stiger drabstallet drastisk mens politiet går i ring og Lurian nyder sine gerninger.

Sproget er meget ungt og upoleret. Det svinger mellem gamle danske vendinger og brutalt slang. Og så bærer hele romanen tydeligt præg af manglende redigering. Der er desværre rigtig mange slåfejl, fejl i formuleringer og flere ord virker opfundet til lejligheden. Til gengæld er romanen hurtigt læst, da sproget ikke levner rum til fordybelser.

Bogens bagside lover en skildring af en massemorders sind. Med baggrund i hans opvækst og hans lyst til at dræbe. Der er bare den hage, at jeg slet ikke kommer ind under huden på Lurian. Jeg er beskuer til hans nærmest grotesk, vulgære vold, men jeg kan på ingen måde sige, at jeg kan relatere til Lurian, læse ham eller forholde mig til ham. Han er simpelthen alt for perifer, og så drukner han i vold. 

Plottet er på alle måder stereotypt. En massemorder, der føler sig overset. Et inkompetent politi, der falder over deres egne ben og bruger både trusler og vold i jagten på gerningsmanden. Til gengæld tror jeg ikke tidligere jeg har læst/set en omgangskreds og et sundhedsvæsen, hvor der er  mange psykisk uligevægtige mennesker ansat - den var ny for mig. Kort sagt: romanen er læst og filmen er set før. Desværre synes jeg også, at både figurer og handling bærer præg af amerikansk actionfilm. Hvor jeg savnede solide, realistiske figurer og handling, fik jeg kvalmende detaljer om vulgær vold - igen og igen.

Ovenstående har desværre den effekt hos mig, at jeg lader romanen "glide ned" Når jeg ikke kan mærke figurerne, ikke tror på hverken figurer eller handling, så bliver det en gennemlæsning, der ikke sætter andre spor end, at den faldt fuldkommen igennem.


© Bognørden

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar