mandag den 6. marts 2017

Storesøster

AF Gunnar Staalesen


318 sider Gyldendal

Den norske forfatter er Cand.phil  og har udgivet både essays, digtsamlinger og børnebøger. Men det er serien om Varg Veum, der for alvor har gjort Staalesen berømt. Storesøster er 18. danske bind i serien, men mit første møde med både figur og forfatter. 

Varg Verum er privatdetektiv. Han holder til i et ombygget hotel, og lever et roligt liv sammen med kæresten Sølvi og hendes lille datter. Men en dag kommer en kvinde ind på kontoret og beder Varg om at finde hendes guddatter Emma, der er sporløst forsvundet. Og kvinden er ikke bare en klient som alle andre, kvinden præsenterer sig som Vargs halvsøster Norma. Varg bliver chokeret, for godt nok fik han den hemmelighed serveret på moderens dødsleje  30 år tidligere, men efter der har han ikke skænket søsteren mange tanker. Men nu er muligheden der altså for Varg, han kan både lære sin søster at kende og forhåbentlig også finde ud af, hvad der er sket med den forsvundne Emma. Så Varg kaster sig ind i opgaven med ildhu, og snart kommer han til at vide mere om sin familie og ikke mindst sin mor, mens det kniber en hel del med at finde friske spor efter Emma. Til gengæld får Varg roddet op i en gammel sag om overgreb på en ung pige, og den sag synes at have rødder i både rockerkredse og internt i familierne, der var involveret dengang. Kort sagt: opgaven kommer til at få fatale konsekvenser, spørgsmålet er så bare hvem, der kommer levende derfra.

Storesøster er, hvad jeg vil kalde en gedigen kriminalroman i ordets bedste forstand. Nu har jeg som nævnt ikke tidligere læst om Varg, så udgangspunktet er denne ene i serien. Sproget er herligt letlæseligt, handlingen er levende og romanen sætter fine aftryk.. For her er ingen blodige detaljer, ingen actionprægede supermennesker eller en opklaring, der nærmest løser sig selv - tværtom. 

Det her er solide personportrætter, et gedigent opklaringsarbejde, hvor fokus er på at grave informationer frem og dele dem med læseren. Derudover er temaerne bl.a : svigt, overgreb, hemmeligheder og psykisk sårbarhed. Faktisk fik jeg erindringer om Leif GW Persssons Den døende detektiv, og det var gode erindringer.

Er du til krimi i den "gammeldags" opbygning, så er Storesøster en roman, der ikke er til at komme udenom. Den er underholdende, har kant og så er den sprogligt en roman, der nærmest læser sig selv. Et rigtig godt nyt bekendtskab.


© Bognørden

Ingen kommentarer:

Send en kommentar