onsdag den 15. marts 2017

Sola Scriptura

AF Frank Hemmingsen


311 sider Forlaget Brændpunkt

Frank Hemmingsen er uddannet jurist, han er partner i eget konsulentfirma og arbejder med kommunikation, adfærdstræning og lederevalueringer. Derudover er han også musiker og har udgivet fire soloabums bl.a Don´t give up og De små ting i livet. 

Anton Simonsen er tidligere jægersoldat, han er kommet hjem fra krigen med ar på krop og sjæl, er blevet skilt og skal forsøge at finde sig selv igen. han melder sig som frivillig på Kirkens Korshærs hjælpe-telefon, hvor mennesker med ondt i livet ringer ind. Her møder han Sarah, der er læge på Herlev hospital med også er ved at finde sig selv, og derfor er hun også frivillig på telefonhjælpen. En dag får Anton et sært opkald på linjen, og nu bliver han sat i forbindelse med en af sine tidligere soldaterkammerater: Frank. Frank er chef for en specialenhed i politiet, hvor han lige nu arbejder med en sag, der involverer 13 forsvundne mennesker. Nogle er forsvundet fra jordens overflade mens andre pludselig dukker op - dræbt. Frank og holdet finder hurtigt ud af, at de nye drab kan hænge sammen, specielt da de finder et religiøst skrift ved de nye ofre. Og pludselig mødes de to gamle soldaterkammerater igen - den ene skal opklare drabene og den anden har muligvis siddet og talt med gerningsmanden i telefonen. Så kammeraterne skal endnu en gang løse en opgave, der kan få fatale konsekvenser. 

Romanen foregår for hovedparten i 2010 med få tilbageblik. Der er skiftende fortællere, Frank, Anton, Sarah og gerningsmanden skiftes til at fortælle om begivenhederne. Det giver naturligvis mulighed for at se sagen fra flere sider, men det giver også rum til at læseren kan komme ind under huden på figurerne. Det kommer jeg til dels også - problemet er bare, at jeg ikke bryder mig om dem, ikke kan relatere til dem og derfor heller ikke kommer til at tro på dem i hverken tanke eller handling. Jeg holder meget af detaljer, det honorerer forfatteren her, men jeg fik faktisk også nok af detaljer, fordi jeg synes de overskygger handlingen og helheden, som derfor bliver for roddet.

Sproget skifter mellem pænt gammel dansk: hyrdetime, frøken etc. over i slang og ungdommelige vendinger. Dertil kommer, at der er virkelig mange tillægsord: samtlige beskrevene figurer er enten fedladne, kraftigt bygget, virkelig tiltrækkende, har uovertrufne egenskaber osv. Når vinens oprindelse, størrelsen på mandens penis eller, hvorvidt politiassistenten er lesbisk pga. en fortid i håndboldverdenen, bliver større tema end den egentlige agenda i romanen, så bliver det for meget for mig.

Plottet holder nogenlunde, det er let at gætte, men personen bliver trukket fint op af hatten. Politiets arbejde derimod, er urealistisk og et billede på inkompetence når det er værst. De gætter sig frem, falder over løsninger og bruger som nævnt mere tid på udseende end på regulært politiarbejde. En krimi efter mit hoved skal have solide, levende figurer. Et realistisk og gedigent opklaringsarbejde fra politiet - og med rette benævnelser: (drab, gerningsmand etc.) Det fik jeg desværre ikke her, og derfor falder Sola Scriptura helt igennem hos mig.
© Bognørden

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar