onsdag den 1. marts 2017

Nazitøsen - En sand historie

Anna-Lena Joners Larsson fortalt til Jessika Devert



Anna-Lena er i dag 39 år. Hun er, sammen med sine to børn, bosat i barndomsbyen i Sverige og arbejder for den svenske kirke, hvor hun driver et non-profit program for at støtte udsatte og flygtninge. Journalisten Jessika arbejder som freelance journalist og skriver insider historier om alt fra livstruende sygdomme til kærlighed.

Anna-Lena vokser op i en svensk by og selv om hun er skilsmissebarn lever hun et godt og trygt barneliv. Men allerede som pre-teenager begynder Anna-Lena at leve vildt, det bliver til druk og fester og det hele kulminerer da Anna-Lena snupper en anden piges kæreste. Hun bliver udelukket af kammeratskaberne i byen og groft mobbet i skolen. Men en flytning til en anden by og en ny og god start der, er heller ikke nok til at få Anna-Lena ned på jorden. Hun ender derfor med at stikke af hjemmefra og flytte sammen med en fyr. Hvilket bliver kendetegnende for de næste mange år af Anna-Lenas liv - hun handler før hun tænker, og ender med at flytte fra fyr til fyr, fra by til by og ender i Egypten.  Men intet kan slukke hendes tørst på fyre og fester. Og præcis som med alt andet i Anna-Lenas liv begynder hendes flirt med nazismen ved en tilfældighed. En punk festival bliver rammen for Anna-Lenas møde med Erik. Han er forsanger i et punkband og nazist. Anna-Lena falder for Erik og et år senere indleder de både et parforhold og et musisk samarbejde, da Anna-Lena bliver sanger i Eriks band. Musikken bringer dem rundt i verden og privat kommer der snart to børn til. Men lige så hurtigt og uovervejet som nazismen gør sit indtog i Anna-Lena, tager det tid før det endelig op for hende, at det ikke er vejen hun skal betræde yderligere.  Men er det overhovedet muligt at slippe af med prædikatet Nazitøsen med naziungerne? 

Bogen er bygget op omkring Anna-Lenas punktnedslag i sine erindringer. Nedslagene er hurtige og en anelse overfladiske, hvorfor jeg faktisk aldrig rigtig kom ind under huden på Anna-Lena, og faktisk heller ikke rigtig fik konkrete svar på hendes handlemåder.

Anna-Lena er, som voksen, diagnosticeret med ADHD, og hendes fortælling bærer tydeligt præg af en livslinje, der er skabt af tilfældigheder, manglende refleksioner og ikke mindst manglende selverkendelse. Anna-Lina begynder fortællingen med at sige, at hun ikke dømmer andres overbevisninger - men det synes jeg faktisk netop er en del af hendes historie - at hun ikke vil respektere andres måde at leve på. Hun siger et og gør noget andet, og derfor er fortællingen frem for alt et skræmmende indblik i, hvor hurtigt og let, et menneske kan gå til yderligheder.

Om det er diagnosen eller om det er personen Anna-Lena, der ikke tænker over handlingerne og stadig lever impulsivt, skal jeg ikke kunne sige. Men fortællingen afspejler fint et menneske med fart på, der lever i overhalingsbanen og er smækfyldt med modsætninger. Desværre synes jeg ikke fortællingen fik ordentlig fat i mig, overordnet fordi jeg ikke fik fat i personen Anna-Lena. Jeg savnede en mere stram journalistisk styring, en dybere indsigt og altså et langt mere nuanceret billede af mennesket bag masken. 

Nazitøsen er tankevækkende, giver et lille indblik i en, for mig, fuldkommen vanvittig verden, jeg slet ikke kan forstå, har gang på jord. Om noget, så er bogen et indlæg i debatten om radikalisering, hvor let det er at falde i, hvor konfliktsky mange mennesker er og endelig, er der alligevel et lys i mørket - et håb om at rette op på fortidens synder.


© Bognørden

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar