AF Anne-Stine Moe-Olsen
270 sider EgoLibris
Anne-Stine Moe-Olsen er uddannet speditør og har i mange år arbejdet indenfor beskæftigelsesområdet. Du kan læse mere om forfatteren her og her
Mathilde (Mulle) er en pige på kanten af teenageårene da hun kommer ud for en færdselsulykke. Efter moderens død bor Mulle sammen med sin far og storebror og de to er naturligvis knuste da Mulle ikke vågner af den koma hun blev lagt i efter ulykken. Mulle på sin side, befinder sig i et drømmeunivers, hvor hendes mor er tilbage hos hende og, hvor Mulle får en veninde Tilde. Mulle og Tilde oplever en del sammen på deres rejse mens Mulle skal forsøge at finde vej tilbage til virkeligheden og sin familie. Mens Mulle kæmper er hendes far og storebror nødt til at forsøge at få en hverdag til at hænge sammen. Og den kommer både til at omhandle omsorg og pleje af Mulle, og kampen for at finde fodfæste igen men midt i mareridtet bliver der også plads til at gå på date møde nye kærlige mennesker - Kort sagt: alle tre oplever store ting, spørgsmålet er så bare om familien bliver samlet i virkeligheden igen.
Romanen veksler mellem tre fortællere: Mulle, far Jesper og brormand Magnus. Mulle er primært jeg-fortæller mens de øvrige er beskrevet i 3. person. Egentlig ville jeg helt have haft en klar linje i skrivestilen, men denne fordeling fungerer faktisk fint. Til gengæld havde jeg store problemer med sproget: Det er utrolig ungt og upoleret og til den banale side, fyldt med overflødige detaljer og egentlig mest til de helt unge læsere, hvor jeg så til gengæld ikke synes de noget aldrene betegnelser og handlinger passer ind. F.eks. er der kavalerer til en fest og den unge storebror bruger en fed creme til at smøre Mulles fødder. Jeg kunne godt have tænkt mig en skarp redigering.
Jeg kommer aldrig rigtig ind under huden på nogen af figurerne, dertil er der for meget fyld i handlingen, der i min optik, spreder sig over alt for meget. Her er både Mulles "ophold" i en anden verden mens hun er i koma, faderens og broderens omsorg for Mulle, deres indbyrdes forhold og deres respektive kærlighedsaffærer, faderens store tvivl omkring en ny kæreste og hans afdøde hustrus forældre etc. Det bliver simpelthen for uklart, hvad forfatteren egentlig ønsker at fortællingen skal vægte.
Helheden blev altså for letbenet både sprogligt og handlingsmæssigt, og det er faktisk ærgerligt da jeg synes temaet er vigtigt potentielt oplysende. Til gengæld kunne jeg jo så mærke glæden ved at skrive, fortælle-glæden og den iver, der ligger for at fortælle, hvordan det er at være pårørende til en patient i koma. Så de to ting vil jeg gerne honorere.
© Bognørden
Mathilde (Mulle) er en pige på kanten af teenageårene da hun kommer ud for en færdselsulykke. Efter moderens død bor Mulle sammen med sin far og storebror og de to er naturligvis knuste da Mulle ikke vågner af den koma hun blev lagt i efter ulykken. Mulle på sin side, befinder sig i et drømmeunivers, hvor hendes mor er tilbage hos hende og, hvor Mulle får en veninde Tilde. Mulle og Tilde oplever en del sammen på deres rejse mens Mulle skal forsøge at finde vej tilbage til virkeligheden og sin familie. Mens Mulle kæmper er hendes far og storebror nødt til at forsøge at få en hverdag til at hænge sammen. Og den kommer både til at omhandle omsorg og pleje af Mulle, og kampen for at finde fodfæste igen men midt i mareridtet bliver der også plads til at gå på date møde nye kærlige mennesker - Kort sagt: alle tre oplever store ting, spørgsmålet er så bare om familien bliver samlet i virkeligheden igen.
Romanen veksler mellem tre fortællere: Mulle, far Jesper og brormand Magnus. Mulle er primært jeg-fortæller mens de øvrige er beskrevet i 3. person. Egentlig ville jeg helt have haft en klar linje i skrivestilen, men denne fordeling fungerer faktisk fint. Til gengæld havde jeg store problemer med sproget: Det er utrolig ungt og upoleret og til den banale side, fyldt med overflødige detaljer og egentlig mest til de helt unge læsere, hvor jeg så til gengæld ikke synes de noget aldrene betegnelser og handlinger passer ind. F.eks. er der kavalerer til en fest og den unge storebror bruger en fed creme til at smøre Mulles fødder. Jeg kunne godt have tænkt mig en skarp redigering.
Jeg kommer aldrig rigtig ind under huden på nogen af figurerne, dertil er der for meget fyld i handlingen, der i min optik, spreder sig over alt for meget. Her er både Mulles "ophold" i en anden verden mens hun er i koma, faderens og broderens omsorg for Mulle, deres indbyrdes forhold og deres respektive kærlighedsaffærer, faderens store tvivl omkring en ny kæreste og hans afdøde hustrus forældre etc. Det bliver simpelthen for uklart, hvad forfatteren egentlig ønsker at fortællingen skal vægte.
Helheden blev altså for letbenet både sprogligt og handlingsmæssigt, og det er faktisk ærgerligt da jeg synes temaet er vigtigt potentielt oplysende. Til gengæld kunne jeg jo så mærke glæden ved at skrive, fortælle-glæden og den iver, der ligger for at fortælle, hvordan det er at være pårørende til en patient i koma. Så de to ting vil jeg gerne honorere.
© Bognørden
Ingen kommentarer:
Send en kommentar