fredag den 17. juli 2015

Sæt en vagtpost ud

AF Harper Lee



55 års ventetid er endelig forbi. Harper Lees debutroman er nu klar til de danske læsere.
Selv om romanen udkommer så mange år efter klassikeren: Dræb ikke en sangfugl Læs anmeldelsen her er den faktisk skrevet inden sin berømte efterfølger. 

Udover springet i tiden er også fortællemåden ændret her i den anden roman (jeg skriver anden, da handlingen er rykket godt 20 år frem i tiden) Spejder var fortælleren i forgængeren, læseren var Spejder og jeg formen var en af de ting, der gjorde størst indtryk.
Her er det stadig Spejder - Nu kaldet hendes "rigtige navn" Jean Louise, der er omdrejningspunktet, men nu fortælles der i tredje person, og det rykker læseren en armslængde væk fra handlingen. Sproget er stadig herligt letlæseligt, det flyder og siderne vender helt sig selv, læseren er "bare" blevet beskuer frem for deltager.

Jean Louise er nu blevet 26 år, hun bor i New York og er hjemme hos faderen på ferie. 
Da vi slap Spejder var hun en lille uskyldig pige i 1930´ernes Sydstater, nu er hun tilbage men i 1950 érne, hvor de sorte er ved at få rettigheder. 

" Eeny, meeny, miney, moe. Cath a nigger bye his toe. When he hollers let him go"
Oversat: Fang en nigger ved hans tå, når hans ejere lader ham gå!

Jean Louise er "ferie-kæreste" med Hank, det ene ben i barndommens firkløver, Hank vil giftes og have Jean Louise hjem, men hun finder hverken giftemål eller hjemkomst særlig tiltrækkende. Men hun bider al modstand i sig, og finder sig i familiens og byens måder at modtage en "hjemkommet" pige. Kort efter hjemkomsten tager både Hank og Jean Louises far til et møde i domhuset, som viser sig at være et møde i byens stiftede borgerforening - med store forgreninger i Ku Klux Klan. Samtidig sker der en ulykke i byen, Jean Louises elskede barnepige, den sorte kvinde Calpurnias barnebarn kører en hvid mand ihjel. Jean Louises far påtager sig på stedet at forsvare den unge sorte mand, men hvad er egentlig hans bevægegrunde, og hvordan skal Jean Louise stille sig overfor faderen og vennen - Kan hun blive ved at vende det blinde øje til, eller byder hendes samvittighed handling?

Romanen kan ikke sammenlignes med forgængeren, og bør i min optik ikke blive det. Jeg ser det som to enkeltstående romaner, der til gengæld givet et bredt samlet billede efter endt læsning. Der er små historiske fortællinger om sydstaternes historie, men frem for alt er det en roman om en ung pige, der mister sin uskyld! 

Ja, Jean Louise mistede noget af sin barndoms uskyld i forgængeren, i denne mister hun måske sig selv. Sæt en vagtpost ud, er en viderefortælling af racediskriminationen, den tager læseren med frem i tiden, hvor der for alvor sættes fokus på, at de sorte rent faktisk er mennesker, og det falder sammen med at Jean Louise bliver tvunget til at se forholde sig til diskriminationen, og måske ende ud med et helt nyt syn på faderen.

Er Vagtposten så en ny Sangfugl - Nej, det er den ikke. Men det er en fængslende roman om Sydstaternes historie og en ung kvindes voldsomme møde med egne og andres moral og forventninger. Jeg kom nemt ind i universet, og da jeg havde vænnet mig til den anderledes fortællemetode, lænede jeg mig tilbage og nød turen. Romanen groede på mig, og blev endnu en grum fortælling om race, og en levende fortælling om en pige, der igen tvinges til at se livet i øjnene. Mine varmeste anbefalinger - læs den!



Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar