torsdag den 28. januar 2016

Syv dage til døden

En sand beretning om forbrydelse og straf

AF Carina Bergfeldt


236 sider Turbulenz

Forfatteren er svensk journalist og har skrevet en serie i Aftonbladet om en dødsdømte fange. Nu har hun så skrevet denne beretning om både fangen, henrettelsen og beretninger fra mennesker, der har henrettelser tæt på. Hun har tidligere skrevet om narkokarteller i Mexico, Tragedien på Utøya og massevoldtægter i Indien. Læs mere her.

Bogen er skrevet som en dokumentar om dødsstraf, sproget er levende og læsningen er vedkommende, let at læse men følelsesmæssig meget hård.

Carina Bergfeldt har været i USA og talt med mennesker, der har henrettelser tæt på. Hun besøger den dødsdømte Vaughn Ross få dage før han bliver henrettet. Vaughn fastholder sin uskyld, men overfor ham står kriminalteknikeren Doc, der fortæller om forbrydelsen og nogle af de tekniske beviser de fandt. Vaughn er en mand, der griner meget, ser "godt ud" og forfatteren tænker meget på, at han om få dage ikke er her mere. Hun møder også familierne til både Vaughn og de to mennesker han er dømt for at have slået ihjel, den unge sorte kvinde Viola og den midaldrende hvide Douglas. Vi møder også tyske Maria, der blev penneven med en dødsdømt, giftede sig med ham, og overværede henrettelsen af hendes livs kærlighed. Vi møder fængselsinspektøren, der fortæller om afviklingen af henrettelserne, og hvad det har gjort ved ham at overvære dem. Vi møder en mor og en søster, der mistede deres 9 årige datter/søster og på, hver deres måde angriber henrettelsen af gerningsmanden. Vi møder præsten, der har hørt over 150 tilståelser, hvordan han er nødt til at lægge mennesket væk og agere Guds forlængede arm, for at kunne klare de gruopvækkende ting, han har måtte lægge øre til - og hvordan han alligevel altid har insisteret på værdighed for fangeren. Og endelig møder vi en mand, der sad 18 år i fængsel, var dømt til døden for en forbrydelse han senere blev pure frifundet for. Kort sagt, en fortælling om alle aspekterne omkring dødsstraf, forholdene i fængslerne og fordelingen af de dømte fanger - for er sorte virkelig meget mere kriminelle end hvide?

Jeg synes Bergfeldt kommer rigtig fint omkring de mange side af den samme sag, min eneste klage er, at der indimellem indsniger sig en smule skønlitteratur, omskrivninger,og egne tolkninger. Men i det store billede, er dette altså en dokumentar, der vækker store følelser, uagtet hvordan man stiller sig til spørgsmålet om dødsstraf. En beretning, der også sætter debatten omkring fængselsstraf i perspektiv, for strengere/længere straffe er mange tilhængere af - men under hvilke vilkår? En bog jeg ikke ville have været foruden, og som skal have de varmeste anbefalinger.


© Bognørden

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar