lørdag den 25. juni 2016

I lige linje

AF Anna Grue


396 sider Politikens Forlag

Anna Grue har udover serien om Dan Sommerdahl, skrevet både spændingsroman, familiekrønike og, min favorrit, novellesamlingen De andre. Læs mere om forfatteren her.

Jeg har været med gennem hele Grues forfatterskab, og derfor også med på sidelinjen i Dan Sommerdahls univers. Grue skriver hyggekrimier, med fokus på de menneskelige relationer, og præcis det fokus så jeg frem til at komme nærmere ind på igen.

Dan Sommerdahl er havnet i et sort hul, hans mor er kommet på plejehjem og har mistet talens brug, hans økonomi hænger i laser, han er ensom og kan ikke sove om natten - kort sagt, mangler han noget at rive i. Vennen og politimanden Flemming er ved at komme sig over sin anden kræftsygdom, og han er nu flyttet fast ind hos Dans ekskone Marianne. Da den lokale cykelklub mister sin revisor, ligner det først et uheld på fjorden, men det går hurtigt op for politiet, at der er tale om en forbrydelse. Og da offeret var nær ven af en anden nylig afdød fra cykelklubben, øjner Dan muligheden for igen at komme med ind i politiets arbejde. Muligheden bliver endnu større da enken efter byens fotohandler ansætter Dan til at finde hendes datter i England. Faktisk samme by, hvor Dan nu opdager at hans biologiske far muligvis er fra, så Dan får både gang i to eftersøgninger, en professionel og en privat. Hjemme i Danmark er Flemming og kollegaen Pia frustrerede over manglende spor i revisormordet, og ender med at høre på Dans ideer og lukke Dan ind i efterforskningen - spørgsmålet er så om det lykkes trioen at opklare de to dødsfald.

Anna Grue skriver herlig letlæseligt og flydende, sproget er også denne gang en sand fornøjelse. Jeg har som nævnt, altid været meget begejstret for Grues bundsolide portrætter af mennesker og relationer, de er også denne gang, i top. Det jeg til gengæld altid har haft problemer med er, at jeg ikke kan lide Dan Sommerdahl - den egocentrerede mand, der blander sig i alt og tror han er verdens navle. Og jeg kunne meget hurtigt konstatere, at mit forhold til ham ikke har ændret sig, tværtom. Og dette til trods for, at der faktisk sker ændringer i Dans psyke. Men udover min antipati mod Dan og de urealistiske handlinger han udfører, så er de øvrige personer levende. Men fordi relationerne er så realistiske og levende, stikker Dan for meget ud hos mig, så jeg håber virkelig, at næste bind, bliver mere realistisk og levende.

Politiets del er igen delt op, så Flemming og Dan får hver deres andele. Politiets del er nogenlunde realistisk, men igen er det Dan, der skiller sig ud. Det bliver for kunstigt, at han får de mange friheder og altid falder over løsningerne. Jeg havde håber på mere realisme og en langt støre anddel af Flemming og Pias arbejde.

Plottet holder og er overraskende, jeg nyder altid disse hyggekrimier, hvor de voldelige billeder er afløst af god engelsk stil - og så evner Grue som altid at kaste mange bolde i luften, for at sende dem i en ny retning, så jeg ikke så løsningen før til sidst. Alt i alt er denne nyeste en fin læseoplevelse, der sagtens kan læses af nytilkomne i serien.


Tidligere udkommet:

Serien om Dan Sommerdahl:

 1. Dybt at falde

2. Judaskysset

3. Kunsten at dø

4. Den skaldede detektiv

5. Et spørgsmål om penge

6. Sidste forestilling

Enkeltstående romaner:

Noget for noget Læs anmeldelsen her

Det taler vi ikke om

Italiensvej Læs anmeldelsen her

Noveller:


Liv for liv - en novellesamling skrevet til støtte for Dansk Flygtningehjælp

© Bognørden

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar