tirsdag den 28. juni 2016

Den sande sejr

AF Søren Vejby


249 sider mellemgaard

Søren Vejby er uddannet skuespiller, og er ved at være færdiguddannet som journalist. Han debuterede som romanforfatter i 2012, og skriver p.t. på hans tredje roman. 

Romanen er en blanding af fiktion, selvudvikling og fantasy. Kapitlerne er korte og sproget er letlæseligt, hvilket gør, at bogen er let at læse og gå til og fra.

Alexander er en arrogant og selvoptaget skuespiller, der udelukkende ser andre menneskers fejl og mangler. Han er gift med kvinden i sit liv og venter sit første barn, men Alexander er ikke tilfreds med livet, han føler sig fanget og benytter enhver lejlighed han kan skaffe, til at tage kokain og dernæst hash for at falde ned igen. Efter indspilningen af tv-serie i Sverige kører han, som vanligt, hasarderet og alt for stærkt. Han ender i en skov, udenfor mobildækning og uden mulighed for at finde tilbage til vejen. Her møder han Akasha, der skal hjælpe ham med at finde tilbage til det gode i livet. Det bringer ham bl.a. til et kontor i New York, en grotte i skoven, et besøg hos Jesus og et kig ind på et heksejagt. Alexander opdager C.O.R.E. systemet, som skal få ham tilbage på sporet - og fastholde ham der. De fire simple regler bliver gennemgået, og langsomt skal Alexander lære at se indad og tage ansvar for egne handlinger.

Et af mine store problemer var, at jeg ikke kunne lide Alexander. Han er en narcissistisk og yderst utiltalende mand. Der var små korte glimt, hvor jeg kunne relatere til hans problemer, men de druknede i en, for mig, stilstående fortælling. Og da jeg ved bogens slutning faktisk ikke kunne spotte den store foranding i ham, blev det en tung læseoplevelse.

Selve C.O.R.E systemet består af kendte elementer, der er ingen nyskabende anskuelser, men de er lige så svære at gennemføre som de er genkendelige. Jeg fangede interessen og dybden i begyndelsen af fortællingen, men da genrene begynder at flette ind i hinanden tabte jeg den umiddelbare interesse. Jeg synes fortællingen blev for belærende og gentagende frem for fortællende og udviklende. Jeg havde meget gerne set en levende og realistisk fortælling, hvor udviklingen blev synliggjort gennem realisme. De mange sceneskift mellem tid og sted, fik aldrig den sumbolværdi de nok var tiltænkt - det blev kunstigt og urealistisk, ligesom slutningen blev alt for banal for mig.

Sproget var som sagt letlæseligt og flydende, temaet kendt og evigt aktuelt. Fordi alle elementer er kendte, skal en sådan roman være original og skille sig ud, det kunne genreblandingen have været, men desværre faldt det helt igennem hos mig. 

© Bognørden

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar