Kvinden de meldte savnet

AF Sara Blædel

Kvinden de meldte savnet er 9. og sidste? bind i serien om Louise Rick.

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg endog meget skuffet over forgængeren,

Dødesporet, der i min optik manglede både nerve og krimistof. Derfor var det med 

blandende forventninger jeg kastede mig over denne nye.

Sara Blædel kan der der med at skrive hyggekrimier, i et letlæselig flydende og

levende sprog, denne gang var heller ingen undtagelse, så bogen er faktisk

læst hurtigt, ikke mindst da hun evner at fastholde læseren.

Omdrejningspunktet er som altid politikvinden Louise Rick og hendes journalist veninde

Camilla. Dertil kommer plejesønnen, kæresten, de øvrige politifolk og personer

i henhold til handlingen. Det kan syne af mange, men de er alle levende og realistiske

og godt adskilt, så der er ingen problemer med at holde styr på dem. Denne 9. i serien

er forbeholdt Eiks historie - vi får et lille indblik i den.

En kvinde bliver myrdet i England, det viser sig, at hun er identisk med den danske kvinde Sofie, der forsvandt sporløst for 18 år siden.Louises kæreste Eik forsvinder 

ved højlys dag i en kiosk ved politigården i København. Jagten går ind på at finde Eik

samtidig med at det Engelske politi henvender sig til Københavns politi, da

den myrdede kvinde er efterlyst. Louise rodes derfor ind i efterforskningen,

der viser sig at indeholde langt mere, både personligt og i sags-sammenhæng, end

hun på nogen måde havde set. Hendes liv vendes op og ned, samtidig med at

der opstår problemer med plejesønnen. Veninden Camilla er tilbage i journalist

jobbet, og finder også vej ind i sagen - Kort sagt: en ægte Blædel handling.

Nuvel, Blædels bøger er stereotype femikrimier, men den præmis kender læserne,

også jeg. Jeg synes den stærkeste i serien er De glemte piger, den gjorde stort

indtryk, da den indeholdt mere end blot hyggekrimi. Det samme gør sig gældende her,

her er et meget aktuelt tema: Aktiv dødshjælp. Blædel har haft selvmord helt tæt på,

og jeg tager hatten af for hendes beslutning om, at delagtiggøre læseren i 

debatten og mulighederne på en sober måde.

Politiets arbejde er denne gang i orden, det er realistisk og godt arbejde, med ganske

få hovsa-løsninger - en klar forbedring fra forgængeren.

Plottet holder sådan nogenlunde, det er let at gætte sammenhængen, men det 

gør intet at den del afsløres tidligt. Blædel evner fint at fastholde læseren i jagten

på gerningsmanden. Jeg manglede til gengæld nerve og spænding igen i denne,

jeg synes det er fint, hun ikke forfalder til at overdrive, men en smule mere

spænding havde der fint været plads til.

Alt i alt endnu en hyggekrimi fra Blædel, velskrevet og med et krav til

læseren om at tage stilling til temaet om dødshjælp. Jeg synes det er en rigtig

fin afslutning på serien, jeg er glad for at jeg fik en bedre oplevelse end forgængeren,

og jeg synes det er bedst at slutte på toppen. Jeg vil så absolut læse mere af Blædel, 

for hun skriver godt, jeg behøver ikke krimi, men kunne godt ønske mig, at hun

kastede sig over romangenren, med mere plads til uddybelse, uagtet er jeg

spændt på at se, hvad der bliver næste udspil.

Jeg har ikke noget til gode hos Vorherre

Merethe Stagetorn fortalt til Birgitte Wulff

Merethe Stagetorn er vel nok vor tids mest anerkendte og kontroversielle kvindelige

forsvarsadvokat. Dels var hun en af landets første af slagsen, og hun har ved

hårdt arbejde formået at skabe sig et navn med respekt om. Jeg husker mine

første "møder" med Merethe Stagetorn, det var på TV i en juridisk brevkasse,

hvor hun besvarede spørgsmål og gav råd. Sidenhen er navnet dukket op

utallige gange, jeg har stor respekt for hendes dygtighed, så derfor måtte 
jeg med indefor i beretningen om livet.

Bogen er virkelig velskrevet, jeg fornemmer samtalen og frem for alt hører

jeg Fru Stagetorn, så trods det faktum at historien er fortalt for så at  blive

nedskrevet, er det sket på en levende og naturlig måde.

Merethe Stagetorn er født og opvokset på Stevns, hos sin mormor og morfar.

Det var små kår, omsorgen blev aldrig fysisk og Merethe blev vænnet til at klare sig selv.

Faderen var mønsterbryder og læste jura, men han boede ikke hos familien de

første mange år. Netop faderen er den ene meget gennemgående figur i Merethes liv, 

han blev jurist, sidenhen politiker og Borgmester, men han forblev hele live igennem 

bitter over ikke at være blevet til mere. Han anerkendte aldrig Merethe, ligesom hun 

faktisk heller ikke kom ham i møde.Efter at have passeret de 70 år, savner Merethe
stadig faderens anerkendelse, så bogen er også et skoleeksempel på, ikke
at vente med at sige/gøre hvad de er nødvendigt.

Merethe er en kvinde, der er gået fra samfundets bund til samfundets top, hun giftede

sig med en fremtrædende advokat, manden i hendes liv, fik et luksus liv og 

tilmed to dejlige børn. Men hun kunne ikke forenes med at være hjemmegående, derfor læste hun jura, fik sin bestalling og har knoklet for at få sit firma til at blomstre - og blomstre det gør det. Fortællingen rummer små indblik i Tvind sagen, den store rocker sag

og sagen om cykelrytteren Bo Hamburger. Fru Stagetorn har været i berøring

med alle samfundslag, og med stor succes. Der er ingen tvivl om at hun arbejder
meget og hårdt, og hun er ferm til sit job. 

Dette er både fortællingen om et meget privat menneske, der selv manglede

kærlighed og ikke viser følelser, til en succesfuld forretnings-kvinde, der nu kaster

materiel kærlighed i overflod efter sin familie. Hun vil ikke kaldes snob, men 

forpasser alligevel ikke en mulighed for at fortælle om mærker og vaner. Til
gengæld er dette også beretningen om et menneske, der nåede toppen,
økonomisk og samfundsmæssigt, men ikke fik venner på vejen. Da det virkelig
gjaldt, var der ingen venner, men næsten kun bekendte i livet. Jeg har stadig den 
faglige respekt i behold, men jeg føler ensomheden. Og så er det,
at det jeg spørger: Er det så det værd? 

Dette er historien om en usædvanlig kvinde, med en usædvanlig familie, jeg

opfangede med lethed kærligheden, men kan da synes det er en skam, hun 

ikke evner at få den udbredt i selve livet - "Jeg har ikke brug for betroelser"

er et at udsagnene, og det tror jeg faktisk er en sandhed med modifikationer.

En meget tankevækkende og debatskabende bog, der så afgjort

skal have de varmeste anbefalinger.

Til te hos Taleban

AF Simi Jan

Simi Jan er journalist og rejser som korrespondent for Politiken og TV2 i

mellemøsten, Afghanistan og Pakistan. Denne bog er en beretning om de 5 år

hun boede i netop Afghanistan og Pakistan, hvor hun både skrev for 

Politiken og sendte tv for TV2.

Denne bog er dels en lille flig af mennesket Simi Jan, og dels en indføring i 

hendes professionelle tilgang til landene og krigene. Den er virkelig velskrevet,

den giver ikke blot et indblik i livet i krigs-zonerne, men også et indblik

i de bevægegrunde hun har i sit liv.

Jeg har ofte haft diskussioner omkring netop korrespondenterne, idet jeg synes

det er et svært at se til, at de sætter livet på spil for at formidle nyheder - er det

menneskeliv værd? Naturligvis er det vigtigt, at verden får øjnene op for de

mange uskyldige mennesker over hele kloden, der dagligt udsættes for krigens gru,

men er det værd at sætte liv og familie over styr for denne formidling?

Simi Jan giver mig, for første gang, en bedre forståelse, ikke mindst idet hun selv

har Pakistanske og Afghanske aner. Hun tiltrækkes af landende og menneskene,

hun søger sine rødder og forelsker sig i begge lande. Og kærligheden driver

ned af siderne i denne bog, jeg mærkede ømheden og respekten så tydeligt,

jeg var til stede ved de mange interview og sammenkomster

. Ikke dermed sagt, at jeg nu synes, det er okay at betale med livet, men denne 

kvinde har udover drivet for historien også en personlig interesse i landende,

 og den forstår jeg bedre. 

Forstår jeg så at hun ender helt ude på kanten, for at skulle vælge jobbet 

eller ægteskabet -Nej, men jeg får et fantastisk indblik i, hvad der driver 

denne fantastiske kvinde.

Denne bog er ikke en interview bog, den er en solid baggrundhistorie om landende,

krigene, Taleban styret og Al Qaedas tilblivelse. Den viser alt fra krisecenteret for

kvinder over de magtfulde regerings-magthavere til den almindelige befolkning.

Kort sagt kommer den rundt i landende og samfundslagene på en virkelig grundig og forklarende måde - Det her er sublim historiefortælling.med læseren med på første parket.

Denne bog bør læses af mange, dels p.g.a. dens formidling af fakta omkring

landende, men også fordi den på smukkeste vis portrætterer menneskene, der

lever med og i af verdens hårdest ramte brandpunkter. 

Den skal have de varmeste anbefalinger.

Konkylien

AF Nina Christrup

Konkylien er forfatterens debut. Jeg var på forhånd spændt på denne opgave,

specielt idet jeg på forhånd kendte hovedingredienserne: Beretningen om 

arbejdet som sygeplejerske og fantasy - Denne er oven i købet en blanding.

Sproget er yderst letlæseligt, det flyder og læseren skal udelukkende koncentrere

sig om at finde ind i universet.

Maria er en ung sygeplejerske, der er ramt af besparelserne på sygehusene, men

elsker sit job. Hun møder den rolige og galante Mark, bliver gift og flytter

ind i hans hus, i en lille by. På loftet finder hun en gammel kiste, med gamle sager,

og da hun samtidig plages af kraftige hovedpiner, bruger hun tid med at

granske kistens indhold. Hun drages til "De to soles land", landet hvor de afdøde

kommer "over" for at finde ro. Her siger hun ja til at påtage sig hvervet med at

"hjælpe" plagede mennesker over på den anden side. Og lad mig blot slå fast:

Det gør hun - og i rå mængder!

Romanen er opdelt i beretningen om Maria, dels er der en gennemgang af hende

liv frem til nutiden, dels en del om hendes virke som sygeplejerske, og dels en

privat beretning som så også indeholder hendes rejser til De to soles land.

Det er små korte nedslag i Marias liv, jeg kom aldrig ind under huden på hende, 

men var med som beskuer. Selv om jeg meget gerne ville have meget mere

af det indre liv, er præmissen klar i denne roman, og den holder sig hele vejen

til denne. Delen med beretningerne fra sygeplejen er så absolut den, hvor jeg

mærker forfatterens store indsigt, den måtte gerne have fyldt meget mere.

Fantasy har aldrig været mig, det er det sådan set stadig ikke, men jeg opdagede 

at romanen trods alt voksede på mig, og jeg var nødt til at finde ud af, hvad 

der kommer til at ske med Maria.

Romanen giver, hvis man ser bort fra fantasy delen, mindelser om de sager der 

har været med sundhedspersonale, som begår medlidenhedsdrab. Selve temaet

er i min optik virkelig spændende og aktuel, ikke mindst da det store etiske

spørgsmål om aktiv dødshjælp jo er meget oppe i debatten - Den del kunne jeg

virkelig godt have tænkt mig mere om, det er en vigtig debat.

Alt i alt havde jeg nogle fine timer i selskab med Maria; massemorderen eller

den frelsende engel. Den var original og letlæselig - Kort sagt en fin debut.

Den stumme pige

AF Michael Hjort & Hans Rosenfeldt

Den stumme pige er 4. bind i serien om det svenske rejsehold og den virkelig

usympatiske psykolog: Sebastian Bergman. Jeg har været ovenud begejstret for de

tre forgående, så jeg havde virkelig glædet mig til denne nye. Kvantitet er jo ikke

en nødvendig rejsefælle til kvalitet, men denne gang må jeg sige, at de knap 

700 sider var sprængfyldt med kræs for kendere af makkerparret - herligt.

Alle i serien, incl. denne nye er en skøn blanding af krimi og thriller, sproget er letlæselig

og flyder ubesværet ligesom alle dialoger og tanker er levende og realistiske.

Der er gået mange bøger forbi mine øjne, i tiden fra jeg læste den seneste, 

alligevel var jeg inde i universet i løbet af ganske få sider - Det er en stor kvalitet

når forfattere evner at fastholde læseren over flere bøger, og det er altså igen

tilfældet med de to herrer her.

Denne gang findes en familie, mor, far og to børn skuddræbt i deres hus, det 

lokale politi indser hurtigt, at de ikke evner at klare opklaringen alene og tilkalder

rejseholdet. Pilen peger hurtigt i en bestemt retning, men alle tager fejl,

og handlingerne eskalerer. Holdet finder ud af, at der var et vidne i huset, en

lille 10 årig pige, der nu er forsvundet. Jagten går ind på at finde hende før 

gerningsmanden og forhåbentlig få hende til at fortælle, hvad der skete i huset.

Jeg siger ikke for meget, når jeg siger, at det ikke går helt efter planen.

Persongalleriet er som vanligt mangfoldigt: Rejseholdet består af Sebastian,

Vanja, Billy, Torkel og Ursula. Derudover følger vi den lille pige, gerningsmanden,

og chefen for lokalpolitiet. Alle personer er levende og yderst realistiske, jeg var 

helt inde under huden på dem alle, hvilket jo er en af mine helt store kæpheste,

så jeg har været i himmerrige her. Problemet i serien har altid været, at jeg på 

alle måder har antipati mod Sebastian, hovedpersonen. Han er på alle måder

en egocentreret, arrogant og bedrevidende person. En anden læser skrev 

således om ham: "Jeg har lyst til at slå ham med en stegepande" Helt så grelt

har det ikke været her, men en rusketur er da faldet mig ind. Men denne gang er der

sket det, jeg bestemt ikke havde set komme: jeg fattede sympati for manden,

og kunne faktisk flere gange føle hans inderste - hvilken fryd.

Politiets arbejde er endnu en gang fuldkommen realistisk og levende, bortset fra

to små episoder, hvor løsningen var lige let nok nok, er det igen bare at læne sig

tilbage og nyde læsningen. Det er så gennemarbejdet godt, det er solidt

benarbejde, hvor læseren er med på første parket.

Plottet og spændingen holder hele vejen, handlingen er opbygget således, at

læseren gætter med hele vejen, det gjorde jeg da også, og var faktisk inde og snuse

til noget af løsningen. Trods det, holdt spændingen hele vejen, da plottet

tager et sidste herligt favntag på læseren til slut. 

Derudover åbnes endnu nogle døre, da slutningen, mildest talt er chokerende...

Dette er kort sagt en krimi på højeste niveau, og som altid med disse sidder jeg nu

tilbage med den der ambivalente følelse: Jeg ville så gerne have slutningen, men

ønsker faktisk at handlingen bare skal fortsætte - Jeg behøver nok ikke sige,

at ventetiden til den næste i serien kommer, bliver uendelig lang, og jeg 

har på ingen måde nedjusteret forventningerne, jeg glæder mig.

Læs den før din nabo!

Tidligere udkommet i serien:

Manden der ikke var morder

Disciplen

Fjeldgraven

Sirile gentlemen søges

AF Karin Brunk Holmqvist

Denne fantastiske roman er den anden jeg kaster mig over fra denne forfatter.

Jeg har tidligere læst: Potensgiverne med stor glæde, så jeg har glædet mig

til denne og forventningerne var i top, de blev indfriet til UG. 

Denne roman er præcis så velskrevet og levende som ovennævnte. Sproget flyder,

det er en herlig blanding af nostalgi og nyt. 

Enken Margit på 81 år og naboen, gammeljomfruen Alma på 79 år har gennem

mange år boet dør om dør lidt udenfor en lille svensk by. De drikker kaffe sammen

hver dag på samme tidspunkt, altid med to stykker knækbrød og to stykker 

lyst brød. De er hjertevarme veninder og nyder hinandens selskab og deres haver.

Men byen skal fornys og de to damer bliver tvunget ud af deres hjem. Da kommunen

ikke kan give dem en ældrebolig med det samme, havner de på byens plejehjem

i et aflastningsværelse, sammen. Det bliver starten på et helt nyt liv for de to

skønne kvinder, de begynder på pc kursus, de møder nye mennesker og så

opdager de affærer, der ikke tåler dagens lys. En dag falder de over personalets

søgen på computeren, efter mænd - og så sættes tanker og handlinger i gang.

Romanen er på alle måder en herlig oplevelse, dels var jeg flere gange hjemme

i min mormors hjem (kæmpe stort tak for de kærlige billeder fra fortiden) og

dels foregår hele handlingen i et virkelig adstadigt tempo. Her er humor på

højt plan, omsorg og ægte venskab. Dialoger og handlinger er fuldkommen levende

og meget realistiske for mennesker i den alder, det var en fryd at være med

på sidelinjen. Den store litterære kunst er det ikke, men det gør intet, for denne

roman opfylder til fulde kravene til originalitet og velskrevet underholdning.

Den skal så afgjort have de varmeste anbefalinger, udover Potensgiverne 

Læs anmeldelse af Potensgiverne her har forfatteren

også skrevet: Glimmerbøsserne, den har jeg heldigvis stadig til gode, så jeg

vil se frem til at kaste mine øjne i den også. Kort sagt: Læs dem alle tre!

Sportsdirektøren

Læs anmeldelsen her

I ond tro

AF Bille & Bille

I ond tro er tredje krimi fra parret, om videnskabs-journalisten Thea Vind.

Jeg har ikke læst de forgående, så jeg havde på forhånd, et åbent sind

og ingen forventninger jeg skulle have indfriet.

Denne krimi trækker tråde i erindringen til Sissel-Jo Gazans videnskabskrimier,

jeg var ikke specielt begejstret for dem, men de er et frisk pust mellem de

mange stereotyper, jeg håbede på lidt af det samme her. 

Til gengæld lever også denne helt op til det trivielle

og meget stereotype: Kvindelig journalist, der på forunderligste vis, rodes ind

i mord efter mord, nærmest skal opklare forbrydelsen for politiet og naturligvis 

nærmest bliver super-woman. Når en roman kaster sig ud vand, fyldt med samme

slags "fisk" skal den virkelig byde på noget ekstraordinært hos mig, for

at jeg bliver fanget og nysgerrig på mere - Det formåede denne desværre slet ikke.

Sproget er rigtigt godt, der er ikke en finger at sætte på denne del. Der er mange citater og lærdom om forskellen på Grundtvig og Kierkegaard, jeg fandt desværre ingen glæde ved disse, tværtom, fandt jeg dem tunge.

Handlingen udspiller sig i København; det er fejringen af 200 året for teologen & filosoffen Søren Kierkegaard. Det skal fejres og Thea bliver tvunget til at skrive om fejringen. Thea er ved at komme sig ovenpå en færdselsulykke, hvor hun blev kvæstet og hendes veninde mistede livet. Thea kaster sig modvilligt over opgaven, indtil hun får tilsendt et Kierkegaard citat, med angivelse af et sted og tidspunkt for en happening om aftenen.

Thea finder en mand myrdet på stedet, og det bliver starten på hendes egen 

efterforskning og yderligere indblanding. Det bliver for urealistisk for mig, så

jeg mærkede aldrig spænding i handlingen.

Desværre fanger figurerne mig slet ikke, jeg kommer ikke rigtig ind under huden

på hverken Thea eller de øvrige medvirkende. Det ødelægger min læseoplevelse, 

da jeg skal kunne relatere eller skabe en form for sympati med "mine" figurer.

Plottet er en smule tyndt og udvandet for mig, jeg synes ikke rigtig forfatterne evner

at følge det helt til dørs, ligesom der efterlades åbne døre. Det er jeg som

hovedregel ikke begejstret for. Med mindre åbningen helt klart, fastholder spændingen

til den næste bog i serien - Det ved jeg ikke om denne gør, og jeg synes ikke den

kan bære denne manglende afslutning.

Overordnet blev jeg skuffet, bogen er tung at komme igennem, jeg kedede mig bravt

flere gange og havde svært ved at fastholde interessen. Men er man til filosofiske

og teologiske diskussioner frem for regulær krimi, kan denne afgjort være en læse-ide.

Fra Koncepterne

AF Mette Fugl

Jeg er den generation, der er vokset op med denne smukke og dygtige kvinde

på skærmen, på mange måder er hun indbegrebet af TV-Avisen og er fulgt med

op gennem de stormfulde forandringer i dansk tv.

Denne biografi betegnes som "nedslag i erindringerne" men, hvis man som jeg 

håber på mere om mennesket Mette, hendes drive og begrundelser for 

hendes valg - bliver man skuffet. Ikke at jeg vil snage i privatlivet, men jeg mangler

disse bevægegrunde for helt at forstå denne "luksus-nomade" 

Dette er i det store billede nedslag i  den professionelle journalists oplevelser. 

Med denne præmis i erindring, er det trods alt befriende, at Mette Fugl smider den journalistiske objektivitet, og fremkommer med egne meninger og holdninger:

Og for filan, dem er hun heldigvis fuld af; her får politikere, debatører og

antifeministiske kvinder én over snuden, og der tales befriende, med meget

store bogstaver - sagligt, kort og kontant.

Bogen er velskrevet, sproget er levende og stort set flydende. Enkelte afsnit

bliver for beskrivende og for meget et referat af interview, men derudover

var det blot at læne mig tilbage og lade Mette fortælle.

Mette Fugl har altid stået som en kompetent journalist hos mig, det gør hun i den 

grad stadig, ikke mindst da hun på fornemmeste vis selvransager og 

stiller spørgsmålstegn ved egen objektivitet og egne evner - stor ros. Og så er jeg vild

med hendes måde at formidle, den pæne dame har ordet i sin magt, også

de mindre pæne ytringer, og hvilken befrielse.

At Mette Fugl er bitter - endog meget bitter på DR står krystalklart i denne bog.

Hun føler sig kasseret, og havde hun ikke fået "et stort holdkæft bolche" er

jeg sikker på, at de mennesker hun føler sig vraget af, var blevet hængt ud med

navns nævnelse osv. Om denne kritik er berettiget kan jeg ikke konstatere, netop

idet hele sagen er belagt med tavshed. Desværre er også dette afsnit, afsnittet, hvor

Mette taler om udviklingen indenfor journalistikken, hvilket er en interessant og 

nødvendig snak, hvor jeg er sikker på, at hun har fat i den helt rigtige ende.

 Den drukner lidt i den, næsten skingre bitterhed over afskeden, det ærgrer mig, 

Af de få indblik i mennesket Mette, er udover en klar fornemmelse af den depression

og ensomhed, hun altid har haft med i kufferten, små bidder fra skoletiden, kvindefrigørelsen med sex og stoffer og beretninger

om forældrenes sygdom og bortgang og endelig kærligheden til Bruxelles.

Ellers tager hun læseren med til verdens brandpunkter, fortæller de nære

historier derfra, og faktisk er det her, jeg bedst fornemmer Mette. 

Dette er så absolut en anbefalelsesværdig biografi, og med sådan en fantastisk

vis og skøn kvinde som Mette Fugl, håber jeg på, at hun kaster sig over

endnu en biografi på et tidspunkt, jeg er sikker på, at hun har meget mere at

lære fra sig, og så håber jeg naturligvis på mere personlighed.

En plus en

AF Jojo Moyes

Jojo Moyes er tilbage efter den fantastiske roman Mig før dig, jeg har læst alle hendes romaner og glædet mig virkelig meget til denne nye, dels p.g.a. den skønne skrivestil og dels de mange gode anmeldelser - og lad mig blot fastslå: 

Jeg blev virkelig ikke skuffet - tværtom

En plus en er virkelig velskrevet, sproget er som altid levende og flyder i en lind strøm,

så hendes romaner er læst på rekordtid, det gælder også denne. Som altid i Moyes

romaner, er der udover en kærlighedshistorie, også en god portion morale i

handlingen. Denne gang er omdrejningspunktet: Ærlighed, svigt, fattigdom og frem for

alt, hvordan vi behandler andre mennesker.

Handlingen er inddelt i fire dele, en for hver af hovedpersonerne: Den enlige og

fattige mor Jess, der knokler med to jobs for at skaffe mad på bordet, efter børnens

far forlod dem og ikke hjælper hende økonomisk. Hendes datter Tanzie, der er

et matemagisk vidunderbarn og får tilbudt et legat på en privatskole. Stedsønnen

Nick, der er volds og mobbeoffer, han kæmper med både faderens og den biologiske

mors svigt mens Jess har taget ham ind som sin egen søn. Slutteligt møder vi også

Ed, der er succesfuld virksomhedsejer i London, bliver taget for insiderhandel i

hans eget firma og søger ly i sommerhuset, hvor Jess gør rent. Vi følger personerne

i deres interaktion, oplever den fra forskellige sider og er frem for alt helt inde

under huden på alle fire personer. 

Umiddelbart har de to voksne intet til fælles, og kan faktisk heller ikke lide hinanden,

men skæbnen vil, at Jess hjælper Ed efter en våd bytur, og Ed ender med at

ville hjælpe Tanzie til en matematikkonkurrence. Det bliver starten på deres livs

køretur fra sydengland til Scotland, på godt og ondt.

Jeg var fanget fra første færd, Jojo Moyes kan om nogen bruge sproget, trods

de mange kærlighedshistorier hun fortæller, bliver det ikke banalt og kunstigt.

Denne roman er fyldt med livets genvordigheder, den beretter om fire sårede

sjæle, der pludselig kastes ind i samme lille bil i mange dage, oven i købet med

en stor savlende hund som ekstra passager. 

Romanen er fyldt med alvor og raffineret humor - jeg fældede tårer over Mig før dig, denne var tæt på at aftvinge det samme. Den rammer noget essentielt i mennesket, og dermed også i mig. Jeg vil meget gerne aftvinges holdninger til det jeg læser, det blev jeg igen her, samtidig med, at jeg tænker en ekstra gang over, hvordan jeg behandler mine medmennesker. Knuden i brystet kæmpede med smilene på læberne, for denne kan også det hele - Det ER altså virkelig godt fortalt.

Den skal så absolut have de varmeste anbefalinger.

Mig Før dig:

En fuldkommen fantastik kærligheds historie, der både fremkaldte smil og tårer hos mig.

Bogen er velskrevet, sproget flyder og siderne vender helt sig selv - man kan simpelthen ikke lægge den væk. Alle personer og omgivelser er yderst realistiske og levende, Jeg er helt inde i Lou´s inderste, og selv om Will "kun" beskrives vis ytringer, er jeg fuldkommen klar over hans bevægegrunde.

Denne roman handler om essensen i livet: livet og døden. Det største etiske spørgsmål af dem alle bliver behandlet på en virkelig sober og fin måde. Uden at afsløre noget, kan jeg sige, at jeg sagtens kan sætte mig i stort set alle medvirkendes sted.

Romanen er smuk, ligesom relationen i den, den tvinger læseren til at tage stilling - uagtet hvilket udfald dette får, kan den slet ikke anbefales nok... læs den!








Øvrige romaner af Jojo Moyes:

Hvalernes sang

Brudeskibet

Det sidste brev fra din elsker