mandag den 1. december 2014

Den stumme pige

AF Michael Hjort & Hans Rosenfeldt


Den stumme pige er 4. bind i serien om det svenske rejsehold og den virkelig
usympatiske psykolog: Sebastian Bergman. Jeg har været ovenud begejstret for de
tre forgående, så jeg havde virkelig glædet mig til denne nye. Kvantitet er jo ikke
en nødvendig rejsefælle til kvalitet, men denne gang må jeg sige, at de knap 
700 sider var sprængfyldt med kræs for kendere af makkerparret - herligt.

Alle i serien, incl. denne nye er en skøn blanding af krimi og thriller, sproget er letlæselig
og flyder ubesværet ligesom alle dialoger og tanker er levende og realistiske.
Der er gået mange bøger forbi mine øjne, i tiden fra jeg læste den seneste, 
alligevel var jeg inde i universet i løbet af ganske få sider - Det er en stor kvalitet
når forfattere evner at fastholde læseren over flere bøger, og det er altså igen
tilfældet med de to herrer her.

Denne gang findes en familie, mor, far og to børn skuddræbt i deres hus, det 
lokale politi indser hurtigt, at de ikke evner at klare opklaringen alene og tilkalder
rejseholdet. Pilen peger hurtigt i en bestemt retning, men alle tager fejl,
og handlingerne eskalerer. Holdet finder ud af, at der var et vidne i huset, en
lille 10 årig pige, der nu er forsvundet. Jagten går ind på at finde hende før 
gerningsmanden og forhåbentlig få hende til at fortælle, hvad der skete i huset.
Jeg siger ikke for meget, når jeg siger, at det ikke går helt efter planen.

Persongalleriet er som vanligt mangfoldigt: Rejseholdet består af Sebastian,
Vanja, Billy, Torkel og Ursula. Derudover følger vi den lille pige, gerningsmanden,
og chefen for lokalpolitiet. Alle personer er levende og yderst realistiske, jeg var 
helt inde under huden på dem alle, hvilket jo er en af mine helt store kæpheste,
så jeg har været i himmerrige her. Problemet i serien har altid været, at jeg på 
alle måder har antipati mod Sebastian, hovedpersonen. Han er på alle måder
en egocentreret, arrogant og bedrevidende person. En anden læser skrev 
således om ham: "Jeg har lyst til at slå ham med en stegepande" Helt så grelt
har det ikke været her, men en rusketur er da faldet mig ind. Men denne gang er der
sket det, jeg bestemt ikke havde set komme: jeg fattede sympati for manden,
og kunne faktisk flere gange føle hans inderste - hvilken fryd.

Politiets arbejde er endnu en gang fuldkommen realistisk og levende, bortset fra
to små episoder, hvor løsningen var lige let nok nok, er det igen bare at læne sig
tilbage og nyde læsningen. Det er så gennemarbejdet godt, det er solidt
benarbejde, hvor læseren er med på første parket.

Plottet og spændingen holder hele vejen, handlingen er opbygget således, at
læseren gætter med hele vejen, det gjorde jeg da også, og var faktisk inde og snuse
til noget af løsningen. Trods det, holdt spændingen hele vejen, da plottet
tager et sidste herligt favntag på læseren til slut. 

Derudover åbnes endnu nogle døre, da slutningen, mildest talt er chokerende...
Dette er kort sagt en krimi på højeste niveau, og som altid med disse sidder jeg nu
tilbage med den der ambivalente følelse: Jeg ville så gerne have slutningen, men
ønsker faktisk at handlingen bare skal fortsætte - Jeg behøver nok ikke sige,
at ventetiden til den næste i serien kommer, bliver uendelig lang, og jeg 
har på ingen måde nedjusteret forventningerne, jeg glæder mig.

Læs den før din nabo!


Tidligere udkommet i serien:

Manden der ikke var morder

Disciplen

Fjeldgraven

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar