Den stumme pige

AF Michael Hjort & Hans Rosenfeldt

Den stumme pige er 4. bind i serien om det svenske rejsehold og den virkelig

usympatiske psykolog: Sebastian Bergman. Jeg har været ovenud begejstret for de

tre forgående, så jeg havde virkelig glædet mig til denne nye. Kvantitet er jo ikke

en nødvendig rejsefælle til kvalitet, men denne gang må jeg sige, at de knap 

700 sider var sprængfyldt med kræs for kendere af makkerparret - herligt.

Alle i serien, incl. denne nye er en skøn blanding af krimi og thriller, sproget er letlæselig

og flyder ubesværet ligesom alle dialoger og tanker er levende og realistiske.

Der er gået mange bøger forbi mine øjne, i tiden fra jeg læste den seneste, 

alligevel var jeg inde i universet i løbet af ganske få sider - Det er en stor kvalitet

når forfattere evner at fastholde læseren over flere bøger, og det er altså igen

tilfældet med de to herrer her.

Denne gang findes en familie, mor, far og to børn skuddræbt i deres hus, det 

lokale politi indser hurtigt, at de ikke evner at klare opklaringen alene og tilkalder

rejseholdet. Pilen peger hurtigt i en bestemt retning, men alle tager fejl,

og handlingerne eskalerer. Holdet finder ud af, at der var et vidne i huset, en

lille 10 årig pige, der nu er forsvundet. Jagten går ind på at finde hende før 

gerningsmanden og forhåbentlig få hende til at fortælle, hvad der skete i huset.

Jeg siger ikke for meget, når jeg siger, at det ikke går helt efter planen.

Persongalleriet er som vanligt mangfoldigt: Rejseholdet består af Sebastian,

Vanja, Billy, Torkel og Ursula. Derudover følger vi den lille pige, gerningsmanden,

og chefen for lokalpolitiet. Alle personer er levende og yderst realistiske, jeg var 

helt inde under huden på dem alle, hvilket jo er en af mine helt store kæpheste,

så jeg har været i himmerrige her. Problemet i serien har altid været, at jeg på 

alle måder har antipati mod Sebastian, hovedpersonen. Han er på alle måder

en egocentreret, arrogant og bedrevidende person. En anden læser skrev 

således om ham: "Jeg har lyst til at slå ham med en stegepande" Helt så grelt

har det ikke været her, men en rusketur er da faldet mig ind. Men denne gang er der

sket det, jeg bestemt ikke havde set komme: jeg fattede sympati for manden,

og kunne faktisk flere gange føle hans inderste - hvilken fryd.

Politiets arbejde er endnu en gang fuldkommen realistisk og levende, bortset fra

to små episoder, hvor løsningen var lige let nok nok, er det igen bare at læne sig

tilbage og nyde læsningen. Det er så gennemarbejdet godt, det er solidt

benarbejde, hvor læseren er med på første parket.

Plottet og spændingen holder hele vejen, handlingen er opbygget således, at

læseren gætter med hele vejen, det gjorde jeg da også, og var faktisk inde og snuse

til noget af løsningen. Trods det, holdt spændingen hele vejen, da plottet

tager et sidste herligt favntag på læseren til slut. 

Derudover åbnes endnu nogle døre, da slutningen, mildest talt er chokerende...

Dette er kort sagt en krimi på højeste niveau, og som altid med disse sidder jeg nu

tilbage med den der ambivalente følelse: Jeg ville så gerne have slutningen, men

ønsker faktisk at handlingen bare skal fortsætte - Jeg behøver nok ikke sige,

at ventetiden til den næste i serien kommer, bliver uendelig lang, og jeg 

har på ingen måde nedjusteret forventningerne, jeg glæder mig.

Læs den før din nabo!

Tidligere udkommet i serien:

Manden der ikke var morder

Disciplen

Fjeldgraven