onsdag den 12. november 2014

Hvor solen græder

AF Puk Damsgård

Puk Damsgård er udenrigskorrespondent for DR og TV Avisen - Denne fortælling
er dels en journalistisk gennemgang af hendes rejser i Syrien under krigen,
og dels en fortælling om de skæbner hun møder på sin vej dernede.
Desværre er denne fortælling jo evig aktuel, idet krigen er gået ind i sit 3. år
og mange verdens lande modtager Syriske flygtninge i tusindtal.

Lad mig blot starte med at fastslå: Denne fortælling er ualmindelig velskrevet,
sproget er let og flydende, og krigens gru rulles ud, side efter side på den
mest grufulde og levende vis - Damsgård kan skrive, og hun er sublim til det.
Jeg havde ovenud svært ved at lægge bogen fra mig, og den var læst
i rekord fart - den er grusom og varm på een og samme tid.

Fortællingen er en faktuel gennemgang af starten på den Syriske revolution, 
den giver et helt eminent billede af, hvad oprørerne tænkte og ønskede - 
hvilket er milevidt fra det mareridt Assad og hans modstandere har skabt i dag.

Vi følger den smukke Nour, der har levet et beskyttet og let liv i Damaskus, hvor
hun er opvokset i et middelklassehjem med relationer til Assas regimets 
tilhængere, dog uden at hendes forældre har støttet dikatoren og hans fader før
ham. Nour oplever pludselig de store forskelle i, hvad regimet melder ud om
oprøret, og hvad der faktisk sker i landet. Det får hende til at tilslutte sig
oprørerne, hvilket bliver en voldsom menneskelig rejse for den unge kvinde,
der skal forsøge at bevare sig selv i kampen for friheden for landets indbyggere.

Dette er ualmindelig hård kost at læse både Nours historie, men så sandelig også 
beretningen om Puks iagttagelser under hendes illegale besøg i landet.
Jeg kom til at holde af mange af personerne, de står levende hos mig, og jeg er
dybt berørt at deres historier. Samtidig krummer jeg tæer over den store ignorance
verdenssamfundet udviser overfor diktatoren, specielt er jeg i chok over beretningerne
om FN og Unicef - det bør få konsekvenser. 

Puk Damsgård rejser til mellemøstens brandpunkter, netop for at oplyse os uvidende
om, hvad der rent faktisk foregår bag al propagandaen. Jeg synes selve det
spørgsmål omkring journalister i krigszoner, er voldsomt interessant: Er det virkelig
liver værd at rapportere fra helvedet? Denne fortælling gør mig ikke mindre i tvivl,
men den åbner på fornemmeste vis, endnu engang, mine øjne for, hvor vigtigt
det er, at verden får faktuelle objektive oplysninger - Og samtidig bliver jeg så
frygtelig trist, når jeg tænker på alle de mange uskyldige mennesker, der er fanget
i helvedet, uden mulighed for at få basale ting som mad og vand, og uden mulighed
for at komme væk.

Denne beretning er virkelig sublim, ikke blot i sit sprog og sin gennemgang, men
sandelig også idet den er så ufattelig vigtig. Den oplyser og tvinger læseren til
at forholde sig til krigen og dens ofre, og forhåbentlig gøre et ekstra forsøg på at
hjælpe disse mange flygtninge og ikke glemme dem.

Jeg vil ønske den kunne blive fast pensum på gymnasierne, så vores unge 
kan lære af fortidens fejl, og forhåbentlig ændre dem.
Mine varmeste anbefalinger og ekstratrinnet på karaktertrinnet er klart.



Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar