Hvor solen græder

AF Puk Damsgård

Puk Damsgård er udenrigskorrespondent for DR og TV Avisen - Denne fortælling

er dels en journalistisk gennemgang af hendes rejser i Syrien under krigen,

og dels en fortælling om de skæbner hun møder på sin vej dernede.

Desværre er denne fortælling jo evig aktuel, idet krigen er gået ind i sit 3. år

og mange verdens lande modtager Syriske flygtninge i tusindtal.

Lad mig blot starte med at fastslå: Denne fortælling er ualmindelig velskrevet,

sproget er let og flydende, og krigens gru rulles ud, side efter side på den

mest grufulde og levende vis - Damsgård kan skrive, og hun er sublim til det.

Jeg havde ovenud svært ved at lægge bogen fra mig, og den var læst

i rekord fart - den er grusom og varm på een og samme tid.

Fortællingen er en faktuel gennemgang af starten på den Syriske revolution, 

den giver et helt eminent billede af, hvad oprørerne tænkte og ønskede - 

hvilket er milevidt fra det mareridt Assad og hans modstandere har skabt i dag.

Vi følger den smukke Nour, der har levet et beskyttet og let liv i Damaskus, hvor

hun er opvokset i et middelklassehjem med relationer til Assas regimets 

tilhængere, dog uden at hendes forældre har støttet dikatoren og hans fader før

ham. Nour oplever pludselig de store forskelle i, hvad regimet melder ud om

oprøret, og hvad der faktisk sker i landet. Det får hende til at tilslutte sig

oprørerne, hvilket bliver en voldsom menneskelig rejse for den unge kvinde,

der skal forsøge at bevare sig selv i kampen for friheden for landets indbyggere.

Dette er ualmindelig hård kost at læse både Nours historie, men så sandelig også 

beretningen om Puks iagttagelser under hendes illegale besøg i landet.

Jeg kom til at holde af mange af personerne, de står levende hos mig, og jeg er

dybt berørt at deres historier. Samtidig krummer jeg tæer over den store ignorance

verdenssamfundet udviser overfor diktatoren, specielt er jeg i chok over beretningerne

om FN og Unicef - det bør få konsekvenser. 

Puk Damsgård rejser til mellemøstens brandpunkter, netop for at oplyse os uvidende

om, hvad der rent faktisk foregår bag al propagandaen. Jeg synes selve det

spørgsmål omkring journalister i krigszoner, er voldsomt interessant: Er det virkelig

liver værd at rapportere fra helvedet? Denne fortælling gør mig ikke mindre i tvivl,

men den åbner på fornemmeste vis, endnu engang, mine øjne for, hvor vigtigt

det er, at verden får faktuelle objektive oplysninger - Og samtidig bliver jeg så

frygtelig trist, når jeg tænker på alle de mange uskyldige mennesker, der er fanget

i helvedet, uden mulighed for at få basale ting som mad og vand, og uden mulighed

for at komme væk.

Denne beretning er virkelig sublim, ikke blot i sit sprog og sin gennemgang, men

sandelig også idet den er så ufattelig vigtig. Den oplyser og tvinger læseren til

at forholde sig til krigen og dens ofre, og forhåbentlig gøre et ekstra forsøg på at

hjælpe disse mange flygtninge og ikke glemme dem.

Jeg vil ønske den kunne blive fast pensum på gymnasierne, så vores unge 

kan lære af fortidens fejl, og forhåbentlig ændre dem.

Mine varmeste anbefalinger og ekstratrinnet på karaktertrinnet er klart.