Lavendelhaven

AF Lucinda Riley

Lavendelhaven er mit første bekendtskab med denne forfatter, jeg blev anbefalet

hende og har da også en anden af hendes romaner liggende på reolen, så

jeg kastede mig over dette nye bekendtskab.

Lavendelhaven er virkelig velskrevet, sproget er levende og flyder herligt,

så jeg nærmest fløj gennem de mange sider. Præmissen i denne roman er virkelig

skarpt optrukket, det er hele vejen igennem romanen banalt og meget let.

Personbeskrivelser og omgivelser er levende, og jeg fik et nogenlunde 

indblik i deres handlemåder.

Handlingen deler sig i to dele, i den ene møder vi Emelie, der netop har mistet sin mor, 

efter i mange år at have været udsat for svigt fra hende. Emelie arver familiens slot

i sydfrankrig og opgiver sin dyrlægegerning for at tage beslutninger om slottet.

Ved slottet møder hun, tilsyneladende tilfældigt, Sebastian - en engelsk kunsthandler

der viser sig at være barnebarn af en kvinde, der har haft stor tilknytning til Emilies 

far under krigen. Sebastians mormor har en digtsamling skrevet af Emilies fars søster,

det bliver starten på at finde nogle af fortidens forklaringer for Emilie.

Den anden del foregår i Frankrig under krigen, vi møder Emilies far, Sebastians mormor,

og andre modstandsfolk. Familiens er fransk adel og deres historie udspilles 

side om side med  fortællingen om kampen mod Nazisterne. Denne del, er

også den del, der er mindst forudsigelig.

Delene fra krigens tid, er faktisk dem jeg føler stærkest, der er dilemmaer og 

episoder der på fineste vis afspejler tiden. Men trods romanens præmis, blev begge

dele af fortællingen faktisk flere gange for sukkersødt og banalt for mig, jeg har 

intet imod en knaldroman, denne lethed kan være super fint som afbræk, men jeg

sad flere gange om krummede tæer over de, i min optik, overdrevne handlinger

og ytringer. Som sagt fik jeg et nogenlunde billede af personerne, men kom aldrig

helt derind, hvor jeg nyder det, netop fordi, det blev for banalt og forudsigeligt.

Men jeg var underholdt, det var et afbræk og jeg blev trods alt fanget af historierne

så derfor vil jeg afgjort anbefale dem, som en succesroman, fyldt med misforståelser

og kærlighed, og frem for alt, en roman hvor man ikke skal tænke, bare læse -

og jeg vil bestemt stadig læse Pigen på klippen , nu ved jeg hvad jeg går ind til :)