søndag den 24. juli 2016

Den 9. kreds - Politiet indefra

Kristian Brårud Larsen


319 sider People´s Press

Forfatteren er journalist og har tidligere skrevet om SF under Annette Vilhelmsen og formandsopgøret i venstre. Han har en kadidat i journalistik og en bachelor i statskundskab.

Andreas har det meste af livet haft et ønske om at blive politibetjent, han synes det virker spændende og da han bliver optaget på uddannelsen bliver han bekræftet i, at dette er den rette hylde. Andreas bliver hurtigt interesseret i at arbejde med de hårde drenge fra bande og rockermiljøerne, og dermed også arbejde med at fjerne stofferne fra gaderne. Andreas bliver ansat på stationen i Frederikssund, der efter politireformen kommer til at hedde station Vest. Andreas bliver en del af en specialgruppe, der beskæftiger sig med tip, og opklaring af bandekriminalitet. Andreas mener, at gruppen gør et stort arbejde, og sørger for at bekæmpe både stoffer og bander. Men i takt med at Andreas´ selvtillid vokser, begynder ledelsen at finde fejl ved ham, hans arbejde og hans udtalelser. Da politireformen udrulles koster det massivt på opklaringen af stort set alle lovovertrædelser, og Andreas bliver også ramt af sparekniven. Men han synes faktisk det meste kører, lige frem til Andreas og Kristoffer(tæt kollega) gør deres største narkofund, for de to mænd er sikre på at have fortjent ros, men ledelsen kvitterer med at indkalde dem til tjenestelig samtale, da de mener, at de to betjente har lavet fejl under beslaglæggelsen. Det bliver begyndelsen på enden for Andreas, der bliver sygemeldt, og siden forlader poltiet - og smækker med døren.

Bogen bliver præsenteret som en journalistisk fortælling, og skal således være en faktuel fortælling om politiet indefra. Der er noget i formidlingsformen, der gør, at jeg ikke rigtig fastholder essen, men føler mig som tilhører til en forherligelse af en betjent, og det er en stor skam, for dette et et alvorligt postulat. Der er brodne kar alle vegne, naturligvis også indenfor politiet, og det synes jeg er vigtigt at få frem, og derfor ærgrer det mig, at formidlingen, forherligelsen af Andreas, tager mere opmærksomhed end problemerne.

Andreas påråber sig, gentagne gange, at han er en dygtig politimand, at han er en teamplayer, at han er vellidt. Men jeg føler det ikke, tværtom. Og første konkrete lejlighed, hvor en kollega er i problemer sammen med Andreas, vender Andreas sig imod kollegaen og forsøger at redde sin egen røv! Jeg kan simpelhen ikke mærke Andreas inde bag de mange gentagne opremsninger, og da jeg endelig kan mærke lidt, er det usympatisk.

Der er en del eksempler på manglende opgaveløsning fra politiets side. Dem kan jeg genkalde mig en del af, dels fra medierne og dels fra egen erfaring, f.eks. da min genbo havde indbrud. Derfor er jeg overbevist om, at mange af klagepunkterne i denne bog er korrekte, og derfor ærgrer det mig endnu mere, at hovedparten af bogen, bliver een lang, ofte gentagende, og meget ensidig udstilling af politifolk/chefer, der tydeligvis er kommet på kant med Andreas. De afsnit, der omhandler faktuelle tal og begivenheder, fremstår stærke og meget interessante, men de drukner i et partsindlæg, der desværre ikke bliver underbygget. Nu er jeg af den holdning, at der sjældent går røg af et bål, hvis der ikke har været brand. Så jeg er sikker på, at dele af de mange udhængninger/postulater har substans. Jeg kan blot ikke overskue, hvor mange - for ingen har ville bakke op om Andreas, og derfor antager bogen en form for mudderkast, en vraget og kontrær politimand, der vil have hævn, i stedet for at blive en potentiel bombe, der aldrig gik af. 

Mit håb er, at nogen står frem. Nogen der kan og vil løfte sløret for arbejdsgangene i politiet. PET sagen er med garanti ikke enkeltstående, og det er vigtigt at betjentene har et ordenligt arbejdsklima, med de rette muligheder for at opklare forbrydelser - også dem udenfor måltallene for ellers er der, som Andreas faktisk påstår - frit spil for forbrydere.

© Bognørden

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar