AF Abdel Aziz Mahmoud
198 sider Politikens Forlag
Det er nok ikke mange, der ikke kender ansigtet bag denne biografi, han er journalist , udviklingsredaktør og Tv vært. Titlen taler for sig selv, og den talte til mig, så derfor var jeg naturligvis nødt til at komme med ind bag tæppet. Læs mere om Abdel her
Abdel kom til Danmark i 1984, med sine statsløse Palæstinensiske forældre. Familien må flygte fra krigen og kommer til Danmark, med de bedste intentioner om at finde arbejde, komme til at høre til og finde fred. Familien er ikke heldige i Greve Strand, hvor naboen ikke vil drikke kaffe med Abdels mor, men da faderen får job på Fyn, bliver Middelfart det nye vendepunkt for familien. Begge forældre får, et perioder med utallige jobansøgninger, arbejde og hele familien bliver indført i nogle af de mange danske traditioner. Abdel bruger enorm energi, allerede som meget lille, på at forsvinde i mængden - passe ind. Mens mor bruger energi på at få omverdenen til at se, hvor godt familien har det - trods de mange perioder med penge og job- mangel. Abdel fanger tidligt interesse for at læse og skrive, og da han er på vej mod studentereksamen, søger han ind på journalisthøjskolen - og bliver optaget. Det bringer ham tidligt til DR, hvor han bestrider en del forskellige opgaver, men hvor medieverdenen med det samme tager ham til sig, kniber det fortsat med at blive accepteret i nattelivet og ikke mindst, finde ud af, hvor Abdel skal placere sig. Det er en biografisk fortælling om at forsøge at passe ind, gemme sig i mængden, men så alligevel finde ud af, at man er nødt til at stikke hovedet frem, hvis man vil forsøge at ændre noget. Og så er det Abdels råd til, hvordan integration kan forbedres - fra alle sider.
Bogen er skrevet i et herligt let og flydende sprog, de indsatte opdateringer fra Facebook virker både som supplement og som eksempler - og de virker rigtig godt. Abdel går til læseren med lige dele alvor og humor, og det er altså en blanding, der både virker super godt for læsningen, men så sandelig også for pointerne.
Jeg måtte flere gange tilbage i min egen fortid, for jeg har faktisk været en af de naboer Abdel taler om: Jeg bankede på mine nye Afghanske naboers dør, og bad om opskriften på den mad, der duftede himmelsk over plankeværket. Jeg er også så heldig at have fået en afrikansk bonusfamilie, som jeg mødte for 21 år siden, da vores ældste startede i skole. En familie jeg elsker højt, og en familie, hvor eneste forskel er, at de holder Eid, jeg holder jul.
Jeg kan genkende rigtig mange af Abdels problemstillinger, både fra min "familie" men også fra samfundet og den retning vores anskuelser og debattone har taget. Det er både trist og ikke-konstruktivt, og jeg føler et medansvar for at være med til at påvirke debattonen.
For nylig læste jeg Sort Land af Ahmad Mahmoud, som er en anden fortælling om at være i Danmark, og hvor svært det der med integrationen er. Nuvel, de to pæne herrer, kommer fra meget modsatrettede familier, men begge beretter åbenhjertigt og kommer med deres indspark i den, desværre, meget aktuelle debat. To forskellige sider, men faktisk med samme naturliglige budskab: Integration går begge veje, vi skal favne hinanden og vores forskelligheder, og vi skal turde blande os.
Hvor taler du flot dansk, er en vigtig fortælling, jeg nød beskrivelser og fik atter sat tankerne i gang. Jeg kunne godt have tænkt mig lidt mere dybde i nogle af problemstillingerne, men i det store hele, var det her en både lærerig, varm, vedkommende og vigtig fortælling.
Jeg vil slutte af med to ting, Abdels skønne mor skal være velkommen til kaffe, og så et citat fra Abdel, der både favner humoren og alvoren:
"Skift indfødretsprøven ud med en skål risalamande, og så snakker vi ikke mere om det"
© Bognørden
Abdel kom til Danmark i 1984, med sine statsløse Palæstinensiske forældre. Familien må flygte fra krigen og kommer til Danmark, med de bedste intentioner om at finde arbejde, komme til at høre til og finde fred. Familien er ikke heldige i Greve Strand, hvor naboen ikke vil drikke kaffe med Abdels mor, men da faderen får job på Fyn, bliver Middelfart det nye vendepunkt for familien. Begge forældre får, et perioder med utallige jobansøgninger, arbejde og hele familien bliver indført i nogle af de mange danske traditioner. Abdel bruger enorm energi, allerede som meget lille, på at forsvinde i mængden - passe ind. Mens mor bruger energi på at få omverdenen til at se, hvor godt familien har det - trods de mange perioder med penge og job- mangel. Abdel fanger tidligt interesse for at læse og skrive, og da han er på vej mod studentereksamen, søger han ind på journalisthøjskolen - og bliver optaget. Det bringer ham tidligt til DR, hvor han bestrider en del forskellige opgaver, men hvor medieverdenen med det samme tager ham til sig, kniber det fortsat med at blive accepteret i nattelivet og ikke mindst, finde ud af, hvor Abdel skal placere sig. Det er en biografisk fortælling om at forsøge at passe ind, gemme sig i mængden, men så alligevel finde ud af, at man er nødt til at stikke hovedet frem, hvis man vil forsøge at ændre noget. Og så er det Abdels råd til, hvordan integration kan forbedres - fra alle sider.
Bogen er skrevet i et herligt let og flydende sprog, de indsatte opdateringer fra Facebook virker både som supplement og som eksempler - og de virker rigtig godt. Abdel går til læseren med lige dele alvor og humor, og det er altså en blanding, der både virker super godt for læsningen, men så sandelig også for pointerne.
Jeg måtte flere gange tilbage i min egen fortid, for jeg har faktisk været en af de naboer Abdel taler om: Jeg bankede på mine nye Afghanske naboers dør, og bad om opskriften på den mad, der duftede himmelsk over plankeværket. Jeg er også så heldig at have fået en afrikansk bonusfamilie, som jeg mødte for 21 år siden, da vores ældste startede i skole. En familie jeg elsker højt, og en familie, hvor eneste forskel er, at de holder Eid, jeg holder jul.
Jeg kan genkende rigtig mange af Abdels problemstillinger, både fra min "familie" men også fra samfundet og den retning vores anskuelser og debattone har taget. Det er både trist og ikke-konstruktivt, og jeg føler et medansvar for at være med til at påvirke debattonen.
For nylig læste jeg Sort Land af Ahmad Mahmoud, som er en anden fortælling om at være i Danmark, og hvor svært det der med integrationen er. Nuvel, de to pæne herrer, kommer fra meget modsatrettede familier, men begge beretter åbenhjertigt og kommer med deres indspark i den, desværre, meget aktuelle debat. To forskellige sider, men faktisk med samme naturliglige budskab: Integration går begge veje, vi skal favne hinanden og vores forskelligheder, og vi skal turde blande os.
Hvor taler du flot dansk, er en vigtig fortælling, jeg nød beskrivelser og fik atter sat tankerne i gang. Jeg kunne godt have tænkt mig lidt mere dybde i nogle af problemstillingerne, men i det store hele, var det her en både lærerig, varm, vedkommende og vigtig fortælling.
Jeg vil slutte af med to ting, Abdels skønne mor skal være velkommen til kaffe, og så et citat fra Abdel, der både favner humoren og alvoren:
"Skift indfødretsprøven ud med en skål risalamande, og så snakker vi ikke mere om det"
Ingen kommentarer:
Send en kommentar