fredag den 29. juli 2016

Drømmetyderens død

AF A.J. Kazinski


397 sider Politiens Forlag

Dette er makkerparrets fjerde udgivelse i serien om Niels Bentzon, se mere om tidligere udgivelser herunder. Jeg har været med fra starten og haft en stigende glæde ved romanerne, så for ventninger til denne nyeste var naturligvis i top. 
Læs mere om forfatterne her

Niels Bentzon er i sit livs krise, hustruen Hannah har netop fået diagnosticeret livstruende cancer, og en operation skal vise, om der er noget som helst at gøre. Mens Hannah skal opereres tilkaldes Niels til en gidselsituation hos Evelyn, en anerkendt professor i psykologi og drømmetydning. Evelyn overlever ikke, og Niels bliver inddraget i jagten på gerningsmanden. Da Niels finder en meget speciel drøm beskrevet på offerets computer, bliver han mere og mere overbevist om, at der er meget mere i denne sag, end det umiddelbare kan forklare. Men kan Niels overhovedet tillade sig at bruge tid på arbejdet, når Hannah er så alvorligt syg, og bør han ikke tage sig af sine tvillinger i stedet? Sarajevo 1984, olympiaden skal til at begynde, og Daro kigger tilbage på en ulykkelig ungdom, som siden faderens forsvinding, har været præget af overgreb mod moderen og en ung drengs desperation for at hjælpe hende. Daros vej til olympiaden er langt fra belagt med samme underlag som mange af atleterne, og spørgsmålet er så om han kan klare opgaven. Både Niels, Hannah og Daro synes at være på deres livs opgave.

Sproget er, helt i vanlig stil, flydende og yderst letlæseligt. Uanset indhold, evner de to herrer at servere handlinger på en måde, hvor læseren bare skal holde styr på øjnene.

Selve handlingen er selvstændig, men en del af figurerne er gengangere fra de tidligere romaner i serien. Niels, hustruen Hannah og en del af Niels´ kollegaer på Købehavns politigård. Udover den første i serien, som ikke helt fangede mig, er Niels vokset på mig, jeg har været begejstret for makkerparrets portrættering af "levende" mennesker. Specielt forgængeren fandt jeg virkelig solid. Jeg anerkender forfatternes præmis, men min skuffelse over denne nyeste, overskygger desværre de positive indslag..

Jeg kommer aldrig til at tro på andre end Daro. Handlingen, og specielt Niels og Hannahs handlinger, falder fuldkommen igennem hos mig. Jeg synes det virkede kunstigt, der var for mange stilstående gentagelser, og frem for alt troede jeg ikke på de mange sidespor. Jeg var med de første kapitler, men i takt med at handlingen udrulles, bliver jeg mere og mere irriteret på måden Niels og Hannah tænker og agerer. Jeg kom som sagt, aldrig til at tro på dem, der var for mange urealistiske og lette løsninger, til at jeg kunne fastholde troen på både plot og handling - og derfor udeblev spændingen også.

Researchen er som altid i top, jeg vil gerne honorere både de historiske indslag og som sagt sproget. Og så vil jeg håbe, at de to herrer i den næste roman, går tilbage til stærke og realistiske figurer og handling.




Tidligere udkommet i serien om Niels Bentzon: 

1. Den sidste gode mand

2. Søvnen og døden  Læs anmeldelsen her

3. Den genfødte morder Læs anmeldelsen her

Fritstående romaner: 

En hellig alliance Læs anmeldelsen her

Forfølgerne Læs anmeldelsen her

Under pseudonymet Anna Ekberg: Den hemmelige kvinde  Læs anmeldelsen her 

Novelle i krimi og spændingssamlingen Over grænsen Læs anmeldelsen her

© Bognørden

Ingen kommentarer:

Send en kommentar