tirsdag den 28. februar 2017

Underet

AF Emma Donoghue


310 sider Politikens Forlag

Denne irske forfatter, der i dag er bosat i Canada, slog igennem internationalt med romanen RUM i 2010. Hun har skrevet flere romaner , skuespil og radioteater men dette er altså hendes anden danske udgivelse. Læs mere om forfatteren her.

I 1850´erne får den engelske sygeplejerske Lib en usædvanlig opgave. Hun skal rejse til en lille landsby i Irland og overvåge den 11 årige Anna. Lib er oplært af selveste Florence Nightingale, hun er sidst i 20 érne, alene og siden udsendelsen til Krim har Lib haft svært ved at finde blive arbejde. Hun takker derfor ja til den nye opgave, men allerede ved ankomsten til den lille irske by, begynder Lib at undre sig over de meget religiøse beboere. For Anna, som Lib skal overvåge, er blevet et tilløbsstykke. Folk valfarter fra nær og fjern for at se den lille pige, der er udråbt til at være et mirakel. Sagen er nemlig den, at Anna efter sigende ikke har indtaget føde i fire måneder og synes at leve i bedste velgående. Lib skal sammen med nonnen søster Michael, overvåge pigen 24 timer i døgnet, sørge for at afsløre den mindste snyd med mad og ellers være sandhedsvidne to uger senere. Men meget hurtigt opdager Lib, at den fattige familie opfører sig yderst mærkværdigt - det samme gør byens præst og byens læge. Lib er overbevist om, at pigen naturligvis spiser i smug, så hun gør sig klar til at afsløre svindlen og tage tilbage til England. Men spørgsmålet er så om Lib finder ud af sagens rette sammenhæng - og det inden, det kommer til at koste liv.

Jeg var meget begejstret for RUM, den sidder stadig klokkeklart på min nethinde og derfor var denne nye roman ventet med både enorm stor forventning og lidt nervøse trækninger. For RUM har sat barren ved højeste punkt, kan Donoghue virkelig levere sådan en toppræstation igen?

Dertil må jeg svare, at ja, den svære toer er virkelig god. Undereret er langt fra RUM og så alligevel ikke. For Underet er helt i stil med RUM, en psykologisk fortælling om et barn og dets omgangskreds. Lib er fortælleren og faktisk havde jeg langt hen af vejen lidt svært ved hende. Hun er bedrevidende, lidt storsnudet og arrogant. Men efterhånden som fortællingen rulles ud, så kom jeg både ind under huden på Lib og ikke mindst hendes bevægegrunde - og jeg kunne derfor tilgive en del af hendes skyggesider. 

Forfatteren har skrevet fiktion, der bygger på adskillige fortællinger om emnet med fastende mennesker, der ønsker at få tillagt guddommelig status. Samtidig med, at det dystre psykologiske drama udspilles, så er romanen også et billede af Irland midt i 1800 tallet. Konflikten mellem katolikker og protestanter spirer, de yderliggående religiøse portrætteres råt for usødet ligesom religionens magt over familie og samfund blottes.

Underet er derfor en mørk og på mange måder voldsom fortælling. Den rammer essentielle temaer, vækker alt fra harme over dyb frustration til varme, og derfor er det en roman, der nærmest læser dig selv. Mere tak, og snart.



Tidligere udkommet på dansk:

RUM


 RUM er en fuldkommen fantastik og virkelig grusom roman, hvor fortælleren er den fem årige Jack, der bor under jorden sammen med sin mor. For Jacks mor er nemlig kidnappet, holdt indespærret og voldtaget gennem flere år. Jacks far sørger for mad og strøm til deres fangehul, men alt andet må Jack og hans mor selv sørge for... Og hvordan er det egentlig at være barn i den lille underjordiske bunker, hvordan er det at ligge i klædeskabet når "manden" kommer forbi og ja, hvordan er det i det hele taget at være Jack?

© Bognørden

Ingen kommentarer:

Send en kommentar