søndag den 3. juli 2016

Belgravia

AF Julian Fellowes


435 sider Politikens Forlag

Forfatteren er nok mest kendt for sin TV-serie Downtown Abbey. Han er prisvindende forfatter, skuespiller, filminstruktør og producer. Læs mere om forfatteren her.

Jeg vil starte med at sige, at jeg ikke har set TV- serien, og egentlig heller ikke har haft den store interesse indenfor denne genre. Så jeg gik til romanen med åbent sind, og kunne faktisk kun overraskes - og det skal jeg da love for at jeg blev.

Scenen er sat i begyndelsen af 1800 tallet. Familien Trenchard, der består af faderen James, der er købmand, moderen Anne og, sønnen Oliver og datteren Sophia. De er taget fra London til Bruxelles, da James sørger for leverancer til den britiske hærs kamp mod Napoleon. Sophia har forelsket sig i Lord Bellasis, og det lykkedes Bellases at skaffe familien Trenchard invitationer til den hertuginden af Richmunds store bal, det ypperste indenfor den engelske adel. Men aftenen får en brutal afslutning for mange af deltagerne da slaget ved Waterloo bryder ud, og familien Trenchards fremtid ændres for altid. 26 år senere, i 1841 mødes de to familier igen. Familien Trenchard er bosat i et fint kvarter i London, faderen er stadig en succesfuld forretningsmand, med hang til opstigen på den sociale rangstige. Han lykkedes med at skaffe familien en ny invitation til adlens sammenkomster, og pludselig er fortidens begivenheder igen aktuelle.

Begravia er en fuldkommen forrygende roman om de højere kredse i England i 1800 tallet. Sproget flyder, og er sammen med de helt unikke beskrivelser, et virkelig solidt univers.
Dialoger og personportrætter er tidstypiske og meget stærke, jeg var til stede hos de medvirkende, jeg mærkede både følelser, stemninger og omgivelser. Og så havde jeg, til min egen store forundring, nærmest hele følelsesregisteret i brug.

Romanen giver et virkelig fint billede af både intriger, jalousi og snobberi. Både mænd og kvinder er stærkt portrætteret, og faktisk kunne jeg mærke samtlige medvirkende. Jeg har været underholdt, deltagende og haft ualmindelig svært ved at lægge romanen fra mig, den læste næsten sig selv, og jeg mærkede faktisk spænding omkring afslutningen. Så alt i alt er dette en fuldkommen fantastisk roman, der bare kalder på at blive læst - mere tak.


© Bognørden

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar