tirsdag den 16. august 2016

Bare sådan lidt

AF Johanna Lindbäck


197 sider Turbine

Denne svenske forfatter er en at Sveriges mest populære undomsbogsforfattere. Hun blev i 2010 nomineret til Nordisk Børnebogspris. Men denne roman henvender hun sig til 
aldersgruppen 9-12 år.

Majken er 12 år og går i 6. klasse. Hun er bedsteveninde med Tessan og de to piger har indtil nu haft et bundsolidt venindeforhold. Men efter sommerferien har alt ændret sig, Majken har været i Paris og Tessan er blevet veninde med den irriterende Belinda. Tessan er pludselig blevet interesseret i mode... og drenge. Intet kunne ligge Majken fjernere, hun har sit violinspil og venskabet med Tessan og er slet ikke interesseret i drenge. Men efterhånden som Majken opdager, at hende og Tessan ikke rigtigt har noget at deles om mere, bliver Majken virkelig ked af det. SÅ er det Ivan dukker op, Ivan er søn af Majkens mors kollega, ny i byen og spiller guitar. Majken og Ivan mødes nogle gange til musikundervisningen, og pludselig får Majken en, synes hun selv, genial ide: For at vinde Tessan tilbage, få noget at tale om igen, kan Ivan måske overtales til at lade som om, han og Majken er interesserede i hinanden, så Majken igen bliver en del af gruppen. 

Majken er jeg-fortælleren, og hun står knivskarpt på nethinden. Jeg var simpelthen tilbage i barndommen, og kunne ligeledes genkende noget af min egen datter i Majken - og mig silv som forælder. Hendes tanker og handlinger er yderst levende og meget realistiske. Den tidlige pubertet med alle dens spæde hormoner, bliver portrætteret sublimt. 

Bogen henvender sig mest til pigerne, hovedvægten er på Majken. Men drenge kan sagtens læse den, og få indsigt i teenage-verdenen. For også Ivan er skarp i portrættet, og begge figurer vil med garanti vække genkendelse hos den unge læser - og muligvis også give en aha-oplevelse. Sproget er nutidigt og frem for alt i øjenhøjde, det her er en bog, der på alle niveauer er til og med børn og unge.

Fortællingen er så fin, den giver et super godt billede af børn, der står på kanten til at blive unge. De stormende følelser, der er i venskaber, knækkede forventninger og den nye måde, de unge skal til at omgås på. Forælder, skolelærer eller ung - det her er en bog, der bare kalder på at blive læst. Underholdning eller læring, den er et mustread.



© Bognørden

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar