onsdag den 31. august 2016

Min rejse til rummet

AF Henrik Bendix & Thomas Djursing i samarbejde med Andreas Mogensen


267 sider Politiken Forlag

Andreas Mogensen blev jo verdensberømt i Danmark, da han blev den første dansker i rummet. Men der er så meget mere end den tur vi danskere kunne følge, og dette er fortællingen om en drengedrøm, der mange års slid senere, blev opfyldt. De to forfattere er hhv. videnskabsjournalist og redaktør på bladet Ingeniøren. 

Andreas har livet igennem været optaget af rummet, hans interesse for det naturvidenskabelige, fysikken og rummet, har derfor præget hans liv og uddannelser. Man kan ikke kalde Andreas´ liv for gennemsnitligt, for allerede som barn og ung, har har rejst meget og boet rundt om i verden. Og da DTU afslog Andreas´ ansøgning om optagelse på et kandidatstudie (mon ikke de fortryder det afslag?) var resten af verden en åben mulighed. Og ingeniøren Andreas har arbejdet og trænet over hele verden, det her er en fortælling om vejen til at blive den første dansker i rummet. De mange års hård træning i alt fra det russiske sprog over at bo i grotter på Sardinien til at få ophold på en undervands-base i USA. Denne bog rummer små erindringer af Andreas samtidig med, at de to forfattere beretter om rumfartens udvikling. Hvad laver man når man er i rummet, hvordan er det at leve deroppe, hvordan påvirker det kroppen etc. Med Andreas i centrum, er der både kendt og nyt unikt materiale og helt fantastiske billeder som understøttelse.

Nu har der været en hel del om Andreas i pressen, så en del af denne bog er kendt materiale. Men derudover er dette også en bog, der præsenterer et, for nogen, tungt stof, på en super let måde. Jeg har aldrig haft den store interesse for videnskab og rumfart, fulgte ikke specielt meget med i Andreas´ færd, men blev til min egen store overraskelse fanget af denne fortælling. Jeg fik ny og brugbar viden, i et fængende og let sprog, der udover at op/belyse også sørger for at uvidende kan være med.

Jeg har de senere år opdaget, at jeg er blevet meget begejstret for biografier. Andreas Mogensen var muligvis ikke havnet på min læseliste, hvis jeg selv skulle have valgt, og derfor er jeg så meget mere glad for, at han dukkede op - for det har i den grad været en positiv oplevelse, der har gjort mig en hel del klogere, og måske mere nysgerrig.

Dette er bogen, der sørger for at noviser og ikke-nørder kommer med ind i en unik verden, der ellers kun rummer de få. Læn dig tilbage og nyd turen - den er det værd.


© Bognørden

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar