Q

AF Henrik Qvortrup

357 sider People´s Press

Så snart jeg hørte om tilblivelsen af denne biografi, vidste jeg, at den skulle jeg bare læse.

Henrik Qvortrup er i min optik en sublim politisk formidler, hans store kendskab 

og interesse brænder igennem, og i mit hjem, hvor vi altid er politisk interesserede

og engageret, har han været et fast indslag i nyhedsstrømmen, og er faktisk savnet. 

Dertil kommer så hans fortid på den skrevne presses enfant terrible: Se & Hør - her fremstod han altid som en mand med meget store moralske mangler og en mand, der 

var iskold overfor både kritik og menneskelige hensyn. Manden det meste af Danmark har en holdning til. og som mange elsker at hade...Naturligvis var dette en must read!

Henrik Qvortrup skriver præcis lige så levende og fængende, som han på TV

udbreder sit politiske engagement. Læsere, der håber at finde en masse snask 

omkring den nyelige "Tys-tys kilde" og skandale, bliver (heldigvis) i hovedtræk

skuffede - naturligvis berøres delen, men biografien er først og fremmeste en 

yderst undeholdende tur rundt i Qvortrups karriere, og frem for alt en fin indsigt

i hans politiske virke, og en gennemgang af venner og fjender. 

Qvortrup har gennem karrieren haft mange skiftende arbejdspladser, selv om han, efter

eget udsagn, har haft den politiske gren højst på ønskesedlen siden journalisthøjskolen,

fremstår han som en mand, der hurtigt bliver rastløs, søger endnu grønnere græsgange

og måske også mere indflydelse og magt? derfor er der en del stop på vejen.

Qvortrup lægger ikke fingre imellem i denne biografi, her er læseren med på første

parket, når han svinger sin skarpe tunge over de mennesker, han mener sig

uretfærdigt behandlet af, noget er interessant, noget smager en smule af hævn!

Qvortrup er jo selv et menneske om hvem, der er sagt mange ting, specielt i hans

tid på Se & Hør og tiden efter, jeg er ikke så naiv, at jeg ser denne biografi som en

sandheds åbenbaring - det er et partsindlæg, og skal behandles som sådan.

Jeg kender ikke manden privat, så jeg kan ikke udtale mig om hans mentale tilstand (som

utrolig mange mennesker ikke har afholdt sig fra) men jeg kan efter endt læsning 

konstatere, at det image, som kold og kynisk chefredaktør, Qvortrup gentagne

gange nævner i bogen, nok ikke udelukkende er image: Bedste eksempel er for mig

afsnittet omkring Casper Christensen, hvor Q beretter om en mand, der er mærket

og faktisk gør et stort indtryk... Jeg savner stadig Qs undskyldning og tilkendegivelse

af, at han er gået over stregen, i alle tilfælde ind imellem. Derfor kan nogle af de
senere klagepunkter over pressens behandling af Qvortrup selv, klinge lidt
hult - men gennemgående tegnes der er fint (!) billede af, at også den danske
presse er præget af, at moral er godt, dobbeltmoral dobbelt så godt!

Det ganske fine portræt Politiken havde af den slagne Qvortrup i efteråret, sammenholdt med de ufattelig mange personefiserede artikler i stort set alle medier, er medvirkende

til at berette om en journaliststand, der ikke selv kan stå ved egne holdninger.

Nuvel, Qvortrup har i mange år haft rumpen i hånd-højde, og må forvente klask

indimellem, præcis som han selv benyttede den form på Se & Hør, MEN jeg må

blankt indrømme, at han i mange år er blevet udsat for en langt mere hårdhændet

behandling end de fleste andre i branchen. 

Har jeg ondt af ham? måske en smule, tager jeg de grovkornede briller på, kan jeg 

påstå at nemesis ( Min skønne gymnasie-søn insisterer voldsomt på at lære mig, at i 

dag er nemesis "so last year" så Malthe, denne er til dig: Karma) 

rammer den hårdhændede chefredaktør - jeg tror jeg ender på en blanding. Manden må stå på mål for sine handlinger, hvilket jeg synes han gør rigtig godt, kan han straffes for at antage kilden og aflønne ham, må Q tage straffen, men samtidig synes jeg, der er et rimeligt krav at han er uskyldig til domstolene har talt, og at han behandles nogenlunde som andre, jeg forstår en mere hårdtslående tilgang, han har ikke selv praktiseret den store brug
af fløjlshandsker eller tilbageholdenhed, men hetz er aldrig klædeligt.

Alt i alt en super underholdende og meget interessant bog, Qvortrup en en 

blændende retoriker, dette er endnu et eksempel derpå - tidspunktet og indholdet

er ganske godt modspil til hetzen (forsvar) af en af tidens mest markante journalister.

Er du politisk og journalistisk interesseret, er den afgjort et must read.

Økseskibet

AF Jens Henrik Jensen

466 sider Forlaget Borgen

Jeg er kommet ind i den tredje trilogi af denne fantastiske konspirationstoretikers

forfatterskab, nemlig med De Hængte hunde & De mørke mænd.

Jens Henrik Jensen er så absolut den bedste forfatter indenfor denne genre, og

derfor måtte jeg naturligvis et dyk ned i hans tidligere udgivelser.

Økseskibet er en blanding af fakta og ren fiktion. Sagen om Økseskibet og den

tilbageværende sømand, er faktuel. Den er yderst mærkværdig og gengives i bogen, efter forfatterens bedste evne i forhold til virkeligheden. Derudover er resten af historien,

med alle øvrige steder og personer bygget op som fiktion.

Handlingen tager sit udspring i netop sagen om Økseskibet, Nina Portland er

kriminalassistent i Esbjerg og var med da skibet for 11 år siden blev fundet.

Hun har ikke kunnet lade sagen ligge, og da hun under et kursus i Estland

ser den enlige overlevende sømand, starter hun sin egen efterforskning. Den bringer

hende udover Esbjerg og Estland, også til England og Skotland. Nina er enlig mor

til 10 årige Jonas, hvis engelske far forsvandt lige efter sagen om skibet, og da

han pludselig dukker op i hendes efterforskning, øjner hun mulighed for

at slå to fluer med ét smæk, og sætter alt ind på at finde forklaringerne.

Thrilleren er velskrevet, velkomponeret og det er tydeligt, at der ligger et meget stort research arbejde bag denne massive aktion handling. Her mødes det den danske betjent med både den russiske mafia, det engelske MI5 & MI6 og radikale islamister.

Det er ganske simpelt den danske, kvindelige pendant til 007 James Bond.

Nina Portland er på egen hånd ude i beskydninger, bomber og mord, hun er

egenrådig og dumdristig, så alt foregår på hendes egen måde og uden den normale

berøring med kollegaerne i det danske politi. Plottet vikles fint ind i den faktuelle

historie ligesom alle sløjfer bindes til slut.

Nu er det sådan, at jeg skal kunne identificere mig med "mine" personer, jeg 

skal finde en åbning hos dem, hvor jeg kan relatere og måske holde af dem - 

det kunne jeg slet ikke her: jeg bryder mig afgjort ikke om personen Nina Portland.

Hun er en inkompetent kriminalassistent med storhedsvanvid, en skidt kæreste og mor, 

der ikke evner at sætte sønnen før hende selv, kort sagt er alle hendes relationer

præget af hendes store ego og hendes manglende selv-indsigt. Jeg kunne ikke finde

et eneste holdepunkt i hendes figur jeg brød mig om, så der blev min interesse

i handlingen farvet af manglerne. Der er for mange lette løsninger, for

meget urealistisk aktion til, at jeg for alvor blev fanget af handlingen.

Derudover er genren med agenter, efterretningstjenester og vild aktion, ikke lige

min kop the. Det skal forfatteren bestemt ikke klandres for, for han har begået en

sand litterær pendant til 007, jeg fik bare ikke det udbytte, jeg havde ønsket.

Og så er det vældig svært at komme fra to så sublime romaner, som de

nævnte - selv om jeg for alvor prøvede, lå det i baghovedet, at forfatteren i min

optik, er klasser bedre som konspirations teoretiker med langt mere realisme, og 

frem for alt, med temaer jeg er langt mere hjemme i.

Men trods min manglende indlevelsesevne, skal denne thriller på det varmeste 

anbefales, for jeg er sikker på, at alle med hang til agenter og aktion 

simpelthen vil elske denne thriller, for på dette felt giver den fuld valuta og er

som nævnt virkelig gennemarbejdet og velskrevet.

ENE gænger - Portræt af en prins

AF Stéphanie Surrugue

382 sider Politikens Forlag

Denne biografi kom på læselisten af to væsentlige årsager: Madame Surrugue er

en, i min optik, fantastisk journalist indenfor kulturen, vores fælles lidenskab: 

Tour De France og som paneldeltager i min absolutte radiofoniske last; lørdag

formiddage med Mads & Monopolet på P3. Jeg måtte have øjnene på hendes biografi

og se, om jeg også her kan rose hende - og lad mig blot slå fast: det kan jeg!

Min berøring med kongehuset er, som så mange øvrige danskere yderst sporadisk.

Jeg kom til verden kort efter Prins Joachim og tilbragte mine første dage på samme

klinik, men den historie har nu aldrig været stor udenfor min mormors hjem.

Derudover var jeg naturligvis, med mormor i hånden, på Amalienborg nogle

gange som barn, ind og se slottet og garderne i husene. Og så har jeg ellers

haft kongehuset som en del af min kultur op gennem livet. Min mormor var royalist

til fingerspidserne, havde flere bøger om og af de kongelige, men mit kendskab

sluttede ved TV skærmen og i avisernes spalter. Jeg er hverken royalist eller modstander 

af monarkiet. Og jo, jeg husker glimrende at

normen har været: Ham Prins Henrik, hvorfor taler han ikke dansk, hvorfor er

han så løjerligt klædt på og skal sådan en priviligeret mand nu også sidde og tude

over, at han ikke må være konge af Danmark?

Derfor tænkte jeg, nu læser jeg biografien: jeg forener min nysgerrighed efter Madam Surrugues  skrivefærdigheder, med nysgerrigheden efter at se om denne Franske herre

indeholder mere end hans dårlige rygte siger om ham?

Biografien er en helt unik fortælling om og af en mand, der er usædvanlig. Ikke blot i form

at hans kongelige status, men så sandelig også i hans vid, evner og oplevelser.

Vi er med på sidelinjen da Henri vokser op i sit elskede Indokina inden verdens-

krigen tvinger familien tilbage til det Sydfranske. Her vokser grevesønnen op

under en voldsom patriark, hans far. Børnene sad ikke med ved bordet, man

skulle udelukkende tiltale forældrene med De, Dem og Deres, og der faldt ind imellem

lussinger, hvis børnene ikke gebærdede sig. Henri er en yderst veluddannet  og

kulturel herre, han fik lunkarriere indenfor det franske diplomati, og stod til at 

blive udsendt som ambassadør, da han møder den Danske Prinsesse Margrethe.

Det bliver starten på en voldsom omvæltning for Henri, Greven, der nu er

Prins Henrik af Danmark. Prinsen går ind i sit nye liv med alt hvad han ejer og har

af personlige erfaringer og engagement, men meget hurtigt står det fast, at ligegyldigt,

hvad han siger og gør, er danskerne ikke tilfredse med ham. Han kritiseres for

snart sagt alt. Børneopdragelsen er for hård, hans sprogkundskaber stadig alt

for ringe til dansk standart, og så laver manden jo intet, udover at leve et overklasseliv

godt beskyttet og fyldt med privilegier. 

Biografien er en hjertevarm og meget intim og informativ beretning om en mand, der skulle gå så grueligt meget igennem, selv om han allerede havde fået pigen og 

det hele kongerige. Det er et billede af et menneske, der livet igennem har

 søgt efter noget essentielt, nemlig hans egen eksistensberettigelse. 

Priviligeret eller ej - det må være en menneskeret, men det blev en voldsom kamp. 

Biografien fortæller også om en utrolig varm og dedikeret mand, der holder 

af mennesker, kerer sig om mennesker og faktisk har en livsfilosofi, der handler om at glæde andre, være noget for andre og derigennem glæde sig selv. Her er

fortællingen om prinsen, fra hans familie, både den franske og danske, flere

af hans venner og bekendte, kort sagt et unikt indblik i mennesket Henri.

Prinsgemalen, som han blev til efter næsten 40 års ikke eksistens, har lagt et

uvurdeligt arbejde i Dansk Røde Kors, i at fremme dansk eksport, og har først 

grundlagt den danske WWF og siden, gennem årtier, styrket foreningen, og sådan

kunne jeg blive ved. Der er mange ting, den brede danske befolkning ikke 

er oplyst om, da medierne ikke fandt dem interessante nok.

Og lad mig blot slå fast: denne biografi er, udover at være en fortælling om

en ægtemand, far, ven, protektor osv. også en fortælling om, hvor grimme

medierne kan være, jeg husker ikke alle de utallige udfald, der har været mod

Prins Henrik, men mange af dem, og de tidligere gengives fint her - i al sin gru.

Hvordan er det vi behandler nydanskere, og kan pressen virkelig tillade sig at

drive hetz efter forgodtbefindende? Den debat er jo desværre evig aktuel, så

bogen her, er endnu en hjørnesten. Og trods det faktum at manden naturligvis er 

yderst priviligeret, ville jeg ikke bytte plads med ham - om så jeg blev betalt!

Biografien er som nævnt varm og velskrevet, ind imellem kører den en smule i ring, men

det store billede efterlader en meget klart billede af et menneske der livet igennem

har kæmpet, haft voldsomme nederlag med heldigvis også mange sejre.

Prinsgemalen blev voldsom kritiseret og latterliggjort da han ytrede ønske om

en plads ved siden af hans hustru, tankerne, de store omkring dette har altid

været meget private, men her i bogen siger HKH Prins Henrik: "Det er første gang

jeg taler så åbent om alt dette - Men jeg insistere på at tale højt om det, inden jeg dør"

Og det gør han, på fineste vis, der er intet at tage fejl af, intet at misforstå, og 

naturligvis burde han for længst havde fået sin eksistensberettigelse, jeg

håber den kommer i hans tid!

Mine bedste anbefalinger, den sætter tanker i gang, puster til fordommene

og frem for alt er den vedkommende og sætter et stort menneskeligt aftryk.

Americanah

AF Chimamanda Ngozi Adichie

514 sider Forlaget Gyldendal

Americanah er den prisbelønnede, Nigerianske forfatters fjerde

roman, mit første møde med forfatteren - og jeg kan med glæde afsløre, at

det bestemt ikke bliver det sidste jeg læser af hende. Forfatteren er 

ligesom hovedpersonen opvokset i Nigeria, men rejste til USA for at studere.

Romanen er fiktion, men jeg er sikker på, at mange af pointerne er oplevede

episoder, hvilket kun sætter tingene i yderligere perspektiv.

Americanah er en meget original roman, dels er den opbygget af både

personskildringer, blogindlæg og en herlig blanding af før og nutid. Dels er denne

blanding med til at holde læseren på stikkerne, der afkræves konstant holdninger

mens de to hovedpersoners liv udfolder sig, sammen og hver for sig.

Handlingen er opdelt i de to hovedpersoner, med hovedvægten på Ifemelu. Vi følger

hende gennem hendes opvækst i Nigeria. Hun er boglig, drømmer om udlandet

og er i det hele taget nysgerrig på livet og meget egenrådig. Hun forelsker sig i

Obinze, og sammen drømmer de stort. Da der var mange strejker blandt underviserne

søger Ifemelu mod USA for at studere, og de to unge mister kontakten. 

Vi følger derefter Ifemelu i hendes kamp med at finde fodfæste, både som sort

og som menneske. Hun starter en blog om race, den bliver en kæmpe succes, men

hun bliver aldrig et helt menneske i USA, og så spøger fortiden igen i hende.

Obinze bliver i Nigeria da Ifemelu rejser, han søger senere til England for at skabe

sig en ordenlig fremtid, men ender som ulovlig borger, det bliver aldrig det liv han 

søgte, og ender med at han sendes tilbage i, for ham selv, stor skam.

13 år efter deres afsked er Obinze en succesfuld forretningsmand i Nigeria, Ifemelu

vil tilbage, men tør ikke tage kontakten til Obinze, for kan det de havde sammen

stadig bære, efter de mange års adskillelse og mange nye erfaringer?

Romanen er velskrevet, men jeg skulle lige vænne mig til denne lidt specielle 

skrivemåde, vekslingen mellem før og nutid, iblandet blog indlæggene. Men

da jeg først havde tunet mig ind, var det bare at læne mig tilbage og nyde turen.

Romanen voksede på mig i takt med at siderne vendtes, jeg havde meget svært 

ved at lægge bogen, også i læsepauserne.

Som nævnt er det en skøn blanding af ung kærlighed, livet i et udviklingsland

og frem for alt, det, desværre, stadig aktuelle tema omkring race. Forfatteren

 er ikke fordømmende, men hun leverer gang på gang, super gode pointer i

omgangen mellem hvide og sorte mennesker. Det er både befriende og sørgeligt,

at vi stadig i 2015 har disse skel rundt om i verden.

Alt i alt, en helt fantastisk dejlig roman, der både stiller kærlighedens tørst

og sætter spørgsmål ved de menneskelige handlinger.

Den skal så afgjort havde de varmeste anbefalinger, ligesom jeg vil glæde

mig til at læse mere fra hendes hånd.

 Af samme forfatter:

Lilla Hibiscus

En halv gul sol

Det du har om halsen

Vi burde alle være feminister (essay)

2014 i bøger og ord

Her på falderebet af 2014 vil jeg gerne starte med at ønske jer alle

et rigtig godt nytår

2014 har på mange måder budt på forandringer og nye impulser, først og fremmest blev

denne blog født i sommers. Det var en ide om at dele min litterære lidenskab

med endnu flere, der affødte bloggen - Tusind tak for at have taget så fint imod den.

Udover min faste anmelder aftaler, er der kommet nye til, og jeg glæder mig

utrolig meget til det fremtidige samarbejde.

Derudover har 2014 budt på rigtig mange herlige læseminder, jeg er i skrivende stund

i gang med at læse min bog nr. 167 i år, så der er gået mange linjer forbi mine

øjne, jeg har læst over 60.000 sider, hvilket jeg selv er rigtig godt tilfreds med.

I de 166 færdiglæste bøger har der været virkelig mange dejlige overraskelser:

Min næsten livslange forkærlighed for krimierne er stadig levende, og der er jeg

blevet rigtig godt forkælet i år. Bl.a Jesper Stein, Karin Slaughter & Jo Nesbø

har leveret stor kvalitet. På spændingsfronten blev jeg igen begejstret for bl.a.

Jens Henrik Jensen, Jacob Melander og den nye Frederik T. Olsson har

leveret til top præstationer, der lover fantastisk for fremtiden.

2014 blev også året, hvor jeg pludselig fik øjnene op for en, for mig, lidt 

udelukket gruppe: Biografierne. Her fik bl.a Peer Kaae, Lisbeth Zornig & Grete-Lise Holm, 

Mahtob Mahmoody mig til at fatte fornyet interesse for denne genre, og jeg påtænker så afgjort at gøre mere ved den. Af de mere informative biografier har Puk Damsgaard og

Simi Jan gjort er voldsomt indtryk på mig, hvor er jeg glad for at være med

på sidelinjen, det var grusomt og frembragte livsvigtig information. Puk

arbejder på en ny bog, så jeg venter naturligvis med spænding. Denne genre

er bestemt kommet for at blive hos mig.

I sportens verden har jeg haft det fantastisk, først og fremmeste med Brian Holm,

der vækkede min vinterdvale omkring cykling og Tour de France, håndboldspillere er

fulgt med, og de kommer bestemt ikke af listen i den nye år.

Noveller og digte har aldrig rigtig været min kop the, men også her fik jeg 

modspil til min egen holdning: Anna Grues novellesamling "De andre" var fantastisk 

ligesom Yahya Hassans digte gjorde ligeså stort og meget positivt indtryk.

Herligt, at få rykket ved fordommene.

På romanfronten har jeg haft et vidunderligt år, det er svært at skulle fremhæve

nogle mere end andre, men her kommer nogle stykker: En flænge i himlen, 

Den kongelige Egyptiske Automobilklub & Britt-Marie var her. 

Derudover ved jeg at fx. Thorstein Thomsen, Anna Grue& Jojo Moyes

barsler med deres nye romaner i 2015. Så på mange måder er jeg helt sikker

på at også næste år bliver et helt fantastisk bogår.

Tusind tak for et dejligt 2014 og på gensyn i 2015.

Stalker

AF Lars Kepler

Stalker er 5. bind i forfatterparret Ahndorils serie om den svenske kommissær

Joona Linna. Jeg har været ovenud begejstret for de forgående fire, så denne

nye var længe ventet hos mig - og med sine 600 sider var jeg i himmerige.

Og helheden røg da også direkte ned, de mange sider vendte stort set sig selv.

Som altid er parrets thrillere/krimier yderst velskrevede, sproget flyder og er yderst

levende og realistisk. Det gør sig også gældende denne gang.

Politiet modtager et link til et youtoube klip, hvor en kvinde er filmet gennem hendes

soveværelsesvindue. Ingen tager klippet alvorligt før kvinden findes brutalt myrdet.

Dette gentager sig, det andet offer bliver fundet af sin mand, der går i panik,

rengør hele huset og lægger hustruen i seng, inden han tilkalder politiet.

Persongalleriet er mange af de kendte fra tidligere i serien, dog er Joona i hans fravær "byttet ud"med den højgravide Margot Silverman. Hun er en klædelig forfriskning

i teamet, og gør det rigtig godt.Kommissær Joona forsvandt efter afslutningen 

på teamets flerårige sag, han formodes omkommet ved selvmord.

 Men kollegaen Saga er af en anden overbesvisning

og indleder en privat eftersøgning af Joona. Samtidig er Joonas gamle ven, 

psykologen Erik med omkring opklaringen på kvindemordene. Han undlader at

fortælle essentielle ting omkring hans berøring med ofrene og starter sin egen

efterforskning af sagerne, men det skal blive fatalt for Erik.

Stalker er en virkelig grum thriller, den er som nævnt levende og velskrevet, så

adrenalinet kommer på arbejde gennem handlingen. Jeg måtte igen holde

fast på øjnene, der vældig gerne ville videre i handlingen inden læsningen

nåede dertil. Og lad mig blot sige: Makkerparret skriver rigtig voldsomme

thrillere, der er altid godt med vold og blod, denne nyeste afviger ikke fra det modus,

så er man ikke til den slags, er det ikke Jonna & Co. man skal "hygge" med.

Coverbeskrivelsen omkring handlingen holder ikke vand, Saga var faktisk

slet ikke medvirkende i denne 5. i serien - jeg savnede hende faktisk, selv om

den var rigelig spændingsmættet uden, men hendes figur manglede.

Politiets arbejde er i denne præget af en del inkompetence, der er lidt for 

mange fejl og lette løsninger til at jeg var tilfreds. Til gengæld synes jeg plottet holder

hele vejen sammen med spændingen. Jeg gættede livligt med hele vejen, og da

jeg endelig ramte plet, var det spændingen omkring afslutningen der overtog - 

der er igen fuld valuta på den front.

Som nævnt savnede jeg noget realisme i handlingen, både fra politiet og i særdeleshed

fra den ene hovedperson - handlingerne blev for groteske, det kunne sagtens

have været skåret mere realistisk, men med samme spændingsniveau. 

Jeg synes ligeledes at forfatterne skruer for meget op for volden og de 

grusomme handlinger da klimaks er på det højeste, det er en skam, for det

blev altså lidt ødelæggende for læsningen.

Alt i alt endnu en super thriller, letlæselig, rå, men så afgjort velskrevet

og spændingsmættet - for fans et must read, nye læsere kan starte

her, men bør tage serien fra start af. Jeg runder op til 4.

Tidligere udkommet i serien:

Hypnotisøren

Paganinikontrakten

Ildvidnet

Sandmanden

Signe

AF Lars Johansson

Signe er fiktion baseret på en sand historie - og hvilken historie...

Bogen blev mig anbefalet, jeg kendte ikke hverken forfatter eller bog, men den 

fik glødende anbefalinger i mit læse-netværk, så jeg kastede mig over de 600 sider.

Romanen er yderst velskrevet, den er skrevet i 3. person, det ødelægger en smule

af min oplevelse, men i det samlede billede kan det ikke være anderledes, 

netop fordi det er en fortælling om historiens gennemlevelse. Ind imellem er

passagerne en smule lange, men i det store billede, er den levende og yderst

realistisk i al sin gru.

Signe er en ung jysk pige, der trods det, at hun er gift til anden side, forelsker

sig i den tyske soldat Felix, der er udstationeret i Danmark under 2. verdenskrig.

Felix er ligeledes gift, og har to små børn, og en tredje på vej.

Signe lader sig uden at blinke, skille fra sin mand, og indleder et fast forhold

til Felix. Han bliver tvunget til at forlade SS for at lede en våbenfabrik i Tjekkoslovakiet,

han forlader DK og bosætter sig med familien ved fabrikken, Signe og Felix

har løbende kontakt og planlægger fælles liv efter krigens slutning, når Felix vil

bede sin hustru om skilsmisse. Imidlertid dør hustruen og Felix sender med

det samme bud efter Signe, hun skal straks komme ned og tage sig af hans børn

og starte livet med ham. Det gør Signe, og det bliver starten på en lang og meget

voldsom rejse gennem krigens gru. Her skildres flugten fra Russerne, den Amerikanske

overtagelse, og livet under krigen, dog primært fra Signes side. 

Signe er i sin heldhed et yderst usympatisk menneske, fortællingen igennem, kommer

hendes egoisme og manglende empati ganske tydeligt frem. Jeg vil nævne en

passage i bogen, som hos mig, fortæller det meste:

"Der skulle samles kvinder op fra en af nazisternes mønsterlejre; Dachau - Efter turen rundt i barakkerne blev kvinderne tvunget til at se de amerikanske optagelser fra lejeren, det var et frygteligt syn, som hun (Signe) slet ikke forstod, hvorfor hun, som dansker skulle konfronteres med"

Uden at afsløre mere af historien, konstaterer jeg blot, at denne kvinde, ikke skyede

nogen midler for at opnå det hun ville, primært ville hun have Felix. Hun lukkede

øjnene for nazisternes hærgen, ønskede ikke at vide, hvad der reelt skete i Tyskland

Hun  kunne muligvis "undskylde" sine handlinger med forelskelse, men jeg ser et

menneske, der udelukkende viste omsorg og respekt for andre mennesker, 

hvis det medførte øgede indtægter, informationer eller for egen vinding.

Alt i alt en helt fantastisk grum fortælling, men den fangede og groede på mig,

jeg var nødt til at finde ud af om Signe dog ikke vågnede op, blev klogere

udviklede empati.... Om det lykkedes, skal du selv læse dig frem til, for

jeg vil på det varmeste anbefale denne roman.

Der er netop udkommet et efterfølger til denne, Signes hjemkomst, den står

nu på min must read liste, ligesom der er udgivet en dvd om Signe, som kan lånes

på bibliotekerne: Den Tyske Hemmelighed.

Jeg har et tæppe i tusind farver

AF Anne B. Ragde

Anne Ragde er en af mine yndlings-roman forfattere. Jeg var vild med

trilogien om den Dansk/Norske familie Neshov. Siden har jeg købt alle hendes

romaner, og har heldigvis to stående på reolen - endnu ulæst.

Anne skriver i et fabelagtigt let og levende sprog, hendes personer er spillevende

og meget vedkommende, de sætter altid et stort aftryk efter endt læsning,

så jeg indrømmer gerne, at jeg havde tårnhøje forventninger til denne nye - 

og kan med det samme sige: De blev indfriet til fulde.

Anne Ragde har skrevet en fortælling ( Arseniktårnet)om hendes danske mormor,

 denne store svigt af moderen Birte og Birtes efterfølgende had til sin mor.

Jeg har et tæppe i tusind farver er på mange måder en fortsættelse.

Dette er en form for biografi, skrevet ind i en roman. Den handler i det store

billede om Annes mor Birte, hendes liv og kamp for at kombinere udetrangen

med livet som fattig enlig mor. Samtidig er det en gennemgang af Anna og

Birtes sidste tid sammen, inden Birte dør efter få måneders cancersygdom.

Det er er fortælling om to generationers samvær, moderens store skam

over ikke at have været en god mor, Annes fornemmelse af totalt svigt da

moderen flytter langt væk fra hende og hendes søn. Men samtidig en fortælling

fyldt med kærlighed to mennesker imellem, og lad mig blot slå fast: det er

ikke en helt almindelig kvinde, Birte. Hun var meget tvedelt, og har levet et

højst originalt liv, på godt og ondt. Anne fortæller på sublim vis om en

barndom i yderste fattigdom, men hvor mor holdt på formerne, og knoklede

for sine piger. Anne fortæller om forholdet mens hun vokser op og er blevet voksen,

på en fantastisk levende, rå og kærlig måde - Jeg var til stede gennem hele

fortællingen, læste den på rekordtid, for jeg kunne simpelthen ikke lægge

den fra mig, heller ikke i tankerne i læsepauserne.

Det er ikke en kronologisk gennemgang, tværtom. Udgangspunktet er de fire

måneder fra Birte får lymfecancer og til hun går bort. Anne er sammen med sin søster

de faste holdepunkter i moderens pasning, også fordi det norske sundhedsvæsen

svigter groft. Her er samtalerne så udgangspunkterne for de mange tilbageblik 

gennem livet. Normalt ville jeg ønske kronologien, men jeg indrømmer blankt, 

at denne originale skrivemåde virker virkelig stærkt og godt her.

Jeg har som nævnt kun to Ragde romaner til gode, men trods min store 

glæde ved de forgående udgivelser er der ingen tvivl i mit sind: dette

er den bedste roman jeg har læst af Ragde. Den er på alle måder sublim,

både i skrivemåde handling og indlevelse, og den efterlader et meget stort

aftryk af tre stærke kvindeskæbner.

Den skal have de bedste anbefalinger, den er så afgjort et MUST read.

Tidligere udgivet voksenromaner:

Trilogien:

Berlinerpoplerne 2007

Eremitkrebsene 2007

Ligge i grønne enge 2008

Arseniktårnet 2009 (beretningen om mor/mormor)

Natønsket 2010 (erotik)

En tiger for en engel 2011

Jeg skal gøre dig så lykkelig 2012