søndag den 27. december 2015

Det stof som drømme er gjort af

AF Sarah Engell



Sarah Engell har skrevet flere romaner bl.a. Du og jeg for evigt, som sammen med denne roman er genudgivet på et nyt forlag. Læs mere om forfatteren her. Jeg har læst Du og jeg for evigt og var meget begejstret, se anmeldelse nederst, så forventningerne til denne
var naturligvis også i top.

Romanen er yderst letlæselig, levende og skræmmende realistisk. Sproget flyder, kapitlerne er korte og helheden gør, at det er en roman, der er læst på ingen tid.

Dicte er kæreste med Adam på tredje år, han er leder i et stort firma, hun arbejder hos en ejendomsmægler. De køber hurtigt en stor penthouse lejlighed på Amager, og nyder i det hele tager både livet og hinanden. Eneste sorte plet er, at de ikke kan blive gravide, hvilket går Dicte voldsomt på. Men da Adam frier til hende får hun meget snart mange flere ting at tænke på, hun forvandler sig fra en forelsket kvinde til levende Bridezilla. Adam lader hende bestemme alt omkring brylluppet, og snart har Dicte brugt mange hundrede tusinde kroner, samtidig med, at hun er forvandlet fra en varm og kærlig kæreste, til en stresset kvinde, der ikke kan meget andet end at bruge penge, kontrollere alt og kritisere Adam, Langsomt men sikkert bevæger de sig ud til afgrunden, og spørgsmålet er så, kan forholdet overhovedet reddes og vil Adam og Dicte overhovedet redde det?

Dicte er fortælleren i romanen, og hun er bundsolid - jeg var Dicte samtidig med, at jeg havde det meste af følelsesregisteret i brug. Med andre ord, hun står knivskarpt. 
Romanen har de to store temaer: barnløshed og hvor langt mennesker vil gå, for at alt skal se perfekt ud i andres øjne. Begge dele er virkelig levende og meget realistisk beskrevet, og jeg vil garantere, at læseren vil kunne genkende sider af både sig selv og andre - og bestemt ikke kun for det gode.

Jeg blev fanget med det samme, kunne ikke stoppe før sidste side var vendt, og havde i det hele taget en rigtig god læseoplevelse. Det er måske en fiktiv roman, men den rammer lige ned i en virkelighed mange kan genkende, og så sætter den tankerne på arbejde, både under og efter læsning - En super roman, der bestemt sætter forventningernes barre højt til den kommende roman, som er på gaden i starten af 2016.


Tidligere udgivet på samme forlag:

Du og jeg for evigt ( Lille pige) Læs anmeldelsen her

© Bognørden


Ingen kommentarer:

Send en kommentar