AF Paula Hawkins
391 sider Gyldendal
Kvinden i toget er forfatterens debut, og denne thriller strøg direkte ind på den øverste plads på bestsellerlisterne i flere lande, og nu var det så min tur til at stige ombord.
Sproget er letlæseligt og kapitlerne er tydeligt opdelt, så der er let at finde tid og person.
Jeg synes der indimellem bliver for mange stilstående perioder, men derudover er romanen
fængende og let at komme ind i.
Der er tre spor i handlingen, tre kvinder, hvis liv har berøring med hinanden. Hovedpersonen Rachel er alkoholiseret, depressiv og meget ensom. Hendes mand forld hende til fordel for hans elskerinde, og Rachel har meget svært ved at glemme ham. Rachel kører med toget til og fra London hver dag, her kommer hun forbi sit tidligere hjem, og fatter interesse for et par, der bor nogle huse fra hendes gamle hus. Hun kender ikke parret, men danner et billede af dem, giver dem navne og føler hun kender dem. En dag forsvinder kvinden i huset sporløst, og da Rachel har oplysninger om kvinden (Megan) går hun til politiet og begynder sin egen opklaring. Megan er gift med Scott, men hun har panikanfald, kan ikke sove og har svært ved at holde sig til Scott, som på sin måde er meget kontrollerende og kan blive opfarende. Megan har været barnepige hos Rachels ex. mand Tom og hans nye hustru Anna. Anna er virkelig bange for Rachel, der flere gange har opsøgt dem i en ordentlig rus, og da Anna ofte vågner om natten ved Rachels chikanerende opkald, er hun mere end træt af Rachel. Men Rachel holder sig ikke væk, for i takt med at hun forsøger at opklare Megans forsvinden er hun oftere og oftere på vejen, og da ingen af kvinderne kan tåle synes af den anden, er det et spørgsmål om tid, før alt eksploderer.
Alle personportrætter er dybe, realistiske og yderst levende. Alle figurer er i krise, på den ene aller anden måde, og det beskrives yderst solidt. Jeg kunne relatere til alle figurer, jeg blev dem alle, og fik brug for det meste af følelsesregisteret.
Plottet holder, jeg gættede ganske vist tidligt, hvordan sagen hang sammen, men jeg var rigtig godt underholdt på vejen og jeg følte spændingen da de sidste tråde skulle udredes. Politiets del er ikke særlig fremtrædende, den del der er kunne godt trænge til en smule mere realisme, men jeg køber det store billede, da præmissen er en anden her.
Som nævnt synes jeg, handlingen nogle gange bliver for stilstående, men det og så den lille snert af et inkompetent politi, er mine eneste klagepunkter i en ellers virkelig solid debut. Den har alt det en solid thriller skal have, den lover virkelig godt for fremtidige udgivelser, og jeg vil i det hele taget bare sige: læs den.
© Bognørden
Sproget er letlæseligt og kapitlerne er tydeligt opdelt, så der er let at finde tid og person.
Jeg synes der indimellem bliver for mange stilstående perioder, men derudover er romanen
fængende og let at komme ind i.
Der er tre spor i handlingen, tre kvinder, hvis liv har berøring med hinanden. Hovedpersonen Rachel er alkoholiseret, depressiv og meget ensom. Hendes mand forld hende til fordel for hans elskerinde, og Rachel har meget svært ved at glemme ham. Rachel kører med toget til og fra London hver dag, her kommer hun forbi sit tidligere hjem, og fatter interesse for et par, der bor nogle huse fra hendes gamle hus. Hun kender ikke parret, men danner et billede af dem, giver dem navne og føler hun kender dem. En dag forsvinder kvinden i huset sporløst, og da Rachel har oplysninger om kvinden (Megan) går hun til politiet og begynder sin egen opklaring. Megan er gift med Scott, men hun har panikanfald, kan ikke sove og har svært ved at holde sig til Scott, som på sin måde er meget kontrollerende og kan blive opfarende. Megan har været barnepige hos Rachels ex. mand Tom og hans nye hustru Anna. Anna er virkelig bange for Rachel, der flere gange har opsøgt dem i en ordentlig rus, og da Anna ofte vågner om natten ved Rachels chikanerende opkald, er hun mere end træt af Rachel. Men Rachel holder sig ikke væk, for i takt med at hun forsøger at opklare Megans forsvinden er hun oftere og oftere på vejen, og da ingen af kvinderne kan tåle synes af den anden, er det et spørgsmål om tid, før alt eksploderer.
Alle personportrætter er dybe, realistiske og yderst levende. Alle figurer er i krise, på den ene aller anden måde, og det beskrives yderst solidt. Jeg kunne relatere til alle figurer, jeg blev dem alle, og fik brug for det meste af følelsesregisteret.
Plottet holder, jeg gættede ganske vist tidligt, hvordan sagen hang sammen, men jeg var rigtig godt underholdt på vejen og jeg følte spændingen da de sidste tråde skulle udredes. Politiets del er ikke særlig fremtrædende, den del der er kunne godt trænge til en smule mere realisme, men jeg køber det store billede, da præmissen er en anden her.
Som nævnt synes jeg, handlingen nogle gange bliver for stilstående, men det og så den lille snert af et inkompetent politi, er mine eneste klagepunkter i en ellers virkelig solid debut. Den har alt det en solid thriller skal have, den lover virkelig godt for fremtidige udgivelser, og jeg vil i det hele taget bare sige: læs den.
Jeg er enig langt hen ad vejen med din anmeldelse. Især omkring den noget stereotype fremstilling af politiet. Men jeg synes ganske enkelt bogen var for tung i røven, der skete for lidt. Uden at spoile handlingen, så følte jeg tit, at man som læser bevægede sig i cirkler, hvor hovedpersonen gjorde og tænkte det samme, igen og igen. Jeg blev faktisk overrasket (på den negative måde) over, hvor kedelig, bogen var. Den blev hypet vildt af forlag og bogklub, men bogen levede ikke op til hypen.
SvarSletVi er helt enige omkring den periodevise tilstand :) Jeg holder meget af thrillergenrens dybde, og det synes jeg faktisk også denne lykkes ganske godt med. Men netop dybden og det, at alle personer er i krise, går måske nok, at helden let kommer til at virke tung (kedelig) Jeg er også enig med dig omkring hypen, men jeg synes faktisk, det er en ganske solid debut :)
SvarSlet