AF Birgitte Kosovic
389 sider Politikens Forlag
Dette er den dansk/jugoslaviske forfatters fjerde romanudgivelse. Hun vandt flere priser for debuten: Det dobbelte land se mere her. Dette var mit første møde med hende.
Romanen er skrevet over Erik Scavenius i årene 1905 til 1945. Scavenius bliver som ung mand ansat i udenrigsministeriet, og fik sin første, af tre, perioder som udenrigsminister. Scavenius var politisk tilhænger af de radikale venstre, men da Tyskerne besætter Danmark, er det som upolitisk, at han vælges som udenrigsminister. Tyskerne kunne lide Scavenius, han evnede at få diplomatiets til at køre, men høstede voldsom kritik fra danskerne. Hvad tyskerne anså som en god tyskervenlig minister, så danskerne som en landsforrædder. Scavenius beder om samlingsregeringens fulde støtte, men landet forandres i takt med, at rygterne om Hitlers jødeforfølgelser når danmark - og så er Scavenius for alvor i problemer. Privat har Scavenius forelsket sig i den ældre Emma, gjort kur til hende og endte med at endelig at få hende, dog ønskede han ikke ægteskab, da han ikke mente, han tjente nok til at forsørge dem. Ægteskabet var godt, indtil Scavenius begyndte at kede sig, og kastede sig over en ny og spændende kvinde. Kort sagt, Scavenius bevæger sig på kanten af kaos, på alle måder.
Romanen er velskrevet, opdelt i daterede afsnit, så fortællingen kan sammenholdes med det store historiske billede. Scavenius er hovedpersonen, så romanen er opbygget omkring faktuelle begivenheder, dagbogsnotater og samtaler.
Både privat og professionelt var Scavenius en mand, der levede et dobbeltliv, en usympatisk og selvcentreret mand, der ikke evnede at sætte sig i andres sted. Nuvel, dele af romanen er fiktiv, men mandens personlighed skinner tydeligt igennem. Det samme kan siges om det store dilemma Scavenius har befundet sig i. At blive tvunget til at samarbejde med Hitler mens Danmark køres ud på et sidespor, at skulle minimere mulige skader mens befolkningen vender sig imod budbringeren - uagtet, hvor meget jeg føler ringeagt om mennesket Scavenius, sidder jeg tilbage med en meget stor følelse af, at dette var et menneske, der var under umenneskeligt hårdt pres. Om Scavenius var en mand, der fik det bedste ud af ekstremt svære situationer, eller om han var en mand, der udnyttede omverdenen til egen vinding - det må være op til læseren at bedømme.
Den inderste fare er en roman, der bygger på virkeligheden. Den er tankevækkende, underholdenede og giver et indblik i en af de mørkeste perioder i Danmarks historie.
Romanen er skrevet over Erik Scavenius i årene 1905 til 1945. Scavenius bliver som ung mand ansat i udenrigsministeriet, og fik sin første, af tre, perioder som udenrigsminister. Scavenius var politisk tilhænger af de radikale venstre, men da Tyskerne besætter Danmark, er det som upolitisk, at han vælges som udenrigsminister. Tyskerne kunne lide Scavenius, han evnede at få diplomatiets til at køre, men høstede voldsom kritik fra danskerne. Hvad tyskerne anså som en god tyskervenlig minister, så danskerne som en landsforrædder. Scavenius beder om samlingsregeringens fulde støtte, men landet forandres i takt med, at rygterne om Hitlers jødeforfølgelser når danmark - og så er Scavenius for alvor i problemer. Privat har Scavenius forelsket sig i den ældre Emma, gjort kur til hende og endte med at endelig at få hende, dog ønskede han ikke ægteskab, da han ikke mente, han tjente nok til at forsørge dem. Ægteskabet var godt, indtil Scavenius begyndte at kede sig, og kastede sig over en ny og spændende kvinde. Kort sagt, Scavenius bevæger sig på kanten af kaos, på alle måder.
Romanen er velskrevet, opdelt i daterede afsnit, så fortællingen kan sammenholdes med det store historiske billede. Scavenius er hovedpersonen, så romanen er opbygget omkring faktuelle begivenheder, dagbogsnotater og samtaler.
Både privat og professionelt var Scavenius en mand, der levede et dobbeltliv, en usympatisk og selvcentreret mand, der ikke evnede at sætte sig i andres sted. Nuvel, dele af romanen er fiktiv, men mandens personlighed skinner tydeligt igennem. Det samme kan siges om det store dilemma Scavenius har befundet sig i. At blive tvunget til at samarbejde med Hitler mens Danmark køres ud på et sidespor, at skulle minimere mulige skader mens befolkningen vender sig imod budbringeren - uagtet, hvor meget jeg føler ringeagt om mennesket Scavenius, sidder jeg tilbage med en meget stor følelse af, at dette var et menneske, der var under umenneskeligt hårdt pres. Om Scavenius var en mand, der fik det bedste ud af ekstremt svære situationer, eller om han var en mand, der udnyttede omverdenen til egen vinding - det må være op til læseren at bedømme.
Den inderste fare er en roman, der bygger på virkeligheden. Den er tankevækkende, underholdenede og giver et indblik i en af de mørkeste perioder i Danmarks historie.
© Bognørden
Ingen kommentarer:
Send en kommentar