tirsdag den 13. september 2016

Eks Libris # 6

AF Frank Madsen


59 sider Forlaget Eudor

Som nummeret antyder, er dette sjette bind i tegneserien. Jeg har ikke læst de forgående, så dette var mit første møde med striberne.

Disse striber er oprindeligt bragt i Weekendavisens BØGER. Jeg har ikke tidligere stiftet bekendtskab med striberne, så jeg havde debut med den skæve figur Finn Sysholm.

Finn er forfatter, men han er en forfatter, der både lider af skriveblokering, grim misundelse på andre forfattere, i særdeleshed Jussi Adler Olsen,der tydeligvis bader i penge og ikke mindst lider Finn under, at forlaget ikke er tilfreds med det han afleverer. Finns naboer er dog overbevist om, at Finn er ved muffen, for hvorfor skulle der ellers komme så mange firmabesøg, når Finn får sine årlige bibliotekspenge? Men alligevel er det svært at vælge mellem skriverefugium eller lånt sommerhus, og i det hele taget er det meget svært at være Finn... og menneskene omkring ham. Finns hustru forsøger at indføre Feng Shui i hjemmet og forlagsdirektøren forsøger at installere sin nye og meget økonomiske Editor maskine, der fuldautomatiserer forfatter og redigeringsprocessen - kort sagt, er der nok at tage fat på.

Striberne er satiriske og tegner et billede, af en trængt verden. Om læseren genkender andre end Jussi Adler Olsen og Mette Frederiksen kan jeg ikke spå om, men jeg kan til gengæld love et undeholdende frikvarter i selskab med Frank Madsens satiriske tekster og Sussi Bechs skønne tegninger - mere af den slags tak.

© Bognørden

Ingen kommentarer:

Send en kommentar