tirsdag den 20. september 2016

Gravid & Fit

AF Mette Lyngholm


144 sider Turbulenz

Mette Lyngholm er uddannet personlig træner og har i mange år beskæftiget sig med træning og sundhed, hun arbejder med motionister og fitnessatleter, og da hun selv skulle være mor, blev det så også til denne selvhjælpsbog med træningsøvelser under graviditeten og efter fødslen. 

Bogen er opdelt i først den indledende fase, hvor forfatteren præsenteres, hvor det at træne under graviditet bliver italesat, de tre trimestre i graviditeten, tiden efter fødslen og slutteligt en kort gennemgang af kost og gener. 

Nu er forfatteren selv meget aktiv, det afspejler sig naturligvis i bogen, men hun evner at holde en linje, hvor alle kan deltage. Råd og vejledning er for alle, og træningsøvelserne er opdelt i tre: Den grønne for de utrænede - Den gule for de letøvede  - den røde for de rutinerede. Der er billeder til at illustrere øvelserne ligesom der er en kort skriftlig forklaring på øvelserne. Det gør, at selv utrænede kvinder, der ikke tidligere har stiftet bekendtskab med træning, sagtens kan begynde her. 

Nu er det efterhånden mange år siden jeg blev mor til mine børn, men jeg husker dele af graviditeterne, fødslerne og tiden som nybagt mor. Min træning bestod af cykelture til og fra arbejde, rengøring og en hverdag i en travl daginstitution. I dag, hvor mange bruger meget tid i træningscenteret er det naturligt, at også træning til de gravide kommer i fokus. Denne bog er afgjort et fint bud på, hvordan træningen under og efter graviditeten kan se ud. 

© Bognørden

Ingen kommentarer:

Send en kommentar