onsdag den 25. februar 2015

Alene hjemme

AF Kirsten Hammann


313 sider Gyldendal

Alene hjemme er 7. udgivelse fra denne prisvindende forfatter: Læs mere om forfatteren her
Det er til gengæld mit første møde med hende, og jeg kan godt fastslå, at det bliver
så afgjort ikke det sidste.

Romanen er yderst velskrevet, sproget flyder i en lind strøm, er letlæseligt og siderne vender stort set sig selv. Jeg var fanget i universet fra første færd, og havde ovenud svært ved at lægge bogen fra mig, også i tankerne. 

Handlingen er yderst skarpskåret, hovedpersonen Sara er omdrejningspunktet og 
handlingen udspiller sig dels som tilskuer til hendes liv, og dels som deltager
i hendes tankevirksomhed. Sara er en selvudslettende kvinde i slutningen af 30 erne,
hun har været mange "uheldige" mænd igennem, inden hun møder Philip, som er
weekendfar til to piger. Saras forhold til pigerne er fantastisk, til gengæld er Sara nok
den eneste, der ikke fanger, at Philip ikke er helt så dedikeret til forholdet som hun.
Saras største ønske er at få et barn, hendes indre ur tikker, men Philip holder hende hen
med; "jeg vil gerne have et barn med dig, men ikke lige nu" Og da Sara er en kvinde,
der, trods det faktum, at hun ser sandheden lige i øjnene, ikke vil erkende den, ja så
kører hun på overfor Philip, men nægter at tage afvisningerne til sig. Sara er meget svær
at gøre tilfreds, hvis hendes live en sjælden gang kører nogenlunde på skinner, så opfinder
hun ganske enkelt problemerne selv. Derudover må hun vel betegnes som manio-depressiv
og har store psykiske udsving. Netop derfor ved læseren ikke rigtig, hvilke begivenheder
der skal tages for gode varer, da Sara mistænker Philip for at have en affære med overboen, som Sara til gengæld mistænker for at forgifte hende...

Sara er på mange måder en kvinde med ondt i livet, hun kom ind under huden på mig,
jeg var både frustreret over hendes ansvars-fralæggelse og grådlabile handlinger,
og på den anden side, havde jeg så frygteligt ondt af hende. Hun har tydeligvis brug for
hjælp, men kæresten evner slet ikke at se ud over sin egen næsetip og yde hende
hjælp, hvilket er det andet dilemma forfatteren satte mig i: For faktisk forstod en del af mig Philip og hans manglende lyst til Sara, og på den anden side synes jeg han er en usling. Det er således en beretning om (misforstået) hensyn kontra moral og ikke mindst håb, bedrag og selvbedrag. Dermed er kimen lagt til et menneskes balancegang på kanten af afgrunden, og der evner Kirsten Hammann på fineste vis, at portrættere det indre kaos. 

Jeg var virkelig inddraget i Saras verden, genkendte nogle af de menneskelige træk,
og sad konstant med lysten til at agere - Det er for mig ensbetydende med, at 
romanen ramte plet, den er vedkommende og aftvinger tanker og holdninger fra
læseren, hvilket gør min læseoplevelse fuldkommen. En af forårets must reads! 






Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar