fredag den 20. februar 2015

For meget lykke

AF Alice Munro


350 Sider Gyldendal

Nu har jeg aldrig været den store novelle fan, jeg holder af fordybelsen i romanens
verden, og så har jeg manglet den kvalitet, der netop gør, at selv de korte noveller
evner at fange mig og tilfredsstille mit behov for dybde. Men så fik jeg øjnene op for
Anna Grues novellesamling, og med den i baghovedet kastede jeg mig, via anbefaling
over denne prisvindende forfatter. Jeg kendte ikke forfatterskabet, men udover
anbefalingen fristede det at samlingen har modtaget Nobelprisen i 2013 - se
det må jo betyde, at jeg endnu en gang kan nyde noveller?

Og lad mig blot starte med at konstatere: JA, det lykkedes - jeg var både indfanget
og underholdt af disse fortællinger om menneskets smerte.

Novellerne præsenterer ti forskellige menneskeskæbner, otte kvinder og to mænd.
Fælles er dog, at nutiden er under stor påvirkning af fortiden. Fx. møder vi kvinden
hvis mand dræber deres børn, manden, der er født med et stort modermærke i ansigtet
og altid har følt sig uelsket af sin far og de to piger, der på en sommerlejr ændrer
deres liv for altid. Alle personer har en mørk side i fortidens skygge, alle oplever,
at en udefrakommende fremtvinger minder om disse mørke sider, og spørgsmålet er
således, hvordan personerne takler erindringerne. Jeg var helt inde under huden
på personerne, til stede i deres liv og må bøje mig i støvet over Munros sublime
evne til at portrættere mennesker og følelser på tværs af alder og køn.

Sproget er virkelig levende yderst velkomponeret, jeg var virkelig til stede i personerne,
jeg følte romanens fordybelse, og til min egen store glæde, var novellerne mere
end rigeligt for mig, i den forstand, at jeg trods længderne var fuldkommen fanget
i universerne - undtaget er dog den sidste og titelgivende novelle: Forfatteren fortæller
om fascinationen af den Russiske forfatter og matematiker Sofja, denne fortælling
er således en beretning over familiens genfortællinger og breve/tekster. 

Faktisk fangede denne sidste fortælling mig ikke rigtigt, jeg oplevede ikke den dybe
samhørighed eller Sofjas følelser - det blev en noget anonym tur med mig i rollen
som tilskuer i stedet for deltager - det var en stor skuffelse og trækker lidt ned hos mig.

Alt i alt, havde jeg en virkelig god (trods de mange triste skæbner) oplevelse,
jeg fik sat tankerne i svingninger og kunne altså igen glædes over formen, ikke
dermed sagt, at det bliver et nyt hit hos mig, men forandring fryder så herligt.




Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar