tirsdag den 24. februar 2015

Fighter

AF Øystein Wiik


472 sider People´s Press

Fighter er forfatterens tredje og selvstændige bind i serien om journalisten

Jeg har ikke læst debutten, men var begejstret for den anden i serien, Slagteren
læs anmeldelsen af denne nedenfor. Derfor var jeg meget forventningsfuld omkring denne
nyeste, og også lidt skeptisk, da jeg synes forgængeren var meget voldsom.

Præcis som forgængeren er også denne skrevet i et flydende og meget letlæseligt sprog,
der er skåret kraftigt ned på de voldsomme beskrivelser, men læseren bliver alligevel
testet på nerverne allerede i starten. Og lad mig blot fastslå: det går stærkt, rigtig
stærkt i denne aktionfyldte roman. Der er mange sceneskift at holde styr på, men til
forfatterens ros, er de alle fint opdelte så det er hele tiden let, at finde det rette univers.

Handlingen er denne gang spredt over Somaliske pirater, biologiske våben, kidnapning,
en forhanler, en dysfunktionel skibsredderfamilie, det Norske politi, journalisten Tom og hans ekskone politiefterforskeren Cathrine. Der lægges fra borde med et bestialsk mord på
skibsredderfamiliens pariark, derefter tager tingene for alvor fart, da piratforhandleren Tom
kommer ind i billedet, han viser sig at have mere end en interesse i kapringerne, og da
piraterne planlægger en kapring af et af den Norske families skibe,kommer han på tynd is. 
Derudover er vi med når piraterne trænes, og endelig er gengangeren Tom igen midt i
orkanens øje, da han får tilbudt et gratis skrive-ophold på det skib der bliver kapret.
Handlingen udspiller sig således både i Norge, Somalia og farvandende deromkring.
Læsere der holder af hurtige skift og højt tempo vil afgjort få fuld valuta  i denne krimi.

Som nævnt er persongalleriet mangfoldigt, der er virkelig mange personer i gang, jeg
synes dog forfatteren evner at skille de mange aktører, jeg havde ikke problemer med
at finde ind i de forskellige scener. Jeg var aldrig rigtig inde under huden på
figurerne, dertil var der for mange om buddet.

Politiets anddel er steget denne gang, de er medspillere, dog uden at jeg rigtig følte
de havde en betydning. Løsningerne kommer for nemt og uden solidt arbejde, plottet
bliver hurtigt åbenbaret, men alligevel kom den sidste brik først på plads til slut.

Som sagt er dette en virkelig aktionfyldt krimi, personligt synes jeg også den gaber over
for meget. Indtil halvvejs var jeg godt underholdt, men derefter synes jeg forfatteren
får for travlt. Specielt kaprernes handlinger og dialoger bliver banale og urealistiske,
og samtidig sidder jeg med en følelse af, at der er for meget aktion. Jeg kunne godt 
have tænkt mig færre scener og en mere dybdegående handling. Selv om jeg fik
bundet sløjferne til slut, gik det en anelse for stærkt til at give alle dele en solid
afrunding de fortjente, men underholdt, det var jeg.


Tidligere udkommet: 

Tenoren
Slagteren

Anmeldelse af Slagteren fra 2013: 

Puha, det var en hæsblæsende oplevelse at læse Slagteren.
Bogen er velskrevet, sproget flyder så siderne vender sig selv – Men det går virkelig stærkt, og ind imellem kom jeg ud af trit pga. de mange skift.
Persongalleriet er mangfoldigt, menneskets ”grimme” sider er rigt repræsenteret her, og utopia er trods alt med på sidelinjen flere gange.

Jeg synes handlingen er rigtig hård flere steder, og trods det, at jeg ikke er specielt sart, synes jeg faktisk den er for hård sine steder. Der var steder jeg næsten måtte springe i, da beskrivelserne er så kvalme, at det blev for meget af det gode.
Underholdningsværdien er dog enorm, det er en anderledes spændingsroman og dermed et frisk pust, dog savnede jeg politiets rolle i bogen. Den er så svagt beskrevet, at den efter min bedste overbevisning, sagtens kunne være undladt – Persongalleriet klarer selv opklaringen, og på en særdeles god måde.
Dette var min debut med Øystein Wiik, det bliver ikke den sidste – Men jeg håber så ikke, han bliver mere voldsom i handlingen end Slagteren.

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar