torsdag den 24. marts 2016

Det værste til sidst

AF Anne Hjælmsø


116 sider byens forlag

Forfatteren har inden udgivelsen af denne novellesamling, udgivet to romaner. Ældres vilkår ligger hende meget på sinde, og derfor er hun ofte at finde i debatten omkring denne problematik. Anne Hjælmsø er Cand. mag. i nordisk litteratur.

Novellesamlingens røde tråd er, interaktionerne mellem ældre mennesker og dem "der stadig kan klare sig selv" Den er velskrevet, yderst levende og rammer hårdt.
Indledningen lyder: 

"Til alle jer, som er gamle
- og til alle jer, som bliver gamle

Samlingen indeholder titler som f.eks. Indsat, Pigernes ven, den sidste plads og Venner. Indholdsmæssigt indeholder alle novellerne, dagligdagen som ældre og med et ældre menneske i omgangskredsen. Hvordan er det f.eks. at sidde på plejehjemmet og ønske en anden plads ved spisebordet, få gentagne afslag for til sidst at blive kaldt til samtale hos lederen fordi man byttede bordkortene, og skaffede sig adgang til den ønskede plads? Hvordan er det at opdage, at den eneste søn og svigerdatteren, ser det som en sur pligt at komme på besøg? Hvorfor forsvinder alle "de store" sedler som dug for solen, hver gang der skal købes ind, og hvorfor vil datteren ikke aflevere flere penge? Hvordan er det at miste evnerne til at klare sig selv, sidde ensom uden at kunne kommunikere med andet end et fortravlet personale, der i øvrigt synes det er helt okay at tale ned til beboerne? Og så det gennemgående tema: maden. Hvordan er det, at sulte fordi maden ikke kan spises pga. sygdom, og ikke kunne få en kost, der kan spises? Og hvordan er det, at skulle spise mad fra plastikbakker, hvor alt ligner hinanden og ikke har den mindste duft til at vække sanserne? Kort sagt, kommer samlingen ind under huden på både ældre, der er afhængige af andres hjælp, familien og personalet.

Denne samling ramte mig - hårdt. Jeg har været i flere af situationerne, da min skønne, selvstændige mormor, fik flere hjerneblødninger og ikke længere kunne bo hjemme. Da vi måtte have de svære samtaler om, hvor lidt af hendes liv (hjem) der kunne presses ind i det lille værelse, der skulle blive hendes sidste. Da hun skulle vælge, hvad der var vigtigt at få med. Jeg har også siddet som studerende og mor til to små børn, med dårlig samvittighed over, at jeg ikke havde tid til flere besøg på plejehjemmet i en anden by. De utallige gange, hvor mormor ringede, fordi personalet, igen, havde undladt at give hende klokken, og hun nu var overladt til sig selv i en stol på værelset. Løsningen for os blev, at mormor kørte med HT handicapkørsel herud til os, minimum hver anden søndag, til jul, fødselsdage osv. Og den samtale, jeg i lang tid udskød, hvor mormor ville tale om hendes død og bisættelse, den er jeg  taknemmelig for i dag. Så jeg kunne relatere til hver og en af novellerne, nikke genkendende eller krumme tæer - de rammer plet.

Jeg vil så gerne kunne sige, at jeg gjorde, hvad jeg kunne for, at min mormors sidste år blev tålelige - men jeg ved, at hendes liv var svært og fyldt med afsavn. Den afmagt både hun og jeg følte ind imellem, den kom tilbage i form af disse noveller. Og netop derfor er denne samling så ufattelig vigtig. Vi skal kommunikere, vi skal behandle omverdenen med respekt, og vi skal turde tage de svære snakke og give rum. Samlingen peger ikke fingre, den giver indsigt og borer direkte ned i noget af det essentielle i livet: respekt for det enkelte menneske, manglende kommunikation og den menneskelige værdighed. Hvis det syner svært, så er det måske også værd at huske på, at vi alle blive ældre, og en dag, er det måske os, der sidder og er afhængige af andre mennesker. 

Debatten omkring de ældres mad, er heldigvis kommet på dagsordenen de senere år, men det lader ikke til at rykke det store, og det er blot en side af samme sag. Samfundet som helhed og de enkelte familier, kan få en øjenåbner her, måske gentænke relationerne og blive opmærksom på, hvordan det kan være at sidde på "den anden side" og mange bække små... Derfor er denne samling et mustread,et stærkt, vedkommende og meget nødvendigt indlæg i den evige debat om de ældres vilkår.


  
© Bognørden

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar