tirsdag den 29. marts 2016

Shantaram

AF Gregory David Roberts


853 sider NB Books

Bogen udkom i Danmark i 2009, den har sejret rundt i verden, og i forbindelse med, at der nu er kommet en efterfølger, skulle jeg stifte bekendtskab med de to romaner.

Romanen er fortalt i jeg-form, det gør den vedkommende og sproget er også ganske letlæseligt. Dog er persongalleriet yderst mangfoldigt, så læseren skal holde tungen lige i munden fra start til slut.

Handlingen har sit udspring i Bombay, "Lin" ankommer til byen efter han er flygtet fra et topsikret fængsel i Australien. Han har forladt sin datter og resten af familien og vil udover at holde sig ude af fængslet, være forfatter. Lin møder med det samme guiden Prabu, som viser ham rundt i byen og introducerer Lin for både Indere og udlændinge. Inden længe har Lin et stabilt netværk og skaffer sig arbejde med at være mellemmand, når turisterne skal købe narko. Lin forelsker sig også i Karla, men hun vil ikke have Lin, og holder ham på afstand. Lin flytter ind i en slum-by og starter en sundhedsklinik for de fattige, han trives i slummen og nyder at hjælpe andre. Men en dag bliver Lin arresteret og smidt i et fængsel, hvor tortur er dagligdag, og da han endelig kommer ud, er han både udsultet og i gæld til den mand, der købte ham ud. Det betyder at Lin nu begynder at arbejde for mafiaen, han bliver specialist i at forfalske pas og hvidvaske penge, men han bliver også hvirvlet ind i nogle af de mange kampe, mafiaen jævnligt havner i, samtidig med at han egne dæmoner hele tiden kommer til live i ham.

Persongalleriet er som nævnt, mangfoldigt. En del er stereotyper, men faktisk fik jeg et fint billede af de fleste, både deres tanker og handlinger. 

Lin er en mand, der roder sig selv ind i alle de problemer man næsten kan tænke sig. Han havner konstant i slagsmål, sætter livet på spil og kender hele tiden de rette mennesker. Han er stort set superman, hans konstante konflikter skaber et urealistisk billede af en mand, der bliver sat op på en helte-piedistal, og det er faktisk også mit største klagepunkt. 

Der er nogle rigtig fine beskrivelser af landet, Inderne og venskaberne, men der er også rigtig meget mafiakamp. Det blev for meget for mig, der blev for meget "fyld" og sammen med de utallige gange Lin burde have været død, gjorde det romanen lang, og til tider også tung. Jeg ville meget gerne have haft mere menneske og mindre superman.

Når det så er sagt, så groede de dybere personportrætter på mig, og selv om jeg er ambivalent omkring helheden, ser jeg frem til at gå i gang med Bjergets skygge.

© Bognørden

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar