onsdag den 10. februar 2016

Ulvekvinten

AF Trisse Gejl


253 sider People´s Press

Dette er forfatterens ottende romanudgivelse Læs mere om forfatteren her. Af tidligere romaner kan bl.a. nævnes Patriarken & Siden blev det for pænt, som begge blev nomineret til DR s romanpris. Det var mit første møde med forfatteren.

Romanen er yderst levende og virkelig velskrevet. Romanens to spor dækker to sider af sagen og fletter ligeledes ind i hinanden, det virker utrolig stærkt, og trods det psykologiske og noget tunge tema, er denne roman en, der bare  læses.

Romanens to spor er Frederik, en niårig dreng, søn af Zoe og Thomas. Zoe er musiker, har klaverelever hjemme og forsøger at komponere et nyt musikstykke. Men Zoe er også en super sensitiv kvinde, der tager alverdens ulykker ind. Zoe er alvorlig psykisk syg, hun har svære depressioner, selvmordstanker og vrangforestillinger. Frederik ved godt, at hans mor er syg, så han gør alt for at hjælpe hende. Frederik undlader at sige når han er sulten, smører selv sin mad, og har et øje - og ører på hver et skridt Zoe tager. Frederiks far Thomas, prøver at holde familien kørende, men i takt med at Zoes sygdom forværres, bliver det mere og mere svært for ham. Beate er Zoes nære veninde, hendes mand Bjørn har netop forladt hende og hendes stedsøn tager til New York for at studere - Beate føler sig kasseret. Hun har behov for at tale tingene igennem med Zoe, men faktum er, at Beate efterhånden har mere end svært ved overhovedet at få en sammenhængende samtale i gang med Zoe. Dette er fortællingen om fire mennesker, der alle føler sig alene, prøver at gøre det bedste de kan i kærlighedens navn - spørgsmålet er om det er nok!

Alle fire personportrætter er bundsolide, tanker, handlinger og iagttagelser, står knivskarpt. Dette er en dyb psykologisk fortælling om et sygt sind, og omgivelsernes forsøg på at hjælpe. Det er også et billede på, hvordan kærlighed og gode intentioner, eller egne problemer muligvis kan blive til svigt frem for hjælp. 

Jeg havde det meste af følelsesregisteret i brug, specielt den niårige Frederik, krøb langt ind i mit hjerte. Men dette er i sin helhed en usædvanlig levende roman, den er grusom og meget meget tung, men også een stor kærlighedserklæring. Samtidig er den øjneåbnene og vil med garanti vække eftertanke hos læserne - og det giver håb for fremtiden.



© Bognørden 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar