AF Anne Tyler
203 sider Modtryk
I anledning af, at det i år er 400 året for Shakespeares død, er der skrevet nyfortolkninger af nogle af hans værker. Eddikepigen er en ny version af Trold kan tæmmes.
Historien er letlæselig, sproget er herligt let, og da fortællervinklen ikke skifter, er det sådan set bare at læne sig tilbage og finde ud af, hvordan Anne Tyler har løst opgaven.
Kate Battista er sidst i 20´erne, hun er medhjælper i en kirkelig skole, og husholderske for sin far, der er videnskabsmand og sin smukke lillesøster Bonny. Kate læste oprindeligt videnskab, men da hun var for åbenmundet overfor en professor, stoppede det studie hurtigt, og Kate lod sig indhylde i dagligdagens tristesse. Kate er kendt for at sige, hvad hun tænker, og ofte uden omtanke for, hvad der kommer ud af hendes mund. Så da hun endnu en gang må hen på laboratoriet med sin fars glemte frokost, er hun fuldkommen ude af stand til at se, hvad faderen har gang i sammen med sin medhjælper Pjotr. For sagen er, at Pjotr er ved at miste sin opholdstilladelse, og faderen mener ikke, at han kan undvære Pjotr på laboratoriet, lige her, hvor de står over for et gennembrud i hans livslange forskning. Så faderen finder sammen med Pjotr på, at Kate skal gifte sig med Pjotr, for at give ham ophold i landet. Og godt nok bor Kate stadig hjemme, og holder hus for familien, men spørgsmålet er, om hun også vil gå så langt som at gifte sig for at gøre sin far glad.
Jeg indrømmer blankt, at det er mange år siden jeg læste originalen, så mit sammenligningsgrundlag er magert, og jeg anmelder derfor ud fra den øjeblikkelige læseoplevelse. Jeg kunne godt lide Kate, nuvel, hun er en smule passiv og irriterede mig, men jeg kunne relatere til en del af hendes handlinger og tanker. Ligeså kunne jeg relatere til søsteren og så så jeg gennem fingre med den lidt karikerende udgave af den skøre videnskabsmand. Men hen mod slutningen vender min oplevelse, jeg kom i tvivl om forfatterens agenda, og blev faktisk mere irriteret på figurerne og handlingen.
Så selv med den bundne opgave at skrive en fortælling med et kendt udfald, blev jeg skuffet over slutningen, og det har naturligvis trukket ned - for jeg havde en rigtig fin læseoplevelse indtil slutningen. Men en rigtig fin sommerhistorie, det er det.
© Bognørden
Historien er letlæselig, sproget er herligt let, og da fortællervinklen ikke skifter, er det sådan set bare at læne sig tilbage og finde ud af, hvordan Anne Tyler har løst opgaven.
Kate Battista er sidst i 20´erne, hun er medhjælper i en kirkelig skole, og husholderske for sin far, der er videnskabsmand og sin smukke lillesøster Bonny. Kate læste oprindeligt videnskab, men da hun var for åbenmundet overfor en professor, stoppede det studie hurtigt, og Kate lod sig indhylde i dagligdagens tristesse. Kate er kendt for at sige, hvad hun tænker, og ofte uden omtanke for, hvad der kommer ud af hendes mund. Så da hun endnu en gang må hen på laboratoriet med sin fars glemte frokost, er hun fuldkommen ude af stand til at se, hvad faderen har gang i sammen med sin medhjælper Pjotr. For sagen er, at Pjotr er ved at miste sin opholdstilladelse, og faderen mener ikke, at han kan undvære Pjotr på laboratoriet, lige her, hvor de står over for et gennembrud i hans livslange forskning. Så faderen finder sammen med Pjotr på, at Kate skal gifte sig med Pjotr, for at give ham ophold i landet. Og godt nok bor Kate stadig hjemme, og holder hus for familien, men spørgsmålet er, om hun også vil gå så langt som at gifte sig for at gøre sin far glad.
Jeg indrømmer blankt, at det er mange år siden jeg læste originalen, så mit sammenligningsgrundlag er magert, og jeg anmelder derfor ud fra den øjeblikkelige læseoplevelse. Jeg kunne godt lide Kate, nuvel, hun er en smule passiv og irriterede mig, men jeg kunne relatere til en del af hendes handlinger og tanker. Ligeså kunne jeg relatere til søsteren og så så jeg gennem fingre med den lidt karikerende udgave af den skøre videnskabsmand. Men hen mod slutningen vender min oplevelse, jeg kom i tvivl om forfatterens agenda, og blev faktisk mere irriteret på figurerne og handlingen.
Så selv med den bundne opgave at skrive en fortælling med et kendt udfald, blev jeg skuffet over slutningen, og det har naturligvis trukket ned - for jeg havde en rigtig fin læseoplevelse indtil slutningen. Men en rigtig fin sommerhistorie, det er det.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar