tirsdag den 21. juni 2016

Safirblå

AF Kerstin Gier


373 sider Turbine

Denne tyske forfatter har flere romaner på bestsellerlisterne, hun har udgivet både ungdoms- og voksenromaner. Safirblå er andet bind i en trilogi om en romantisk tidsrejse - jeg har ikke læst den første i serien, så dette blev mit første møde med både serie og forfatter, anmeldelsen bliver derfor også en billede af, hvordan serien er at komme ind i.

Gwendolyn går i 10. klasse, hun bor sammen med sin mor og sin lillesøster og lillebror, hos deres bedsteforældre i London. Gwendolyn har netop fået at vide, at hun er en af de 12 udvalgte, der kan rejse i tiden. Det er en voldsom overraskelse og det nye liv kommer til at få store konsekvenser for Gwendolyn. Hendes nære veninde Lesley er dog frisk, og synes det hele er super interessant, og da Gwendolyn møder vandspyeren Xemerius, er hun først irriteret på den lille skabning, men da hun finder ud af, at hun er en af de eneste, der kan se og høre ham, bliver han omend meget nyttig - for han kan jo agere spion for Gwendolyn. 
Da Gwendolyn begynder at blive sendt tilbage i tiden, bliver hun sendt ud sammen med Gideon, han er også en af de 12, et par år ældre end Gwendolyn - og bare fuldkommen fantastisk... og møg dum. Sammen skal de to unge mennesker forsøge at finde og hente blod fra to forsvundne udvalgte, og det er ikke en helt let opgave - slet ikke når man nu går hen og forelsker sig i sin "rejsepartner"

Jeg var stærkt bagud fra begyndelsen, jeg var meget længe om at finde hoved og hale i både handling og figurer. Jeg må derfor konkludere, at læsere skal starte med forgængeren, for at få et udgangspunkt til denne anden i serien. 

Genren er fantasy og young adult, jeg har det stramt med fantasy-genren, men jeg synes faktisk denne historie, da jeg først kom tættere ind i universet, er en fin ungdomsbog. Her hersker teenage hormoner, stærke følelser og kaos, ind imellem er der også rigtig fine humorisktiske indslag - dem nød jeg.

Sceneskiftene og figurerne er mange, og det krævede megen koncentration af finde rundt, som nævnt brugte jeg meget tid på at finde ud af, hvad der var sket i den første - det kom jeg desværre ikke nærmere ind på. Det ødelagde mit flow og den samlede oplevelse, ligesom jeg synes tingene ind imellem bliver for gentagene og rodede - men alligevel var romanen faktisk hurtigt læst, og gav en meget anderledes oplevelse.


© Bognørden


Ingen kommentarer:

Send en kommentar