onsdag den 21. december 2016

Smaragdgrøn

AF Kirstin Gier


465 sider Turbine

Dette er det tredje og afsluttende bind i Rubinrød trilogien. Forfatteren har flere romaner på bestsellerlisterne, men denne trilogi har fået sit internationale gennembrud.

Gwendolyn er 16 år, hun går i skole og er egentlig bare en almindelig pige. Lige indtil hun får at vide, at hun er en af de udvalgte 12. Gwendolyn er udset til at rejse tilbage i tiden for at hindre, at hendes skæbne opfyldes. Gwendolyn ved bare ikke, hvad denne skæbne er. Det eneste hun ved er, at hun bliver mere og mere forelsket i Gideon, som er den 11. udvalgte og også rejser tilbage i tiden. Men samtidig med at nutiden indeholder de vildeste opture over Gideon, de tungeste nedture, da Gwendolyn kommer i tvil om hans følelser - ja, så finder Gwendolyn ud af, at hendes skæbne er at hun formodentlig vil miste livet. Planer opbygges og Gwendolyn får travlt med at rejse tilbage til fortiden for at finde en løsning og beholde livet. Kort sagt: Smaragdgrøn skal binde alle de sløjfer forgængerne har løsnet, Gwendolyn skal både gennem teenagerens hårde usikkerhed og finde en løsning, der gavner både hende og hendes forældre.

Jeg brugte megen tid i forgængeren på at finde hoved og hale i historien, denne gang var jeg bedre rustet og kom faktisk fint ind i historien igen. Sproget er let og flydende, det mangfoldige persongalleri er solidt og levende, og så er blandingen af humor og fantasi faktisk både underholdende og original. Kærlighed, svigt. jalousi og forviklinger er bare nogle af ingredienserne. Forfatteren evner at binde alle sløjfer ganske fint, så både romantikken og det overnaturlige finder sin plads.

Trilogien er for de unge, den handler om teenagere og er i øjenhøjde med dem. Jeg vil dog fastholde, at læserne skal starte med den første, for at få det fulde udbytte af fortællingen og have en solid læseoplevelse. Men selv om jeg jo ikke var med fra begyndelsen, synes jeg faktisk at denne afslutning er både velskrevet og underholdende.




Tidligere udkommer i serien:

1 - Rubinrød

2 - Safirblå Læs anmeldelsen her

© Bognørden

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar