tirsdag den 28. februar 2017

Niksen

AF Nathan Hill



Nathan Hill bor i Florida USA og har arbejdet som journalist og underviser. Han har tidligere udgivet prisvindende noveller og debuterer nu med denne roman. 

Samuel er først i 30érne, han er lektor på et lille universitet og underviser i litteratur. Men Samuel er ikke glad for, hverken sit job eller de studerende, han går på autopilot gennem dagene og faktisk er det eneste åndehul spillet World of Elfscape, som han bruger uanede mængder af tid på - på universitetet. Samuel voksede op med sine forældre, han er enebarn og da han som 11 årig endelig får en ven og i tilgift bliver forelsket, synes livet endelig at vende. Men Samuels mor Faye forlader ham og faderen en tidlig morgen og Samuel har intet hørt fra hende indtil nu. Nu får han pludselig en opringning fa en advokat, der vil have Samuel til at skrive en varm udtalelse om sin mor, der er tiltalt for terror. For Faye er pågrebet efter at have kastet sten på en præsidentkandidat, og desværre blev optrinnet filmet, så Samuels mor er gået viralt og er nu kendt som Hippieterroristen. Billeder fra en stor demontration i 1968 er dukket op, ligesom pressen kan fortælle at Samuels mor blev anklaget for prostitution i dagene omkring demonstrationen. Men, hvordan kan den rolige og introverte Faye på nogen måde være identisk med den radikale hippie som medierne beskriver? Og, hvad er det egentlig, der ligger til grund for Samuels manglende kontakt med morfaren og hans manglende viden om moderens familie og ikke mindst, hvorfor lyver Faye om tiden på universitetet? Kort sagt: Samuel bliver nødt til at grave dybt, hvis han skal finde ind til kernen i sin familie og dermed også sig selv.

Romanen har skiftende fortællere og foregår dels i 2011 og dels i 1968. Samtlige figurer bliver portrætteret i 3. person, hvilket faktisk giver en hvis afstand, men da sproget er levende og letlæseligt, giver det faktisk et virkeligt solidt indblik i både tid, sted og figurer.

Niksen er en samtidsroman med utrolig mange lag. Nathan Hill fortæller med både vid og bid, og trods små omskrivelser af faktuelle begivenheder og/eller bygninger, er dette er roman, der rummer stor indsigt i de enkelte figurer og deres samtid. Om det er feministerne, demonstranterne eller den pæne pige, der kommer i uføre i de sene 60´ere. Om det er computerspilleren, der kaster både ægteskab og heldbred over styr for sin lidenskab foran skærmen, den studerende, der snyder så vandet driver og alligevel forlanger at bliver behandlet som en dronning eller pressen, der omskriver, digter og ikke skyr nogen midler, i jagten på den gode historie  - så er de alle spillevende, de bliver udstillet og frem for alt er de genkendelige og afkræver læseren moralske holdninger og svar.

Niksen er både underholdende og tankevækkende. Hill evner til fulde at lade satiren og den varme og vedkommende fortælling gå hånd i hånd. En solid debut, der lover rigtig godt for fremtiden, og forhåbentlig lidt hurtigere end de 10 år Niksen har været undervejs.



© Bognørden

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar