fredag den 15. januar 2016

En mørkere himmel

AF Mari Jungstedt & Ruben Eliassen


314 sider People´s Press

Mari Jungstedt behøver næppe den store præsentation blandt krimifans, hun har skrevet 
serien om den Gotlanske politimand Knutas og hans folk. Læs mere om Jungstedt og serien her. Nu har hun så slået sig sammen med den norske forfatter Ruben Eliassen, som hun også deler privatliv med, og dette er første bind i en planlagt serie.

Jeg har læst hele serien om Knutas, jeg har hygget mig med figurerne og det solide politiarbejde. Derimod har jeg ikke tidligere stiftet bekendtskab med Eliassen, så jeg gik ind til denne nye serie med forventningen om en hyggekrimi, der var god underholdning.

Sproget er præcis så let som vanligt hos Jungstedt, sproget glider, og trods de utrolig mange spor er det en krimi, der er læst på rekordtid. 

Den svenske journalist Sara har slået sig ned på Gran Canaria, hvor hun driver en nordisk avis og hendes mand et hotel. Sara skriver mest reklamer, for de nordiske turister skal have noget at fordrive tiden på øen med. Men da en lyshåret kvinde findes myrdet på en strand, bliver Sara nysgerrig og begynder at blande sig i opklaringsarbejdet. Her møder hun svenske Kristian, han er nyansat ved det svensk-norske konsulat og bliver tilkaldt da kvinden viser sig at være skandinavisk. Sammen hjælper de politiet, men de begynder også at køre deres helt egen efterforskning. Den døde kvinde boede på et yoga resort, her troner en norsk mand Frank, med hans unge hustru, to børn og en hushjælp. Frank er en hård mand, både i privaten og på arbejdet, og hans hustru er ked af at leve i isolation ude på landet og med en mand, der aldrig er hjemme. Derudover er der et tilbageblik i tiden, den fattige fiskerkone Adriana mister sin mand og kæmper for at hende og sønnen David kommer ovenpå igen. Men en dag møder hun en mand, og i takt med at hun forelsker sig, må hun give køb på håb og drømme, og bide skuffelserne i sig. Og mens Adrianas fortid rulles ud, tager nutidens drabssag en ekstra drejning.

Noget af det jeg har holdt af i Jungstedts tidligere romaner, er de solide personer - der synes jeg desværre denne falder fuldkommen igennem. Den eneste person jeg kommer til at relatere til er Adriana, hendes historie er levende og realistisk. De øvrige personer er desværre meget urealistiske i både tanker og handlinger, og dertil kommer, at jeg faktisk ikke bryder mig om dem, så jeg havde ikke meget at arbejde med på denne front.

Politiets arbejde er en anden af de ting jeg går meget op i, og som Jungstedt har honoreret rigtig godt hidtil. Også her har hun givet køb på realismen denne gang: Politiet er fyldt med inkompetence, og at de f.eks. lader to udenlanske statsborgere komme ind på gerningssteder, tage billeder og komme med råd... Det går simpelthen ikke hos mig. 

Plottet er let at regne ud, men jeg synes faktisk selve historien er godt skruet sammen, og selv om jeg havde gættet hovedparten tidligt, synes jeg faktisk forfatterne har evnet at fastholde en del af spændingen til slutningen.

Alt i alt var det er stor skuffelse for mig, jeg havde forventet mere, og med realisme og stærke figurer som kæpheste, kunne jeg ikke se bort fra de mangler. Til gengæld er jeg overbevist om, at de læsere, der ikke er så realitets-krævende som jeg, vil finde glæde i denne nye hyggekrimi, for som nævnt er sproget herligt let, og romanen lige til at gå til.



Mari Jungstedts serie fra Gotland:


1 Den du ikke ser

2 I den stille nat

3 Den inderste kreds

4 Den døende dandy

5 I denne søde sommertid

6 Den mørke engel

7 Den dobbelte tavshed

8 Den farlige leg

9. Det fjerde offer

10. Den sidste akt

© Bognørden

Ingen kommentarer:

Send en kommentar