torsdag den 28. januar 2016

Mios blues

AF Kristina Ohlsson


347 sider Modtryk

Andet og sidste bind i serien om advokaten Martin Benner. Læs mere om forfatteren her
Jeg var meget begejstret for den første i serien og har haft svært ved at vente på denne, så naturligvis har forventningerne været i top. 

Det er nogle måneder, og mange romaner, siden jeg læste forgængeren. Jeg har ikke haft lejlighed til at genopfriske, så jeg kastede mig direkte ind i afslutningen - og var tilbage i universet på få minutter. Romanen er præcis så velskrevet, levende og fængende som jeg huskede, og når forfatteren evner at fortsætte, hvor hun slap, ja så er jeg i himmerige. Dog skal det pointeres, at bøgerne skal læses i rækkefølge.

Den svenske advokat Martin Benner, bor sammen med sin afdøde søsters datter Bella, som han har adopteret. Han driver advokatpraksis med sin tidligere kæreste Lucy, som også er en del af Martin og Bellas privatliv. Martin sidder foran en journalist og fortæller sidste del af den historie han påbegyndte da han blev hyret til at bevise Saras uskyld. Kvinden der stod anklaget for seriemord, flygtede og begik selvmord. Saras søn Mio er søn af mafiabossen Lucifer, som nu truer Martin og Bella på livet og vil have Martin til at finde Mio. Men i takt med at Martin og Lucy dykker ned i sagen, begynder mennesker at dø rundt om dem, og de er i tvivl om, hvorvidt det svenske politi er til at stole på. Men flere og flere ting peger på Martin som iskold gerningsmand, og da kredsen af mulige gerningsmænd er temmelig snæver, begynder Martin og Lucy at tvivle på alle - og dem selv. Så Martin kæmper både mod politiet for at holde sig fri af anklagerne, mod Lucifer for at finde Mio og dermed redde hans datters liv, og endelig kæmper han med at finde ud af, hvem det er, der har gjort hans liv til et helvede, og hvordan han kan komme igennem, med livet i behold.

Figurerne er bundsolide, jeg er med inde under huden på Martin, og selv om han også i denne afsluttende del, er roddet ind i stort set alle tænkelige problemer, er jeg vild med både ham, Lucy og Bella. Martins historie er forhåbentlig ganske urealistisk i de mængder, der her præsenteres - men jeg tror på figurerne og handlingerne passer til romanens indhold.

Serien startede med et brag, og fortsætter ligeså, der er høj spænding, konspirationsteorier, mord og forviklinger i en skøn blanding. Jeg blev allerede i starten overrasket over, hvordan jeg blev indfanget, da jeg ofte ikke synes genre blandinger er vellykkede, og jeg har svært ved at relatere til de meget actionfyldte og urealistiske romaner - men jeg må endnu en gang bøje mig i støvet, for denne miniserie er fuldkommen fantastisk. Jeg har nydt rejsen med Martin, været TOP underholdt og fået gættet lystigt undervejs. Den slutter som den startede; med et brag - og hvilket brag. Mine varmeste anbefalinger!

Tidligere udkommet:

Lotus Blues Læs anmeldelsen her

© Bognørden

Ingen kommentarer:

Send en kommentar