AF Christina Baker Kline
326 sider gads forlag
Dette er forfatterens femte romanudgivelse, men den første på dansk. Læs mere her.
Romanen har ligget nr. 1 på New York Times bestsellerliste, så forventningerne var i top da jeg gik i gang med denne hyldest til forældreløse og fattige børn.
Romanen er bygget op omkring virkelige hændelser, hovedpersonen er dog fiktiv, men omstændighederne og historien er inspireret af virkeligheden og en Irsk/Amerikansk kvinde.
Den er yderst levende og meget letlæselig. De to spor er begge realistiske og sammenfletningen er fin, uden at blive for nuttet. En roman, der er læst på rekordtid.
Maine 2011, Molly er i familiepleje, det har hun været i mange år, og i mange familier. Hun er aldrig rigtig faldet til, og da hun bliver anklaget for at stjæle en biblioteksbog, er det enten ungdomsfængsel og ny plejefamilie eller samfundstjeneste. Molly vælger sidstnævnte og skal hjælpe den 91 årige Vivian med at rydde op på hendes loft. Men Vivian er ikke vild med at smide ud, og Molly er lidt træt af det hele, indtil hun finder ud af, at Vivian også er plejebarn. Og da de to umage venner får åbnet kasser fra Vivians barndom, kommer fortællingen nærmest væltende ud af Vivian. Hun er Irsk, men med en alkoholisk og arbejdsløs far og en depressiv mor, er livet i 1920´ernes Irland for hårdt for familien, og de søger lykken i New York. Men det bliver aldrig andet end fattigdom og kamp for at få noget at spise, og da der udbryder brand i ejendommen mister Vivian sin far og sine to brødre. Moderen bliver indlagt på sindsygeanstalt og lillesøsteren formodes ikke at overleve. Vivian bliver hentet af naboerne, der aflevere hende på børnehjem, hvorfra hun kommer med et af de mange toge med forældreløse børn til Midtvesten. Vivian og de andre børn bliver givet væk til familier langs togruten, familierne vælger de børn de vil have, og selv om målet er adoption ender Vivian som en børnearbejder under kummerlige forhold.
Figurerne er bundsolide, realistiske og meget levende. Specielt Vivian krøb ind under huden på mig, med alt hvad det indebar. Jeg var til stede med hende i alle aldre, i alle miljøer og hun gjorde stort indtryk på mig - specielt vishede om, at der har siddet mange børn (omkring 200.000) i præcis samme situation.
Den skønlitterære vinkel med den unge pige, der møder den ældre kvinde, kunne meget vel være blevet for kliche-agtig, jeg synes den del er tilpas og hovevægten er på Vivians historie. Jeg fik lyst til at vide mere om Childrens Aids society og Orphan trains, så romanen har givet stof til eftertanke, jeg var fanget fra start til slut, læste på ingen tid, fordi dette er en roman, hvis sider vender sig selv, fordi læseren bare skal vide, hvordan historien udvikler sig. Mine varmeste anbefalinger - en af årets mustreads.
© Bognørden
Romanen er bygget op omkring virkelige hændelser, hovedpersonen er dog fiktiv, men omstændighederne og historien er inspireret af virkeligheden og en Irsk/Amerikansk kvinde.
Den er yderst levende og meget letlæselig. De to spor er begge realistiske og sammenfletningen er fin, uden at blive for nuttet. En roman, der er læst på rekordtid.
Maine 2011, Molly er i familiepleje, det har hun været i mange år, og i mange familier. Hun er aldrig rigtig faldet til, og da hun bliver anklaget for at stjæle en biblioteksbog, er det enten ungdomsfængsel og ny plejefamilie eller samfundstjeneste. Molly vælger sidstnævnte og skal hjælpe den 91 årige Vivian med at rydde op på hendes loft. Men Vivian er ikke vild med at smide ud, og Molly er lidt træt af det hele, indtil hun finder ud af, at Vivian også er plejebarn. Og da de to umage venner får åbnet kasser fra Vivians barndom, kommer fortællingen nærmest væltende ud af Vivian. Hun er Irsk, men med en alkoholisk og arbejdsløs far og en depressiv mor, er livet i 1920´ernes Irland for hårdt for familien, og de søger lykken i New York. Men det bliver aldrig andet end fattigdom og kamp for at få noget at spise, og da der udbryder brand i ejendommen mister Vivian sin far og sine to brødre. Moderen bliver indlagt på sindsygeanstalt og lillesøsteren formodes ikke at overleve. Vivian bliver hentet af naboerne, der aflevere hende på børnehjem, hvorfra hun kommer med et af de mange toge med forældreløse børn til Midtvesten. Vivian og de andre børn bliver givet væk til familier langs togruten, familierne vælger de børn de vil have, og selv om målet er adoption ender Vivian som en børnearbejder under kummerlige forhold.
Figurerne er bundsolide, realistiske og meget levende. Specielt Vivian krøb ind under huden på mig, med alt hvad det indebar. Jeg var til stede med hende i alle aldre, i alle miljøer og hun gjorde stort indtryk på mig - specielt vishede om, at der har siddet mange børn (omkring 200.000) i præcis samme situation.
Den skønlitterære vinkel med den unge pige, der møder den ældre kvinde, kunne meget vel være blevet for kliche-agtig, jeg synes den del er tilpas og hovevægten er på Vivians historie. Jeg fik lyst til at vide mere om Childrens Aids society og Orphan trains, så romanen har givet stof til eftertanke, jeg var fanget fra start til slut, læste på ingen tid, fordi dette er en roman, hvis sider vender sig selv, fordi læseren bare skal vide, hvordan historien udvikler sig. Mine varmeste anbefalinger - en af årets mustreads.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar