torsdag den 14. januar 2016

Iskold død

AF Bernard Minier



Dette er forfatterens debut, den er udgivet i Frankrig i 2011 og er siden efterfulgt af
yderligere tre krimier, der alle har ligget på de franske bestsellerlister.

Romanen er velskrevet, de to spor er fint adskilt og teksten flyder, min eneste klage er de utallige gange figurerne bander - på fransk. Merde, det kunne godt have været skåret
lidt ned.

Den franske politikommissær Martin Servaz bliver kaldt ud til et makabert dødsfald - en hest er blevet halshugget og hejst op i en skilift i 2000 meters højde. Hesten viser dig at tilhøre den kendte forretningsmand Lombert, og derfor skal Martin give sagen højeste prioritet. Da det siden viser sig, at der findes dna på gerningsstedet, der stammer fra en yderst farlig morder, der sidder på livstid på en lukket psykiatrisk klinik, er forvirringen total. På selvsamme klinik ankommer den unge psykolog Diana, hun skal arbejde på klinikken i nogle måneder. Men Diana får med det samme at vide, at hendes tilstedeværelse er uønsket, at chefen for klinikken ikke mener hun er klar til disse meget specielle patienter. Så Diana er meget alene på klinikken, og da hun en nat opdager, at nogen sniger sig rundt på klinikken og går ind på den mest sikrede afdeling A, starter hun sin egen undersøgelse. Udenfor klinikken støder politiet hele tiden på nye udfordringer samtidig med, at der lægges pres på fra alle sider, for at opklare hestemordet. Men da en lokal mand findes hængt under en bro, begynder tingene at gå stærkt og Martin Servaz og hans kollegaer får mere end nok at se til - for er der flere der skal dø, og i så fald, hvem er den næste på listen - og hvorfor?

Læsere, der holder af Pierre Lemaitres krimier, vil helt sikkert også nyde denne nye krimi, for Martin Servaz og Camille minder utrolig meget om hinanden. Såldes er både figurer og skrivestil meget franske og meget genkendelige. Et godt stykke hen af vejen er figurerne levende og nogenlunde realistiske, dog synes jeg, de mister fodfæstet efterhånden som klimakset sætter ind. 

Politiets andel er naturligvis stor, da hovedpersonen er politimand, og her savnede jeg realisme. Nuvel, det er en debutroman og kanter skal slibes til, men da politiet begyndte at begå store fejl, optræde inkompetent og ganske simpelt falde over spor, så evner jeg ikke at se bort fra det. Plottet holder til gengæld fint, der er mange bolde i luften, men de gribes fint til slut og som helhed er dette en rigtig fin debut.


© Bognørden

Ingen kommentarer:

Send en kommentar