Fortællinger fra ghettoen
AF Ahmad Mahmoud
190 sider People´s Press
Forfatteren er vokset op i Askerød bebyggelsen i Hundige, der eksisterer et paralsamfund, der er Ahmad opvokset, og det er omdrejningspunktet for disse erindringer.
Erindringerne er punktnedslag i et ung menneskes liv, de er velskrevede og yderst levende. Sproget flyder og forfatterens fortællerevner gør, at siderne vender sig selv.
Ahmad er søn af Palæstinensiske forældre, faderen er førtidspensionist og moderen hjemmegående. De er 7 børn, fire drenge og tre piger, der alle forventes at indtage de kulturelt fastlagte roller. Det muslimske samfund er meget patriarkalsk, faderen er familiens overhoved og dernæst kommer sønnerne i efter alder. Pigerne bliver fra fødslen oplært i at være mindreværdige, de skal holde mund og rette ind, og når tiden er rigtig for familien, finder den en passende mand til hende - uddannelse er en markant mangelvare. Ahmad er vokset op i et parallelsamfund, hvor man lever efter egne regler, sætter en ære i ikke at blive aktiveret eller sat i arbejde, og hvor man stortrives på kontanthjælp, med en stor børnefloks børnepenge til at betale for familiens underhold. Vold og mobning er en daglig foreteelse, for mænd har ret til at opdrage på både kvinder og mindre søskende. Men Ahmed vil ikke indorden sig, han synes kvinderne skal have en uddannelse, han er ikke tilfreds med, at skulle leve af kontanthjælp, og vil ikke giftes eller have børn - kort sagt, Ahmad går mod familien, og det bliver ikke godt modtaget.
Ahmads fortælling er desværre kun een blandt mange, men, hvor mange ikke tør tale om problemerne af frygt for at blive kaldt racister, tager Ahmad fat om nældens rod. Hans fortælling er grusom på alle planer, men samtidig er det også mennesker som Ahmad, der kan gøre en forskel for fremtidens undertrykte. Beretningen er hudløs, grusom og meget oplysende - og fremfor alt giver den håb.
For at samfundet skal kunne ændre disse kulturelle skel, er det nødvendigt at tage fat, og sikkert hårdt fat, og der kommer Ahmed med flere gode forslag, mest af alt handler det om at give kvinderne indsigt i deres rettigheder, og uddanne dem. Der findes heldigvis flere af Ahmads kaliber, og mit håb er derfor, at dette indslag i debatten kommer til at rykke noget for fremtidens kvinder og ikke mindst de danske myndigheder. En mustread!
© Bognørden
Ahmad er søn af Palæstinensiske forældre, faderen er førtidspensionist og moderen hjemmegående. De er 7 børn, fire drenge og tre piger, der alle forventes at indtage de kulturelt fastlagte roller. Det muslimske samfund er meget patriarkalsk, faderen er familiens overhoved og dernæst kommer sønnerne i efter alder. Pigerne bliver fra fødslen oplært i at være mindreværdige, de skal holde mund og rette ind, og når tiden er rigtig for familien, finder den en passende mand til hende - uddannelse er en markant mangelvare. Ahmad er vokset op i et parallelsamfund, hvor man lever efter egne regler, sætter en ære i ikke at blive aktiveret eller sat i arbejde, og hvor man stortrives på kontanthjælp, med en stor børnefloks børnepenge til at betale for familiens underhold. Vold og mobning er en daglig foreteelse, for mænd har ret til at opdrage på både kvinder og mindre søskende. Men Ahmed vil ikke indorden sig, han synes kvinderne skal have en uddannelse, han er ikke tilfreds med, at skulle leve af kontanthjælp, og vil ikke giftes eller have børn - kort sagt, Ahmad går mod familien, og det bliver ikke godt modtaget.
Ahmads fortælling er desværre kun een blandt mange, men, hvor mange ikke tør tale om problemerne af frygt for at blive kaldt racister, tager Ahmad fat om nældens rod. Hans fortælling er grusom på alle planer, men samtidig er det også mennesker som Ahmad, der kan gøre en forskel for fremtidens undertrykte. Beretningen er hudløs, grusom og meget oplysende - og fremfor alt giver den håb.
For at samfundet skal kunne ændre disse kulturelle skel, er det nødvendigt at tage fat, og sikkert hårdt fat, og der kommer Ahmed med flere gode forslag, mest af alt handler det om at give kvinderne indsigt i deres rettigheder, og uddanne dem. Der findes heldigvis flere af Ahmads kaliber, og mit håb er derfor, at dette indslag i debatten kommer til at rykke noget for fremtidens kvinder og ikke mindst de danske myndigheder. En mustread!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar